2000'erne

»I finder mig med rank ryg, fremadrettet blik og et smil på læben. Jeg vil udføre mit arbejde for elevernes skyld. Men tag ikke fejl – indeni er jeg rasende, og jeg glemmer det aldrig.«

ditte jensen, lærer

Xenia Kofoed Nielsen (1982)

Lærer fra UC Metropol, Frederiksberg, 2007

Linjefag: dansk, engelsk, dansk som andetsprog og billedkunst

Lærer på Skolen på la Cours Vej, Frederiksberg, 2007

Pædagogisk diplomuddannelse i drama­pædagogik, 2009

Kursus i tidlig læsehjælp, 2010

Assistent teacher et halvt år i Cape Town, Sydafrika, 2010
Kursus i almen dansk som andetsprog, 2012

Pædagogisk diplomuddannelse som vejleder i dansk som andetsprog, 2013

Pædagogisk leder på Skolen på la Cours Vej, Frederiksberg, 2014


Foto: Klaus Holstin

»Det kan ikke blive mere simpelt, og det kan ikke blive større«

Når jeg er til et privat selskab, fortæller jeg med stolthed i stemmen, at jeg er lærer. Det er der folk, der er trætte af at høre, for de mener jo at vide bedre, men så fortæller jeg om det fascinerende og det udfordrende ved vores arbejde, fortæller Xenia Kofoed.

 

»Jeg tænkte egentlig, at læreruddannelsen skulle være et springbræt til noget andet. Men da jeg i min 3. praktik havde haft en 4. klasse i syv uger, opdagede jeg, at jeg havde fået en lille smule kendskab til, hvor de var henne fagligt og socialt, og også noget om, hvordan de var som personer. Den dag vidste jeg, at jeg skulle være lærer – eller i hvert fald give lærerarbejdet en chance,« fortæller Xenia Kofoed Nielsen.

Det er nu otte år siden, og hverdagen på Skolen på la Cours Vej i Frederiksberg Kommune lever til fulde op til forhåbningerne. 

»Jeg er en glad lærer, en engageret lærer. Jeg motiverer, uddanner og danner. Og jeg bliver selv motiveret, når jeg underviser. Børn er umiddelbare, de siger og ser tingene, som de er. Det får mig til hele tiden at værdsætte de små ting i hverdagen. Det er livsbekræftende at være lærer.« 

Men uddannelsen er ikke færdig, blot fordi man har fået sit eksamensbevis, understreger hun.

»Heldigvis kom jeg i team med nogle dygtige kolleger, som jeg kunne læne mig op ad. Jeg skrev ned, hvad de gjorde, studerede deres ledelsesstil i klassen og så, hvad det var for relationer, de skabte. Jeg følte, at jeg kom i mesterlære – begyndte at lære alt det, man ikke kan få med fra lærerstudiet. Ude i skolen er det jo alvor, og så er det vigtigt at kunne få støtte og hjælp i teamet.« 

 

Det faglige til sidst

Ud over at være klasse- og dansklærer i indskolingen arbejder Xenia Kofoed i dag med at støtte ikke etnisk danske elever i 2. og 3. klasse. 

»Når jeg underviser, er der tre vigtige kompetencer i spil: Jeg skal have relationskompetence, jeg skal have ledelseskompetence, og jeg skal have faglig kompetence,«  siger hun og understreger, at det er helt bevidst, at hun nævner det faglige til sidst. »Selvfølgelig skal læreren vide, hvor eleverne er henne rent fagligt, men når du har med børn at gøre, er det vigtigt, at du ved, hvem de er, hvordan de er, og hvordan de har det. Jeg skal skabe et trygt miljø. Ud over at jeg skal lære mine elever at læse og skrive, har jeg ansvaret for, at de kan indgå i et fællesskab, hvor de kan agere sammen, og hvor det er acceptabelt at fejle. Med den rette tryghed og tolerance blandt børnene kan vi vende disse fejl til sejre. Den ene skal fodres, for han ved en masse om de her ting i forvejen. Til den anden skal jeg ikke tale for højt, for han er overfølsom over for støj, så når jeg taler højt til ham, så tror han, at jeg skælder ud, og så lukker han af og lærer ikke noget.« 

 

– Du nævner det faglige til sidst, men som dansklærer skal du da kunne dit fag. 

»Det skal jeg bestemt. Men det er ikke nok at kende opskriften, jeg skal have fingrene i dejen. Det faglige kommer sidst, fordi jeg arbejder i indskolingen, og der skal relationerne på plads først. Læring sker kun, hvis vi formår at skabe et trygt fællesskab i klassen, hvor læring kan finde sted.«  

For at elever kan lære at agere i forhold til hinanden og det, de skal lære, er det vigtigt, at læreren har styringen. Hun skal have ledelses- og undervisningskompetence, skal beherske klasse- og læringsledelse, understreger Xenia Kofoed. »Vi har med 25 individer at gøre, som har noget forskelligt i den mentale rygsæk. Der er ham, hvis mor drikker. Hende, som er yderst intelligent, men måske har svært ved at forstå sociale signaler. Der er den stille og forknytte. Og der er den larmende, der reagerer udad. De skal lære at lære sammen, og hvis jeg ikke differentierer min undervisning, vil den fagligt stærke kede sig og blive demotiveret, mens den svage vil opleve det hele som uoverskueligt. Det handler om at få det bedste ud af alle elever; det gælder både deres sociale og faglige kompetencer. I nogle situationer siger jeg til den fagligt stærke, at han allerede har forstået, hvad der står, så nu skal han lære at formidle, hvad han har læst, til den, der har lidt sværere ved det.« 

 

– Hvad vil du svare, hvis jeg som forælder siger: »Hør lige her, min søn er udmærket til at læse, hvorfor skal han spilde tid på at lære de andre det?«

»Jeg vil fortælle dig, at det skal han, fordi han skal videre. Han skal lære at reflektere, lytte, forstå og formidle. Der er en masse andre kompetencer, han skal lære. Det kan han blandt andet ved at sidde sammen med en svagere klassekammerat. Det får de noget godt ud af begge to.«  

 

Jeg skal hele tiden udvikle mig

Xenia Kofoed har været lærer i seks år og har været under uddannelse lige siden. 

»Det var et valg, jeg tog, da jeg blev færdig. Jeg tænkte, at hvis jeg skal blive ved med at være en professionel og dygtig lærer, så skal jeg udvikle mig, så jeg hele tiden kan levere det bedste.«   

 

– Du tog straks en diplomuddannelse i dramapædagogik, hvorfor det?

»Fordi drama kan bruges til at agere i og med sproget og styrke den gode sprogforståelse, som blandt andet er de tosprogedes udfordring. Drama er i det hele taget med til at sikre, at vi kan beherske sproget, så vi bliver forstået.«  

 

– Men du er knap færdig med dramauddannelsen, før du går videre med et kursus om tidlig læsehjælp, og så tager du en uddannelse som andetsprogsvejleder, hvorfor det? 

»Der kommer hele tiden nye forskningsresultater, som vi skal kunne koble med vores erfaring, og jeg kan jo ikke se min egen undervisning udefra. Når jeg ser, hvordan eleverne reagerer på det, jeg siger, kan jeg have en formodning om, hvad der sker inde i dem. Men jeg ved det jo ikke 100 procent. Derfor meldte jeg mig også, da der var kolleger, der var i gang med en supervisionsuddannelse, så de kunne observere og filme min undervisning. Det gav mig indblik i noget, jeg måske ikke lige havde øje for. Det er en fantastisk resurse at blive observeret og tale med en kollega bagefter, for selv om jeg har en plan for min undervisning og ved, hvad læringsmålene er, lægger jeg ikke mærke til, hvad jeg gør i undervisningen.« 

I begyndelsen var det dog ikke sjovt at se sin egen optræden på film, fortæller Xenia Kofoed. »Men man får så meget at vide. Målet er jo det samme for alle elever, når du underviser, men det er sindssygt svært at svare på, hvordan vi kommer derhen. Det er det, der er så spændende ved at være lærer. Jeg lærer at formidle, at inspirere, lytte, presse på og holde igen. At gå vigtige omveje. Ved at blive filmet så jeg nogle af mine svagheder, som jeg så kan arbejde med. Nogle gange fandt jeg heldigvis også ud af, at jeg gør nogle gode ting. Det er jo ikke spor svært at læse op på en eller anden krig, eleverne skal lære om i historie. Det udfordrende er at formidle det til de forskellige individer. Og det fascinerende er jo så at få dem derhen. Så de stadig tør udfordre sig selv, tør knokle, eksperimentere, tage fejl, grine og prøve igen, så de kan mærke suset, når det nye, svære pludselig lykkes. Det kan ikke blive mere simpelt, og det kan ikke blive større. Derfor elsker jeg at være lærer. Jeg får et dagligt kick af at være sammen med de her 25 individer. Og af at få lov til at være med til at gøre dem til myndige og dygtige samfundsborgere.«   

 

– Men det er vel ikke kun en dans på roser at være lærer?

