Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening: Også når vi arbejder med løn og tjenstlige forhold, tager vi i høj grad udgangspunkt i, om det understøtter den gode skole. Foto: Sarah Bender

Forord

Da jeg var blevet valgt til formand for Danmarks Lærerforening i 2002, sagde jeg i min tale til kongressen, at det var en mærkelig fagforening, jeg var blevet formand for. Naturligvis varetager DLF medlemmernes økonomiske og tjenstlige interesser, men vi bruger mindst lige så mange kræfter på at udvikle de områder, hvor medlemmerne arbejder. Og også når vi arbejder med løn og tjenstlige forhold, tager vi i høj grad udgangspunkt i, om det understøtter den gode skole og den gode undervisning.

Danmarks Lærerforening er som folkeskolen et produkt af den tid, vi lever i, og DLF er med til at skabe den tid, vi lever i. Gennem 140 år har foreningen budt ind på skolens og undervisningens udvikling. Og skole og undervisning har så stor betydning i samfundet, at vi ikke kan diskutere, hvilken skole vi ønsker, uden også at diskutere, hvilket samfund vi ønsker.

Danmarks Lærerforening er medlemmerne. I forbindelse med nogle af de kampe, foreningen har kæmpet, har politikere og arbejdsgivere hævdet, at det sandelig ikke var lærerne, de kæmpede imod, men deres fagforening. Arbejdsgiverne forsøgte det under den omfattende og langvarige lockout i 2013, men også denne gang viste medlemmerne, at de er Danmarks Lærerforening. DLF er ikke blot kendetegnet ved en ualmindelig høj organisationsprocent, men også ved at mange medlemmer deltager aktivt i debatter, kurser, møder og andre arrangementer. Derfor er Danmarks Lærerforenings historie lærernes historie, og lærernes historie er Danmarks Lærerforenings historie.

I 2014 fejrer vi skolens 200-års jubilæum – eller rettere: 200-året for underskrivelse af de anordninger, der sikrede, at alle danske børn kunne modtage undervisning. Samtidig fejrer vi DLF’s 140-års fødselsdag. Danmarks Lærerforening er en vigtig del af skolens historie og dermed en vigtig del af Danmarkshistorien og dansk kulturhistorie. Men DLF er på ingen måde en støvet kulturgenstand. Tværtimod har foreningen altid med udgangspunkt i medlemmernes professionelle viden og engagement fokus på skolens indhold og udvikling og lærernes muligheder for at gennemføre god undervisning. I det arbejde er det vigtigt at stå på et historisk fundament. Jeg håber, at denne bog kan bidrage til det. 

 

Anders Bondo Christensen

formand for Danmarks Lærerforening

 

Lærernes kampe – kampen for skolen

Folkeskolens og lærernes historie handler på én gang om kontinuitet og brud. Om bestræbelser på at holde fast ved traditioner og det kendte – og om kampe for udvikling og kvalitet. Den bog, du sidder med nu, fortæller om de seneste godt 50 års lærerkampe. Kampe for skolen – sammen med og mod politikere – og kampe mellem lærere. Traditionel fagforeningskamp – forstået som en kamp, der udelukkende drejer sig om løn- og arbejdsforhold – har aldrig for alvor fået lov til at tage helt over i Danmarks Lærerforening. Lærere, børnehaveklasseledere og skoleledere skal have gode arbejdsbetingelser og betales ordentligt. Men skolens indhold, lærernes undervisning og elevernes læring har altid fyldt meget. »Man kan kun gå på to ben,« hed det i 1980’erne og 90’erne, når der i DLF blev talt om pædagogik og fagpolitik som udelelige bestanddele af foreningens linje. Professionstænkning har det heddet siden 00’erne, hvor kampen for skolen blev forudsætningen for Danmarks Lærerforenings politik. Uden at demonstrere dygtighed, engagement og vilje til udvikling i skolen kan kampen for ordentlige løn- og arbejdsvilkår ikke lykkes, lød og lyder det. Uden en anerkendt og respekteret profession af veluddannede, engagerede og selvkritiske lærere og ledere, der arbejder sammen, bliver politiske ambitioner om et godt skoleliv og gode resultater kun tom snak. 

I bogen fortæller fem lærere om deres liv og arbejde – om visioner og engagement, sejre og nederlag. Efter hver beretning følger et afsnit med fragmenter fra et årtis lærerkampe med fokus på en enkelt eller to begivenheder. Et halvt århundredes begivenheder, hvor Danmarks Lærerforening forandrede sig fra at være en forening af tjenestemænd, hvor flertallet opfattede lærergerningen som et kald, til i dag, hvor DLF er en professionsforening, hvor medlemmer argumenterer for en hverdag med professionelt råderum, der giver plads til samarbejde om at udvikle folkeskolen, så den er til gavn for alle elever.  

Bogens historier fortæller om den energi, som lærere, ledere og skoleinteresserede politikere udfolder for at skabe en bedre skole. Der fortælles om kræfter, der bryder ned og ødelægger, men de fleste eksempler på tilbageslag handler mere om uintenderede konsekvenser end om politiske skurke. På samme måde fremstår de slidsomme tillidsvalgte i Danmarks Lærerforening mere som engagerede mennesker på godt og ondt end som lydefri helte, og dermed ligner de – selvfølgelig – folkeskolens lærere og ledere. Børnehaderen, overlærer Andersen, findes kun i ren form i tv-serien Matador, mens der nok er flere lærere som Rita i serien af samme navn. Helte og antihelte, der knokler engageret og forsvarer eleverne med temperament. 