»Det er det selvfølgelig ikke. Men der er forskel på de problemer, vi møder i skolen, som vi hele tiden skal tackle, og så de der negative holdninger, man møder uden for skolen. Alle er parate til at kloge sig om skolen, fordi de selv har gået der. De tager måske ubevidst hævn over den matematiklærer, de var bange for, eller som de husker som ’dybt uretfærdig’. Når jeg er til et privat selskab, siger jeg med stolthed i stemmen, at jeg er lærer. Jeg har godt oplevet, at det er der nogen, der er trætte af at høre, for de mener jo at vide bedre. Så fortæller jeg dem om det fascinerende og det udfordrende ved at være lærer. Om hvorfor det er et stort stykke arbejde, som er helt fantastisk, og som jeg har stor respekt for.« 

 

Christiansborg Slotsplads var fyldt den 11. april 2013, da omtrent 40.000 lærere demonstrerede. Foto: Bo Thorning

Fra forståelse og samarbejde til knockout

Danmarks Lærerforening vedtager et professionsideal, og Anders Bondo Christensen bliver formand. KL og DLF bliver enige om en enkel og ubureaukratisk arbejdstidsaftale. I 2013 lockouter KL og finansministeren sig til en total sejr, og Folketinget vedtager længere skoledage, som lærerne betaler. 

 

Thorkild Thejsen og Hanne Birgitte Jørgensen

 

I november 1999 var DLF’s formand Anni Herfort Andersen blevet valgt for en ny periode i kampvalg med Anders Bondo Christensen. Men uenighederne fortsatte, og på en ekstraordinær kongres i maj 2002, som oppositionen havde fået indkaldt, meddelte Herfort, at hun ville træde tilbage på den ordinære kongres tre måneder senere.

Anni Herforts sidste indsats blev at få vedtaget Danmarks Lærerforenings professionsideal. Siden 1997 havde man diskuteret, om DLF skulle udarbejde nogle professionsetiske regler, og i 2001 var der tilslutning til et professionsideal, men kongressen besluttede at tage endnu et år med medlemsdebat. Og idealet blev diskuteret grundigt  i forhold til både teamsamarbejde, tosprogede elever, forældresamarbejde og arbejdstid. I oktober 2002 blev professionsidealet så endeligt vedtaget af kongressen. Kun få talte imod, og ingen stillede ændringsforslag.

»Vi er lærere, fordi vi vil gøre en forskel. Vi har forskellige holdninger, men vi har nogle grundlæggende værdier, der afspejler sig i vores ønske om at gøre skolen bedre,« sagde Anni Herfort (DLF 2002 a: 1). Jørgen Stampe, som nok var den, der havde arbejdet længst og mest engageret med professionsidealet, sammenlignede det med et kompas, som kan angive en retning. »Det er ikke et sted, man skal nå frem til,« sagde han og mente, at DLF med vedtagelsen tydeligt markerede, at man nu i fællesskab ledte efter »en professionsstrategi som en hovedstrategi«. Anders Bondo var enig og sagde, at idealet kunne blive »et meget stort aktiv« (DLF 2002 a: 9).

 

I princippet på samme side

Kongressen valgte Anders Bondo som formand uden modkandidat, og professionsidealet blev på mange måder et springbræt for kampen mod den arbejdstidsaftale, som han opfattede som ødelæggende for mulighederne for at skaffe lærerne forhold, der kunne gøre det muligt at udvikle skolen. KL’s formand Ejgil W. Rasmussen, som var Venstre-borgmester i Gedved, opfangede signalerne og inviterede den nye DLF-formand til et møde. Anders Bondo fortæller: 

»Ejgil satte os omkring et rundt bord. ’For så sad vi i princippet på samme side,’ sagde han. Stemningen var god, vi fik os talt godt ind på hinanden, og den kemi, der blev skabt mellem os, var guld værd. KL’s næstformand Anker Boye var der også. På et tidspunkt hældte han en skidtspand ud over lærerne, og mens jeg sad og overvejede, hvordan jeg skulle svare, brød Ejgil ind. ’Jeg tror, vi stopper nu,’ sagde han, ’ellers ender det med, at bordet bliver firkantet’.«

Ejgil W. Rasmussen husker udmærket mødet:

»Det handler jo om at finde ud af, hvordan alle kan trække på samme hammel. Jeg ville gerne være med til at genskabe begejstringen i skolen, så det igen kunne blive estimeret at være lærer. Når man går glad på arbejde, bliver man bedre, og så yder man også mere – giver mere kvalitet. Mødet med Anders resulterede jo også i, at vi rejste rundt i landet og talte til borgmestre og lærere om, hvordan vi sammen kunne udvikle folkeskolen. Ved nogle af møderne var der en ung journalist med som interviewer og ordstyrer. Hun hedder Christine Antorini.«

 

Hvad synes du selv?

I oktober 2003 sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen, Venstre, i sin åbningstale i Folketinget: »Det er, som om indlæring af faglige færdigheder er blevet nedprioriteret til fordel for at sidde i rundkreds og spørge: ’Hvad synes du selv?’« (Rasmussen 2003). 

Da den anden Pisa-undersøgelse blev offentliggjort året efter uden at vise fremgang for de danske elever, udsendte Ulla Tørnæs en pressemeddelelse om, at hun »som ansvarlig minister« ikke kunne »undlade at reagere«, når det så klart fremgik, at folkeskolen ikke havde »det faglige niveau, vi i Danmark gerne vil have«. Ét af initiativerne til at rette op på problemerne skulle være obligatoriske test. Socialdemokratiet og DLF argumenterede hårdt imod. På DLF’s kongres i september 2005 opfordrede Anders Bondo Bertel Haarder, som var blevet undervisningsminister igen, til at samarbejde om forsøg med nationale test. Men han blev pure afvist. »Tiden er inde til at stoppe det, der ligner en kampagne fra Danmarks Lærerforenings side,« svarede Haarder (Folkeskolen 2005, 40: 12). 

 

Vi var så tæt på

Samarbejdet mellem KL og DLF gik derimod bedre, så ved overenskomstforhandlingerne samme år var man tæt på at lave en arbejdsaftale, som gjorde op med timetælleriet. Herlevs socialdemokratiske borgmester Kjeld Hansen var blevet kommunernes politiske chefforhandler. Han inviterede Anders Bondo på et stykke smørrebrød og regnede med, at det var en »betonfagforeningsboss«, han skulle have på besøg, men de fandt hurtigt ud af, at begge var optaget af at skabe en god skole, fortæller Kjeld Hansen. »Det var lige ved at lykkes,« husker han. Det bekræftes af Anders Bondo: 

»Kjeld involverede sig personligt meget i forhandlingerne, og vi var så tæt på en professionsaftale om arbejdstid i 2005. Vi sad i time efter time og drøftede ledelsessyn og lærerrolle, så vi fik skabt fundamentet for en aftale. Jeg havde udfordringer i Danmarks Lærerforening, hvor ikke alle var med på den. Men Kjelds udfordringer var endnu større, for KL’s embedsværk strittede imod.«

»Det er desværre helt rigtigt,« siger Kjeld Hansen: »Der var nogen, der kun tænkte i økonomi, så det lykkedes ikke. Men bagefter gik jeg hjem og lavede en aftale med Herlev Lærerforening, som alle blev glade for. En aftale, der byggede på tillid, og som gav frihed til både lærere og skoleledere. Når folk får ansvar, blomstrer de og tager ansvar.«

Ligesom i Herlev indgik en række kredse og kommuner helhedsaftaler, eller de aftalte at supplere den generelle aftale med nogle opblødninger. Resultaterne blev undersøgt i Gribskov, Herlev, Herning, Jægerspris og Vejle, og meldingerne var entydige. I undersøgelsens sammenfatning står der: »Lærerne/børnehaveklasselederne har fået et øget råde- og ansvarsrum, og i alle fem kommuner udtrykkes der fra alle parter stor tilfredshed med aftalerne« (Marcussen, Vidø og Vaaben 2006: 16). »Desværre er det det stik modsatte, der sker nu i 2014,« siger Kjeld Hansen. »Det er politisk naivt at tro, at man kan skabe engagement og ansvar ved at tryne den ene part. Vi får kun en god skole ved, at alle parter arbejder sammen.«

 

Vi læser for livet

På kongressen i september 2005 foreslog DLF, at stat, kommuner og lærere skulle arbejde sammen om at halvere antallet af dårlige læsere i løbet af fem år, men Bertel Haarder ville ikke være med. »Lige så snart DLF bliver valgt ind i Folketinget, vil foreningen også blive inviteret til forhandling,« lød undervisningsministerens kommentar i november (Folkeskolen.dk 2005, 8.11.). I 2014 siger Haarder selvkritisk, at han »i en anden situation ville have givet det en chance og sagt ja«: 

»Jeg var i den helt enestående politiske situation, at Det Radikale Venstre var blevet sat uden for døren i skolepolitikken for første gang i næsten 100 år, det ville jeg gerne udnytte. Men hvis jeg havde været lige så dygtig som undervisningsminister, som jeg var som integrationsminister, kunne jeg have gennemført to parallelle forhandlingsspor, så vi måske kunne have lavet et fælles læseprojekt.«

Nogle år senere efter strandede forhandlinger om et nationalt partnerskab om folkeskolen besluttede DLF i januar 2011 selv at lancere projekt Vi læser for livet. »Folkeskoleloven er blevet ændret 28 gange på fem-seks år, men det er ikke noget, der har ændret lærernes muligheder for at løfte elevernes læseniveau, så nu laver vi det selv,« sagde Anders Bondo (Thejsen 2011 b), og tilslutningen blev enorm, 308 skoler deltog (dlf.org).

 

En sejr for lærerne

Den 1. januar 2007 nedlagde man amterne, og de 271 kommuner blev til 98. Det betød, at de mange amtslige specialskoler blev overtaget af kommuner eller staten – og mange steder udsultet. Kommuner ville meget gerne mod betaling modtage elever til deres specialskoler fra andre kommuner, men meget færre ville sende elever til andre kommuners specialskoler. Resultatet blev nedskæringer og skolelukninger og ringere forhold for mange børn og unge med behov for vidtgående specialundervisning og særlig støtte. 

Kommunalreformen medførte også en sammenlægning mellem Danmarks Lærerforening og de to mindre organisationer Formidlerne, som organiserede omkring 900 professionsbachelorer i ernæring og sundhed, og S81, Speciallærerforeningen af 1981, som havde godt 1.800 medlemmer, der arbejdede med specialundervisning for voksne. Venstres finansminister Thor Pedersen sørgede for en flyvende start, da han ville forringe forholdene for underviserne på social- og sundhedsskolerne (sosu), som skulle flyttes fra amterne til staten. I december 2006 sendte LC derfor konfliktvarsel for Formidlernes medlemmer. »Der findes ingen overenskomst – ergo er der brug for en,« sagde finansministeren (Månedsmagasinet Undervisere 2007, 2: 34). Fra januar var sosu-lærerne med i DLF, og Særlig Fond blev straks åbnet, så de kunne få udbetalt strejkestøtte. Kampen varede to uger og endte med en sejr for lærerne. Deres nye, fælles lærerforening havde vist sin værdi.

 

Besindelse på alle niveauer

Den 1. januar 2008 var der igen én samlet forening for skoleledere, efter at Danmarks Skolelederforening ti år tidligere havde afbrudt samarbejdet med DLF. Dengang havde et flertal af lederne valgt det sikre i DLF og Lærernes Centralorganisation. Genforeningen skyldtes, skrev Folkeskolens redaktør på lederplads, at lederne havde indset, at de »stod meget svagere, når arbejdsgiverne kunne shoppe frit mellem to foreninger«:

»Men det skyldes også besindelse på alle niveauer i Danmarks Lærerforening. Centralt har hovedstyrelsen skullet vænne sig til, at lederne markerer særstandpunkter, når det er nødvendigt. Og lokalt har kredsformænd og styrelser måttet erkende, at ledergruppen kan og vil selv. Lederes og læreres interesser er ens på en lang række områder, men på andre er de forskellige. Kun gennem gensidig anerkendelse af og respekt for den anden part bliver begge grupper stærkere. Både hver for sig og sammen« (Folkeskolen 2007, 22: 3). 

»Det store gennembrud kom i 2005, hvor vi fik oprettet LC-Lederforum, så vi kunne forhandle selvstændigt,« fortæller Lederforeningens daværende formand Jens Færk. Det var det, der fik Danmarks Skolelederforening til at forhandle om genforening. Formand for den nye, samlede skolelederforening blev Anders Balle, som havde været næstformand i Lederforeningen. Næstformand blev Claus Hjortdal fra Danmarks Skolelederforening.

 

På markedets betingelser

I 2006 meddelte statsminister Anders Fogh Rasmussen, at folkeskolens formålsparagraf skulle ændres, så der kom »fokus på faglige kundskaber og videre uddannelse«, og der skulle indføres generelle nationale test. Det skete i en »globaliseringsstrategi«, som skulle gøre Danmark konkurrencedygtig (Statsministeriet 2006: 13). DLF fik stort set ingen indflydelse på loven, fortæller Stig Andersen, som dengang var næstformand:

»Løbet var reelt kørt meget tidligere, og da vi talte skolelov med Venstres uddannelsesordfører Tina Nedergaard i 2004, sagde hun da også ligeud, at det var mere interessant at drøfte, hvad der skulle stå i det næste regeringsgrundlag. I et møde med Socialdemokraternes medlemmer af Folketingets uddannelsesudvalg under valgkampen i 2005 oplevede vi en fast og massiv modstand mod de obligatoriske test. Men modstanden blev hurtigt opgivet, fordi partiets ledelse ikke mente, at den kunne stå distancen i kampen med Fogh, og man ville fortsat være en del af forligskredsen omkring folkeskoleloven.«

Skolen skulle nu ikke mere »fremme elevernes tilegnelse af kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer«, men »give eleverne kundskaber og færdigheder, der forbereder dem til videre uddannelse«. Forslaget var »en radikal ændring af formålet med skolen«, og formuleringen med at »give« kundskaber var udtryk for et »forældet læringssyn«, skrev Anders Bondo i DLF’s høringssvar i februar 2006, og Stefan Hermann, som nu er rektor på Professionshøjskolen Metropol, mente det samme. Formuleringen er, skrev han, udtryk for »en pædagogisk forestilling, der de sidste år har været i miskredit i den danske folkeskole: tankpasserpædagogikken, hvor læreren fylder viden i tomme kar ved at meddele undervisning« (Hermann 2007: 134). Ove K. Pedersen, som er professor i komparativ politisk økonomi, mener derimod, at 2006-formålet betød, at det nu blev »skolens opgave at uddanne de unge til fagligt kompetente individer med færdigheder, der gør dem i stand til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet – på markedets betingelser – og helst livslangt« (Pedersen 2011: 170).