Politikere, der tror, at de gør eleverne, skolen og samfundet en tjeneste ved at knægte lærerne, findes. Det samme gør dialogen mellem politikere og lærere, mellem elevernes forældre og lærerne, men historien viser, at dialogen har vanskelige kår. Også det handler denne bog om. Men Lærernes kampe – kampen for skolen opfanger langtfra alt det, der er foregået i og omkring skolen og i og omkring Danmarks Lærerforening. Lønkampen mod »fedterøvstillæg«, ligestillingsarbejde, lokalkredsenes vækst og professionalisering behandles for eksempel ikke. Det samme gælder foreningens mangeårige samarbejde med lærerforeninger især i Afrika og DLF’s succesrige arbejde for at få sluttet konkurrerende foreninger sammen til én stærk lærerorganisation på verdensplan, Educational International. Fordi der ikke var plads.

En kendt lærer har sagt: »Borgere forventer, at læreren kan tage vare på barnet, så det bliver en god skoletid. Og en god skoletid betyder, at barnet får lov til at vokse med opgaven, og at man kan sine ting. At man får myndighed til at være medborger i samfundet. En god skoletid betyder, at man oplever, hvad et fællesskab er. En god skole handler om demokratisk dannelse. Lærerne repræsenterer borgerne – ikke et parti, en tilfældig regering eller en tilfældig kommunalbestyrelse.«

Citatet fortsætter: »Lærergerningen er en profession, og det er fantastisk vigtigt, at lærerprofessionen er klar i mælet« (Thejsen 2014). Det er hverken DLF’s formand eller et andet medlem af hovedstyrelsen, der udtaler sig. Det er en minister i den regering, som i 2013 fik flertal i Folketinget for at ophæve lærernes arbejdstidsaftale og diktere nye vilkår. Udtalelsen og lovindgrebet viser på én gang de dilemmaer, lærere står i. At være anerkendt som profession, som citatet forudsætter, kræver, »at lærerne som faggruppe besidder og sanktionerer en række interne normer, der bestemmer, hvad de enkelte lærere som minimum skal og ikke skal under bestemte omstændigheder, og at lærerne kollektivt og individuelt er villige til at håndhæve disse normer over for deres kolleger. Kun med sådanne normer, der bliver håndhævet, kan samfundet stole på, at lærerne holder orden i eget hus,« skriver Lotte Bøgh Andersen og Mikkel Lynggaard side 120. 

Men status som profession er ikke noget, man får én gang for alle, den skal vindes hver dag. I undervisningen. I børn og forældres samtaler om skole derhjemme. På møder og i forhandlinger. Og i medierne, når lærere udtaler sig eller bliver omtalt. Og argumenter bliver ofte overhalet af følelser. 

Krav om koncentration og anstrengelse, som dansklæreren stiller, fordi det er nødvendigt for at erobre ny, kompliceret viden, kan for eleven Anna være vejen til en faglig ahaoplevelse, mens Benjamin synes, at det hele er svært eller kedeligt. Og den træningsopgave, matematiklæreren mener, der skal til for at få en ny færdighed ind under huden, oplever Christoffer måske som røvsyg, mens Dhuha synes, at det er sjovt med flere opgaver af samme slags. Når klassen selv skriver og spiller et teaterstykke, mener Emmas forældre måske, at hun har en rigtig dygtig lærer, mens Frederiks far og mor kun ser »halvfjerdserflip og rundkredspædagogik«. 

Som lærer Xenia Kofoed siger det side 91: »Alle er parate til at kloge sig om skolen, fordi de selv har gået der. De tager måske ubevidst hævn over den lærer, de var bange for, eller som de husker som ’dybt uretfærdig’.«

I mange lande er der flere konkurrerende lærerorganisationer, og selv når man lægger deres medlemstal sammen, når de aldrig op på en organisationsprocent som den, vi kender i Danmark og det øvrige Skandinavien. Danmarks Lærerforening bærer sit navn med rette, for den ekstremt store tilslutning på op mod 97 procent gør det reelt at sætte lighedstegn mellem forening og profession. DLF’s formål har i det væsentlige været uændret siden stiftelsen i 1874: »At varetage medlemmernes pædagogiske, økonomiske og tjenstlige interesser, at styrke sammenholdet og at virke for folkeskolens udvikling.« Ud fra forskellige holdninger og temperamenter er der blevet kæmpet for egne synspunkter, men samtidig er enhver tendens til opsplitning blevet afvist – med både argumenter og magt, ligesom forsøg på at spænde DLF for en politisk vogn er blevet slået ned. Flertallet har aldrig været i tvivl om, at det kræver partipolitisk uafhængighed at være en stærk forening for alle, samtidig med at det kræver forståelse for, at der er medlemsgrupper, der har særlige funktioner, der skal tages hensyn til, og synspunkter, der skal lyttes til. 

»Når man er stærk, skal man også være sød,« som Pippi Langstrømpe siger. At det kan være svært, er der adskillige eksempler på i de seneste godt 50 års lærerkampe, og i 2013 skete der et brud på den fælles historie, hvor lærere og myndigheder har arbejdet tæt sammen, og uenighed igen og igen er afsluttet med kompromiser, som alle parter har kunnet arbejde sammen om at føre ud i livet. 2013 blev året, hvor kommuner og stat lockoutede lærerne, og Folketinget dikterede nye arbejdstidsregler og pålagde lærerne at undervise mere. 

I 2014 fejres 200-året for udstedelsen af skoleanordningerne. »Fordi vi er fattige, behøver vi ikke at blive dumme,« sagde kong Frederik VI dengang. 

Forrige del Forside Næste del 1960'erne Thorkild Thejsen