Bertel Haarder, som havde ansvaret for formålsparagraffen, har en lidt anden forklaring i 2014:

»Tro det eller lad være, det havde intet med konkurrencestaten at gøre, begrundelsen var social. Det er fuldstændig uacceptabelt, at skolen sender funktionelle analfabeter ud, derfor skulle der strammes op, så flere elever kommer med. Jeg havde ingen illusioner om, at det var særlig vigtigt for nationalproduktet. Men det er vigtigt for sammenhængskraften, at alle kan læse og bliver godt uddannet.«

»Come on,« siger undervisningsminister Christine Antorini, som var uddannelsesordfører for Socialdemokraterne i 2006. »Det har aldrig været meningen, at vi skulle tilbage til en tankpasserpædagogik. Jeg vil hellere fremhæve noget helt tredje, som jeg var rigtig glad for, at vi fik med, nemlig formuleringen ’give dem lyst til at lære mere’. »Det handler altså ikke kun om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Man skal uddanne sig til både at blive medborger og medarbejder,« understreger Antorini. »Hvis det havde stået til mig, skulle vi ikke have lavet de småændringer, men have nedsat en formålskommission – givet tid, haft en grundig debat og så på den baggrund sige: Hvordan skal fornyelsen af folkeskolens formålsparagraf være?«

2006-loven betød også obligatoriske, skriftlige elevplaner. De ville, skrev Anders Bondo i DLF’s høringssvar, betyde »en markant og direkte skadelig detailstyring af folkeskolen«. Skolebestyrelser, ledere og lærere ville få frataget det grundlæggende ansvar for, hvordan dialogen mellem skole og hjem skulle gribes an, mente han. Flere steder boykottede lærerne da også planerne. Der var alt for lidt tid til at udføre arbejdet ordentligt, lød deres kritik. Bertel Haarder forstod de praktiske indvendinger og var parat til at ændre bekendtgørelsen, men Det Konservative Folkeparti nedlagde veto, så der kom ingen opblødninger, siger han. Lærerne fortsatte presset, og i 2008 aftalte Haarder, som nu var blevet indenrigsminister, en såkaldt afbureaukratiseringsplan med KL og DLF, som gjorde det muligt at lave færre og enklere elevplaner (Folkeskolen 2008, 19.9.). Noget, som mange allerede praktiserede. I 2014 siger Bertel Haarder: »Jeg havde jo set de udmærkede, vidt forskellige måder, man gjorde det på. Nogle steder brugte de portfolio, hvor børnene stolt viste mig deres ringbind, og så sagde jeg: ’Hvis din lærer vil være så venlig at sætte sin signatur, så er det en elevplan.’«

 

En kulturbryder

Den helt store afbureaukratisering var da allerede aftalt mellem KL og LC, da de i foråret 2008 blev enige om en professionsaftale. »Lærernes nye arbejdstidsaftale er en kulturbryder,« skrev Frederiksbergs konservative borgmester Mads Lebech, som nu var KL’s chefforhandler. Aftalen var »enkel og ubureaukratisk«, understregede han (Danske Kommuner 2008, 14.8.).

I DLF havde man i flere år diskuteret den professionsstrategi, som Jørgen Stampe og Anders Bondo efterlyste i 2002. Et 22-siders notat, Professionsstrategi og –udvikling, (DLF 2005), blev brugt som afsæt på møder og konferencer, og i 2007 udsendte hovedstyrelsen en 14-siders pjece, Respekt og ansvar – fokus på lærerprofessionen: »Med professionsstrategien har vi en sammenhængende plan, der udvikler betingelserne for lærerfaget og folkeskolen. Vores faglige krav er afsæt for folkeskolens udvikling og omvendt,« står der i pjecen (DLF 2007: 7). Kun Niels Munkholm argumenterede imod. »Vi skal anlægge en mere traditionel fagforeningsstrategi med to ben, hvor vi hver gang vurderer, hvilket af dem vi kan aflevere vores politik med,« sagde han (folkeskolen.dk 2007, 9.3.). 

2008-overenskomsten blev prøvestenen for den nye strategi. Men forhandlingerne fik ikke den nemmeste opstart, fortæller Mads Lebech: 

»Efter en sosu-strejke krævede Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne flere penge til det, de kaldte ’varme hænder’. Det gav en masse ballade på de interne linjer på arbejdstagersiden. Samtidig var Anders Fogh kommet til at sige, at offentligt ansatte sad i rundkreds og drak te, så det var han nødt til at reparere på. Det var alt sammen ikke spor bekvemt for overenskomstforhandlingerne. På arbejdstagersiden betød det, at Anders Bondo trådte ind og blev forhandlingsleder for hele KTO, og det er klart, at vi så fra arbejdsgiversiden var nødt til strategisk at vælge vores kampe.«

At de alligevel landede en aftale om lærernes arbejdstid, skyldtes viljen hos de to forhandlere og kemien mellem dem, mener Lebech. Inden forhandlingerne mødtes de i andre rammer og drøftede kunst, kultur og livsforhold. Men de mødtes ikke for at blive venner, understreger han:

»Når der forhandles, er det vigtigt, at parterne respekterer hinanden, og vi mødtes ud fra en fælles forståelse af, at hvis der var én af os, der trykkede på den skæbnesvangre røde, store blinkende kontakt, som betyder konflikt, skulle det ikke ske ved en fejl. Man skal vide, hvor hinandens smertegrænse er – og i bedste fald vide, hvordan man når til enighed.«

Forhandlingerne begyndte med en række diskussioner, der slet ikke handlede om timer, kroner og øre, husker Anders Bondo:

»Vi talte om, hvad for en skole vi gerne ville have, og i de diskussioner fik vi en fælles forståelse for, hvad vi mener med moderne ledelse og professionelle lærere. Den måde at blive klogere på sammen er forudsætningen for, at man kan lave en god aftale, der virker i virkeligheden, og da vi havde indgået aftalen, var Mads og jeg fuldstændig enige om, hvad vi ville med den.«

Der blev selvfølgelig også opstillet modeller og regnet, supplerer Mads Lebech:

»Der er ikke én sandhed, men parterne skal enes om, hvad der er det fælles formål med en aftale. Det er som at handle elastik i metermål, og det kræver gensidig tillid. Det synes jeg, at jeg opnåede med Anders Bondo. Derfor kunne vi lande en god aftale, som begge parter kunne gå hjem at anbefale og tro på«.

Bondo er helt enig. »Arbejdet frem mod 08-arbejdstidsaftalen burde skrives ind i enhver lærebog om, hvordan man skaber gode resultater sammen,« siger han. Den 14. august 2008 bragte Politiken en kommentar om aftalen. »Folkeskolen – nu på omgangshøjde med fremtiden«, hedder overskriften, og et centralt afsnit lyder:

»Fagligt og personligt kompetente lærere og ledere er nøglen, hvis målene for folkeskolen også skal kunne opfyldes i fremtiden. Derfor er grundtanken i den nye aftale, at lærerne får ansvaret for selvstændigt og professionelt at løse den samlede undervisningsopgave, og ledelsen får rum til at lede, sætte mål og rammer og vise vej for lærernes selvstændige professionelle virke« (Politiken 2008, 14.8.).

Underskriverne var Mads Lebech og Anders Bondo Christensen.

I 2014 siger KL’s administrerende direktør Kristian Wendelboe, at han ikke ved, om konfrontationen i 2013 var kommet, hvis man var kommet længere med at bruge 2008-aftalens lokale frihedsgrader. Men fakta er, siger han, at man ikke fik særlig meget ud af de muligheder, der lå i aftalen, derfor var kommunerne »nødt til at komme ud af systemet, hvor man centralt fastsætter rammerne«. Og man måtte nødvendigvis gå hele vejen i 2013, mener han: »Hvis vi havde rejst kravet og måttet renoncere på det denne gang, var der nok gået ganske mange år, før vi kunne komme tilbage med det. Derfor måtte vi stå fast. Den danske model er sådan, at der er to redskaber – hvis man er arbejdsgiver, kan man lockoute, og hvis man er arbejdstager, kan man strejke.«

 

Samme status som andre

I 2010 blev københavnske lærere fuldgyldige medlemmer af Danmarks Lærerforening. Indtil da havde KLF, Københavns Lærerforening, haft to faste pladser i DLF’s hovedstyrelse, og KLF havde som selvstændigt medlem af Lærernes Centralorganisation selv forhandlet og indgået aftaler om alle forhold med Københavns Kommune. Mens det store flertal af folkeskolens lærere var statstjenestemænd, var de københavnske kolleger kommunale tjenestemænd. Men da lærerne i DLF blev kommunaliseret i 1993, lød der oftere og oftere krav om normalisering af KLF. På kongressen i 1994 blev der stillet forslag om at ophæve københavnernes særstatus, det opnåede dog ikke det nødvendige to tredjedeles flertal, men den daværende DLF-formand Jørn Østergaard spåede, at det senest ville ske ved årtusindskiftet. Sådan gik det ikke, men presset voksede, efter at Københavns Kommune meldte sig ind i KL i 2005, og byens særstatus blev ophævet med kommunalreformen i 2007. Efter langvarige forhandlinger blev der i 2008-09 enighed om en indfasning i løbet af 2010, så Københavns Lærerforening fik samme status som andre lokalkredse. I stedet for ni pladser i DLF’s kongres kom KLF derfor op på 15, og de to københavnere i DLF’s hovedstyrelse er nu valgt på lige fod med de øvrige medlemmer. 

 

Ikke-forhandlinger og lærerknockout

Klokken var et natten til den 27. februar 2013, da en ny runde forhandlinger, der aldrig var egentlige forhandlinger, brød sammen. Dermed var vejen åben for det, som blev den største og mest omfattende lockout nogensinde på det offentlige område – og den største øretæve, folkeskolens og de frie skolers lærere nogensinde har fået af kommunerne og Finansministeriet. Anders Bondo fortæller:

»Jeg lå og forsøgte at sove på en alt for kort sofa på mit kontor i Vandkunsten, mens jeg ventede på, at vi skulle i gang med at forhandle. Om dagen havde vi været til det første møde, som kunne kaldes en forhandling, i KL’s store glashus på Amager. Det var første gang, Michael Ziegler, KL’s chefforhandler, overhovedet deltog i et forhandlingsmøde med os. Han indledte med at sige, at vi var presset af tiden, men vi svarede, at vi var parate til at forhandle igennem. På KL’s opfordring afbrød vi mødet og tog hjem for at formulere de temaer, hvor KL’s udspil efter vores opfattelse ikke levede op til de standarder, der findes i andre kommunale aftaler. KL skulle så vurdere, i hvilket omfang de, som de sagde, kunne ’betrygge’ os, og vi skulle genoptage forhandlingerne. Vi understregede med stor tydelighed, at de forslag, vi var kommet med, ikke var trukket af bordet.«

Ziegler husker forløbet anderledes: »Da vi skiltes, var aftalen, at DLF skulle gå hjem at formulere, hvad der skulle ændres i den tekst, vi havde afleveret med vores krav. Det er jo sådan, man gør – sender tekster frem og tilbage.« 

Klokken 18.36 havde Bondo sendt en mail til KL om de temaer, man gerne ville have uddybet, og den skuffede Michael Ziegler, det var ikke det, de var blevet enige om, mente han. »Vi drøftede det i vores forhandlingsgruppe og kunne ikke se, at vi kunne komme videre,« siger Michael Ziegler, som mener, at Anders Bondo prøvede at trække tiden ud og samtidig fremstille sig selv som forhandlingsvillig. Klokken et om natten meddelte Ziegler så Bondo, at forhandlingerne var brudt sammen. Anders Bondo var rystet, fortæller han:

»Jamen så ringer han og fortæller, at forhandlingerne er brudt sammen. ’Ved du hvad, Michael, det vil jeg simpelthen ikke acceptere. Vi stiller i KL om ti minutter, og så reder vi det her ud, så vi kan komme i gang med at forhandle,’ sagde jeg. Han svarede, at han ville ringe tilbage, og det gjorde han også ti minutter efter, hvor han sagde: ’Nej, der er sammenbrud.’« 

To dage efter varslede KL lockout mod 43.000 overenskomstansatte folkeskolelærere, og Finansministeriet varslede lockout af lærere fra lilleskoler, friskoler, efterskoler, ungdomsskoler og produktionsskoler. De godt 8.000 folkeskolelærere, der var tjenestemænd, skulle møde som normalt, men måtte ikke påtage sig konfliktramt arbejde. Parterne mødtes først igen i Forligsinstitutionen.

 

Hemmelig arbejdsgruppe

Forløbet i månederne inden havde ikke kun rystet lærerne, men også overrasket arbejdsmarkeds- og skoleforskere, garvede forhandlere, ledere i andre faglige organisationer – og Folketingets Ombudsmand. KL havde gennem flere år ønsket at gøre op med lærernes arbejdstidsaftale, lyder Michael Zieglers forklaring. »Siden 1993 har den meget stærke resursebinding været en hæmsko for, at vi kunne drive folkeskolen effektivt. Det var nødvendigt at kunne bruge lærerne mere fleksibelt, og kommunerne ville under alle omstændigheder – også uden folkeskolereformen – være gået i retning af, at lærerne skulle være flere timer sammen med eleverne,« siger han. Ziegler erkender, at han har rost 2008-aftalen: »Måske var det lige flot nok af mig at give den topkarakter. Men den var et skridt i den rigtige retning, og så må man også sige, at i den praktiske udleven af A08 løb vi ind i de samme begrænsninger og manglende muligheder for at gøre tingene lidt mere effektivt.« 

KL’s ønsker faldt sammen med Finansministeriets, og den 8. december 2011 nedsatte Finansministeriet, Undervisningsministeriet og KL en hemmelig arbejdsgruppe for at »forberede overenskomsterne på det offentlige arbejdsmarked« og for at planlægge, hvordan slaget skulle slås. Ved at afslutte møderækken uden at skrive en konklusion kunne man undgå, at arbejdet blev omfattet af offentlighedsloven. Offentligheden ved altså ikke, hvad den præcise konklusion blev, men finansminister Bjarne Corydon bekræfter, at Finansministeriet i sit udspil til de statslige forhandlinger ønskede at gøre op med arbejdstidsaftalerne. Han synes ikke, det er mærkeligt, at de to parter koordinerede: »Det er jo ikke nyt, at KL har ønsket at komme derhen, hvor vi landede,« siger Corydon og fortæller, at han dengang også konstaterede, at skolelederne »ligesom andre kommunale ledere havde stor appetit på at få et ledelsesrum, som arbejdstidsaftalen ikke gav dem«. 

Under alle omstændigheder gik KL grundigt til værks og brugte mange resurser på at forberede det endelige opgør. På et møde i Dansk Journalistforbund i juni 2013 fortalte KL’s daværende kommunikationschef Line Aarsland om arbejdet med at forberede baglandet på konflikten:

»Spørgsmålet blev drøftet med kommunerne på debatmøder på mange niveauer hele efteråret, inden bestyrelsen besluttede at fremsætte krav om at gøre op med arbejdstidsaftalen. Vi har siden det tidlige efterår informeret på alle niveauer: til borgmestre og forvaltning gennem breve, vores fagsider og lukkede fora, hvor der løbende udsendes information. De er også blevet tilbudt kampagnemateriale« (kommunikationsforening.dk).

Strategien skinnede tydeligt igennem i et avisinterview med KL’s næstformand Erik Fabrin: »Vi har diskuteret det her i årevis, og vi flytter os ikke. Jeg ser kun én løsning – og den er, at lærerne giver efter. Vi må bare skæve til blandt andet pædagogernes og sygeplejerskernes strejker i 2008. Da endte det ganske enkelt med, at kasserne var tomme, og så måtte de komme tilbage på deres grædende knæ og bede om at få afsluttet konflikten« (Berlingske 2013, 13.4.).

I marts 2012 var DLF blevet opmærksom på den hemmelige arbejdsgruppe og havde søgt aktindsigt, men afslaget kom først flere måneder senere, og da man klagede til Ombudsmanden, gik der et helt år, inden han svarede. Ombudsmanden gav ministeriet ret, men kritiserede fremgangsmåden: 

»En samlet vurdering efterlader det indtryk, at der kan have været planlagt og disponeret netop med sigte på – ud fra for så vidt forståelige hensyn til det offentliges forhandlingsposition – at undgå, at de omhandlede dokumenter blev undergivet aktindsigt. En sådan ’offentlighedstænkning’ kan efter min opfattelse i almindelighed ikke anses for ulovlig, men det er naturligvis under alle omstændigheder meget uheldigt, hvis den fører til fremgangsmåder (’krumspring’), der må anses for uhensigtsmæssige« (Folketingets Ombudsmand 2013, 24.4.).

Men de juridiske krumspring var altså lovlige, så afslaget stod ved magt.

I DLF så man tidligt i 2013 tegn på, at arbejdsgiverne var ved at køre kanonerne i stilling. På KL’s årsmøde sagde formanden, borgmester Erik Nielsen, at »næsten 100 år gamle regler i arbejdstidsaftalen« forhindrede den nødvendige udvikling af skolen. »Tiden er i den grad løbet fra den anakronisme, at tilrettelæggelsen af arbejdet på den enkelte skole skal forhandles med én af Lærerforeningens 79 lokale kredsforeninger og deres mange forhandlere og embedsmænd« (KL 2013: 2-3). Men bulderet var svært at skelne fra den teatertorden, som rituelt går forud for alle overenskomstforhandlinger. Hvor alvorligt mente KL det? Det var svært for DLF at vurdere i situationen.

Erik Nielsen har ikke ønsket at blive interviewet, men den daværende næstformand, Erik Fabrin, siger: »Danmarks Lærerforening var den eneste faglige organisation i dette land, der stadig havde ledelsesretten. For alle andre ændredes det i 1899, da arbejdsgiverne fik ledelsesretten og de faglige organisationer konfliktretten.« Hvis DLF ikke ville være med til noget, kunne skoleledere og kommuner ikke gøre noget imod det. »Alt blev på Lærerforeningens nåde og barmhjertighed,« siger Fabrin.

 

Gensidig respekt

Sideløbende med arbejdsgivernes forberedelser af konfrontationen om arbejdstidsaftalen var undervisningsminister Christine Antorini i gang med en folkeskolereform. I august 2012 havde hun omdannet årets Sorø-møde til en øvelse i rundkredspædagogik, hvor deltagerne diskuterede, indtil der var vedtaget et manifest om Ny Nordisk Skole med inspiration fra det nordiske køkken og mål hentet fra Ontario i Canada. Tanken var, står der i regeringsgrundlaget fra 2011, at indbyde »alle partier til forhandlinger om en ny start for folkeskolen« og til »et reelt partnerskab, hvor folkeskolens aktører – elever, forældre, lærere, skoleledere og andre medarbejdere, kommuner, organisationer – forpligter hinanden på ambitiøse krav og konkrete indsatsområder. Et partnerskab, hvor ideologiske mærkesager viger for gensidig respekt, og hvor skolens interessenter arbejder sammen« (regeringen 2011: 17). Deltagerne på Sorø-mødet var begejstrede for Ny Nordisk Skole, og mange institutioner og skoler meldte sig under fanerne. DLF’s næstformand, Dorte Lange, havde sagt ja til at være den ene af to formænd. Den anden blev direktør i Dansk Industri Lars Goldschmidt. 

 

»Debatten skulle handle om, hvad der skal til, for at en reform kan føre til en bedre folkeskole«. DLF’s kommunikationschef Jenny Bøving Arendt i fagbladet Journalisten den 3.4. 2013.

 

Af statsminister Helle Thorning-Schmidts åbningstale i Folketinget den 2. oktober 2012 fremgik det, at målet med skolereformen var, »at vores børn skal være den dygtigste generation i danmarkshistorien«. Det store spørgsmål er naturligvis så, sagde hun, »hvordan vi gør visionen til virkelighed.« Statsministeren havde selv svaret: »Hjertet i vores folkeskole er lærerne. Det er lærerne, der får skolen til at leve og børnene til at lære. De fortjener respekt for deres arbejde. For fagligt stærke og motiverende lærere er afgørende for, at vores børn bliver dygtige og bliver rustet til livet efter skolen. Derfor er mit svar også, at børn og lærere skal tilbringe mere tid sammen på skolen« (Thorning-Schmidt 2012, upagineret). Ikke et ord om Ny Nordisk Skole eller om Antorinis tidligere udtalelser om, at »forandringer kommer nedefra«.

 

Afgørende vigtigt

Det færdige udspil kom i december, og her blev det slået fast, at det var lærerne, der skulle levere de ekstra timer: »Den sammenhængende skoledag indebærer, at eleverne tilbringer mere tid sammen med lærerne. Det kan opnås ved bedre brug af de eksisterende resurser og forudsætter især en mere fleksibel anvendelse af lærernes arbejdstid,« hed det (regeringen 2012: 53). Lærerne skulle i gennemsnit undervise to klokketimer mere om ugen, for at regnestykket kunne gå op, fortalte Christine Antorini (folkeskolen.dk 2012, 4.12.). I 2014 siger undervisningsministeren, at regeringen havde diskuteret, hvordan man kunne løfte skolens kvalitet. »I den sammenhæng synes vi, at det var vigtigt, at lærerne var mere sammen med eleverne, og den udfordring kunne kun klares ved overenskomsterne.« KL’s administrerende direktør Kristian Wendelboe fortæller, at organisationen kendte regeringens krav, inden de blev offentliggjort. »Det var forudsat i udspillet, at der kom mere undervisningstid i gennemsnit, og det ville indebære længere tilstedeværelse for lærerne på skolen, så skoledagen kunne blive længere for børnene. Det vidste vi,« siger han. 

DLF tilbød at komme regeringen i møde ved at lade lærerne undervise 25 klokketimer om ugen og fjerne elevernes frikvarterer, så der kun blev holdt pause, når der var behov for et pusterum. »Lad os for alvor nytænke undervisningsdagen og skabe et sammenhængende undervisningsforløb, hvor det er elevernes læring, der er styrende, og ikke skolens ringetider,« sagde Anders Bondo (folkeskolen.dk 2012, 19.12.), men Michael Ziegler kaldte forslaget »et optisk bedrag«, for KL talte slet ikke pauser med som undervisningstid. I debatten på folkeskolen.dk gik flere af DLF’s medlemmer også kritisk til Bondo. De mente, at han var gået alt for langt!

 

Normalisering af lærernes arbejdstid

Den 6. december 2012 udvekslede KL og Lærernes Centralorganisation krav, og det stod nu klart, at kommunerne ville helt af med arbejdstidsaftalen og fjerne reduktionen i timetallet for ældre lærere. Samtidig krævede Finansministeriet »normalisering af lærernes arbejdstidsregler« på privatskoler, friskoler og gymnasier (Finansministeriet 2012: 1-2). Politisk analytiker Sigge Winther Nielsen fra Københavns Universitet var ikke i tvivl om situationens alvor, og tre dage senere sagde han i Politiken, at lærerne risikerede at komme til at stå alene og optræde i rollen som »forsøgskaniner« for Finansministeriet. Fagbevægelsen kunne ikke etablere en fælles front, mente han: »Formelt set er det KL og Danmark Lærerforening, som står ansigt til ansigt, men der står meget mere på spil. Det lader til, at dele af fagbevægelsen undervurderer situationen, eller også evner de ikke at etablere en fælles front.« Avisen citerede samtidig en anonym fagforeningsmand for retorisk at spørge: »Skulle vi sende vores medlemmer ud i strejke, for at lærerne kan fortsætte med at gå tidligt hjem og beholde deres lange sommer-, jule- og påskeferie?« (Politiken 2012, 9.12.).

På en ekstraordinær kongres den 8. januar 2013 tordnede DLF’s formand mod arbejdsgiverne: »Det er helt uden fortilfælde, at en regering fremlægger en ambitiøs politisk reform, og så viser det sig, at den vigtigste finansieringskilde skal findes i de ansattes overenskomst«. I en mediekampagne skruede DLF bissen på i forhold til helhedsskolen. Mere undervisning uden forberedelse er det samme som discountundervisning, lød det. Lærerforeningen holdt også idéudviklingsmøder for medlemmer. Et af resultaterne blev videoen Gangvagt Style fra Løsning Skole, der blev set på YouTube over 400.000 gange, før konflikten var slut. I videoen rapper og danser halvdelen af skolens lærere sig med klædelig selvironi gennem lærernes arbejdsopgaver på melodien af det koreanske verdenshit Gangnam Style. KL kørte kanonerne i stilling ved at oprette sitet meretidsammen.dk, der alene via navnet tydeligt fortæller, hvad man gik efter. (Efter konflikten har KL fjernet tal og argumenter fra nettet og solgt domænenavnet til et ferieforetagende.)

I selve forhandlingerne skete der til gengæld stort set intet. Forklaringen er formentlig, at de kommunale arbejdsgivere ville trække tiden, til efter at Finansministeriet havde gennemført »normaliseringen« på gymnasierne, og den 8. februar sagde gymnasielærernes formand Gorm Leschly da også ja. Men det var efter forhandlinger, som han betegnede som »en pistol for tindingen« (gymnasieskolen.dk, 26.3.). Arbejdstidsreglerne blev afskaffet for gymnasielærere, som til gengæld fik lønforhøjelser på gennemsnitligt 4,7 procent. Selv om aftalen blev underkendt i Gymnasielærerforeningens repræsentantskab og afvist af medlemmerne med 85 procent nej-stemmer, stod den ved magt, fordi de øvrige organisationer i Akademikernes Centralorganisation stemte ja til den samlede overenskomst.

 

»Det er ikke lærerne, men deres fagforening, vi er uenige med«. KL’s kommunikationschef Line Aarsland om KL’s annoncekampagne, fagbladet Journalisten den 3.4. 2013

 

Modstanden rystede tilsyneladende ikke finansminister Bjarne Corydon, som igen og igen brugte gymnasieresultatet til at sige, at han ikke kunne forstå, hvorfor folkeskolelærerne ikke gik efter en forhandlingsløsning, når det nu var lykkedes for de andre lærerorganisationer (DR 2013, 18.4.). Anders Bondos 2014-tolkning er entydig:

»Der er ingen tvivl om, at Finansministeriet bevidst brugte manøvren til at få et resultat i hus på underviserområdet, uden at underviserne selv havde reel mulighed for at forholde sig til resultatet.«

DLF havde siden 19. december 2012 efterlyst et skriftligt udspil fra kommunerne (Christensen 2014: 7), men det kom først den 14. februar 2013. KL forlangte, at arbejdstidsaftalen skulle erstattes af en årsnorm på 1.924 timer. »Så bliver det sådan for skolelærere, som det er for resten af arbejdsmarkedet, at man ved, hvornår man kommer, og hvornår man går. Man løser sine arbejdsopgaver i sin arbejdstid. Derfor har man også styr på, hvor meget man arbejder,« lød Michael Zieglers forklaring (Folkeskolen 2012, 21.2.). Hvis parterne skulle undgå at havne i Forligsinstitutionen, skulle de blive enige inden den 1. marts, så mødet, som begyndte den 26. februar i KL’s hovedkvarter, var afgørende. Kommunerne ville helt af med arbejdstidsaftalen. »Man kan ikke være en lille smule gravid,« som Michael Ziegler udtrykte det. 

DLF’s forhandlere blev som tidligere fortalt aldrig inviteret tilbage, og den 28. februar holdt KL pressemøde og varslede den omfattende lockout. Formand Erik Nielsen sagde: »Efter mange og lange forhandlinger måtte vi natten til onsdag konstatere, at LC grundlæggende ikke vil imødekomme KL med andet end arbejdstidsregler, der svarer til dem, vi har i dag, og dermed ikke vil realitetsforhandle« (Folkeskolen 2013, 28.2.). Erik Nielsen har ikke ønsket at udtale sig i 2014, men det har Erik Fabrin. »Det gav ikke nogen mening at prøve at brodere videre på 08-aftalen, det ville ikke give de nødvendige ændringer. Hvis vi skulle videre, skulle vi lave det helt om,« og »når vores hypotese var, at det ikke var muligt at få DLF til frivilligt at opgive tjenestetidsaftalen, måtte vi gøre op med os selv, om vi var villige til at forfølge det. Der kender man jo de arbejdsretlige spilleregler, og svaret var: ’Ja, det mål var vi villige til at forfølge.’«

 

Lærerforeningens privilegier

De to første møder i Forligsinstitutionen den 4. og den 11. marts 2013 bragte ikke parterne nærmere et forlig. Det er forbudt at referere fra møderne, men bagefter kom det frem, at Anders Bondo havde tilbudt, at skoleledelsen kunne bestemme over en samlet forberedelsespulje på to minutter per elev per lektion med mulighed for at skævdele forberedelsestiden. Forslaget blev pure afvist af KL, fordi det stadig opdelte tiden i »kasser« og ikke sikrede mere undervisning. 

Søndag aften den 17. marts bragte TV Avisen en historie, som gav DLF mediemæssig rygvind. Det var lykkedes journalisterne at skaffe kommissoriet for arbejdsgivernes hemmelige arbejdsgruppe. Kommissoriet blev i andre medier opfattet som beviset på, at der var tale om aftalt spil mellem KL og Finansministeriet. Enhedslisten kaldte derfor finansminister Bjarne Corydon i samråd (folkeskolen.dk 2013, 17. 3.). Tre dage senere demonstrerede lærere i fem store byer sammen med repræsentanter for andre fagforeninger under sloganet: »Lærerne er de første, hvem bliver de næste?« Trods sne og kulde satte oplevelsen af fællesskab og kreativitet pulsen i vejret. Siden februar havde flere end 700 lærere meldt sig ind i DLF. Men KL oprustede også. På et såkaldt kommunalt topmøde torsdag den 21. marts forsøgte formanden at drive en kile ind mellem DLF og lærerne: »Jeg må sige, at Lærerforeningens privilegier er blevet en hindring for udviklingen af folkeskolen. (…) Jeg tror, at holdningerne på lærerværelset må være mere delte end det billede, vi oplever gennem medierne. (…) DLF har hele tiden haft nej-hatten på og ikke villet forhandle sig til en fremtid, hvor skolen indrettes efter børnene – ikke Lærerforeningen« (KL 2013). Den skelnen mellem lærerne og foreningen var ikke tilfældig, fortalte kommunikationschef Line Aarsland nogle dage senere: »KL’s kommunikationsopgave er at forklare ’den brede befolkning’, at der er tale om en konflikt mellem fagforening og arbejdsgiver. (…) Det er ikke lærerne, men deres fagforening, vi er uenige med« (Fagbladet Journalisten 2013, 27.3.).

 

Kørt over. Tegneren Roald Als’ kommentar i Politiken den 21.4. 2013.

 

Den 22. marts 2013 mødtes parterne igen i Forligsinstitutionen. Det var sidste chance for at undgå en lockout, men forligsmand Mette Christensen måtte konstatere, at hun ikke havde noget at skrive en mæglingsskitse ud fra. Anders Bondo sendte derefter en mail ud med de forslag, han var kommet med under forhandlingerne. Man kunne også gå efter den »finske model«, skrev han i mailen og gik ned til journalisterne. Snart kom også Michael Ziegler til, og det blev et sandt drama, da de for rullende tv-kamera mundhuggedes om den finske model. Til sidst blev de enige om at gå op igen og forhandle. Men det varede ikke længe, den finske model lignede for meget den danske, mente KL og sagde definitivt nej. Forhandlingsspillet var slut.

»Det var helt grotesk,« siger Anders Bondo i 2014: »Vi var aldrig i noget, der ligner en reel forhandling, heller ikke i Forligsinstitutionen. Vi kunne skrive under på det, arbejdsgiverne havde lagt på bordet – eller også kunne vi ingenting. Det er så langt ude, at mine kolleger i fagbevægelsen faktisk ikke forstår det.« I Michael Zieglers optik var uenigheden for stor: »DLF kom med et konkret forslag om to minutter per elev per lektion til forberedelse. Det vil sige, at man skrev en resursebinding ind, der mindede om A08. Det afslørede den afgrundsdybe uenighed, der var mellem os.«

 

Hemmelig plan for lærerkonflikt

Uanset de forskellige vurderinger er det en realitet, at KL ikke forsøgte at opbygge et tæt, fortroligt forhold mellem parterne inden forhandlingerne, som man altid tidligere har gjort (se side 94, 95 og 98). KL og regering benægter synkront, at de har aftalt hele forløbet, men dagen før mødet i Forligsinstitutionen dokumenterede TV Avisen, at de allerede den 13. november 2012 havde holdt et hemmeligt møde i Finansministeriet. Fra KL deltog formand Erik Nielsen, næstformand Erik Fabrin, formanden for lønudvalget, Michael Ziegler, og administrerende direktør Kristian Wendelboe. At det ikke kun handlede om koordinering af overenskomstkrav, ses af deltagerne fra regeringen. Ud over værterne, finansminister Bjarne Corydon og departementschef David Hellemann, deltog Det Radikale Venstres leder, økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, børne- og undervisningsminister Christine Antorini og SF’s daværende formand, vækst- og erhvervsminister Annette Vilhelmsen. Statsministeriets departementschef Christian Kettel Thomsen var også med. Ifølge TV Avisens kilder blev der på mødet talt om at »gå hele vejen« i opgøret med lærerne, og overskriften på dr.dk’s tilhørende artikel hed »Centrale kilder: Regeringen og KL har hemmelig plan for lærerkonflikt« (TV Avisen 2013, 21.4., dr.dk).

Finansministeriet vil ikke udlevere et referat. End ikke dagsordenen har det været muligt at få lov til at se, og deltagerne nægter at referere fra mødet. Men efter at have talt med syv af de ti tilstedeværende kan der alligevel rekonstrueres et billede af mødets formål og indhold – i sammenhæng med de mange andre kontakter, der var mellem regeringen og KL før og under forhandlingerne om overenskomst og ny skolelov: KL skulle skaffe en del af finansieringen af reformen, og man ville stå sammen om at afskaffe arbejdstidsaftalerne i både stat og kommuner. »Det er jo ikke nyt, at der har været en analytisk dialog mellem os. Jeg tror, at det er op til fire regeringer og kommunerne, der har ønsket ændringerne, så jeg ved ikke, hvor overraskende det er, at vi talte sammen,« siger Bjarne Corydon. Indenrigs- og økonomiminister Margrete Vest-ager vil ikke drøfte mødets tema, men kalder det et legitimt ønske, »at lærerarbejdet tilrettelægges på andre måder, i forhold til de drømme og visioner politikere har for skolen«. »Jeg kan ikke huske, hvad vi talte om, men er imod konspirationsteorier i forhold til det,« siger hun. Annette Vilhelmsen understreger, at det var »afgørende vigtigt for regeringen at få skolereformen igennem«, og Erik Fabrin siger, at mødet »ikke var spor specielt«: »De to store offentlige arbejdsgivere skulle ind i et forhandlingsforløb, og der skal vi naturligvis kende hinandens hovedsynspunkter, strategier, økonomirammer og så videre og så videre.« »Det er korrekt,« at KL var nødt til at hente mere undervisning ud af lærerne, for at regeringen kunne realisere reformen, siger han. »Den fælles økonomiske dagsorden for alle efter den finansielle krise var jo, at vi skulle have mere og bedre service for de samme penge.«

 

De lockoutede lærere var på gaden hver dag. Her i København den 3. april 2013. Foto: Peter Garde i KK, de københavnske læreres nu lukkede medlemsblad

 

»Vi er en interesseorganisation,« siger KL’s administrerende direktør Kristian Wendelboe, »og vi lever af at snakke med regeringen, så vi var i løbende kontakt for at se, om regeringen virkelig ville reformen for alvor.« »Arbejdsgivere kan lockoute, og arbejdstagere kan strejke. Så er der Forligsinstitutionen, og hvis det ikke lykkes dér, så er det i Folketinget, det sker,« repeterer han. »Det var supervigtigt for KL at vide, om regeringen mente det, som det ene. Og som det andet om vi kunne se os selv i det, regeringen ville. Det var det, vores mange følere gik ud på,« forklarer Wendelboe. KL’s spørgsmål til regeringen på mødet den 13. november var, siger han: »’Er I klar til at gøre en indsats for at få et flertal for det?’ På det tidspunkt er det nogenlunde klart for os, at de tanker, regeringen har, også giver mening for os. Derfor var det ret enkelt for os at sige: O.k., hvis det er det, regeringen vil, og den mener det, så skal vi hjem at gøre op med os selv, om vi tør svare – tør føre vores krav igennem. Og konklusionen var, at vi ikke kunne bakke på det igen.«

Annette Vilhelmsen fortæller, at »der var en erkendelse af, at det næsten kun kunne gå galt«, fordi forhandlingerne om overenskomster og ny skolelov lå oven i hinanden. »Vi kunne ikke have lavet reformen tidligere, vi skulle jo lige nå at komme i regering og få formuleret tankerne. Og vi kunne ikke vente med at forhandle til 2014, for så var der ikke tid nok til at sætte reformen i gang.« På spørgsmålet om, at der må have været en bredere mødedagsorden end koordinering af overenskomstkrav, når der skulle hele fire ministre og statsministerens departementschef til at matche KL, svarer hun: »Det var en dagsorden, der sagde noget om situationens alvor, ja.« At man ville gå hele vejen, bekræftes af Erik Fabrin: »Når vi ville helt og aldeles af med arbejdstidsaftalen, ville det være et realistisk scenario, at det ville ende i en konflikt, fordi det er svært at se Danmarks Lærerforening frivilligt opgive den. For det første fordi DLF ikke frivilligt ville opgive ledelsesretten. Og for det andet fordi hele organisationen jo er bygget op på, at de har alle de mange mennesker, der render rundt og forhandler hele tiden.« 

 

Aggressiv arbejdsgiver

Og arbejdsgiverne gik hele vejen. Tirsdag den 2. april 2013 brugte de offentlige arbejdsgivere for første gang nogen sinde lockoutvåbnet offensivt – og ikke kun som svar på en strejke. »Det er historisk. Vi har aldrig før i det offentlige set så aggressiv en arbejdsgiver,« sagde professor Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet. »I forhandlinger er der aldrig nogen, der kan få 100 procent af det, de kræver. Men det mener arbejdsgiverne nu, de kan« (altinget.dk 2013, 1.3.).

Under konflikten viste målinger, at der i befolkningen på én gang var sympati for lærerne og et stort flertal for at afskaffe arbejdstidsaftalen. Lærerne kunne fint undervise noget mere, mente mange. Berlingske undersøgte befolkningens holdninger i december 2012 og igen i marts året efter. Opbakningen til lærerne steg fra 10 til 20 procent (Berlingske 2012, 4.12., og 2013, 12.-14.3.). To uger senere viste en Gallup-måling, at 39 procent af danskerne nu sympatiserede med lærerne, mens 24 procent sympatiserede med KL. Men alligevel bakkede 45 procent op om KL’s krav om en ny arbejdstidsaftale (b.dk 2013, 28.3.). Den 3. april viste en måling fra Epinion, at støtten til lærerne nu var steget til 44 procent, mens 29 procent havde mest sympati for KL (Politiken 2013, 3.4.). 

Selv om flere havde tvivlet på, at lockouten overhovedet ville få lov til at gå i gang, var lærerne klar den 2. april. Om morgenen stod de foran deres skoler med bannere og sagde godmorgen til forældre og elever. Stort set kun undervisning på specialskoler var friholdt, ellers var lockouten total, og de næste dage kom der for alvor gang i lærernes kreativitet. I Odder dækkede de skilte og træer med strik for at opfordre parterne til at strikke en aftale sammen. I København dannede man kæde to gange rundt om rådhuset. Værløse-lærerne foranstaltede udendørs undervisning, mens pendlere i togene mellem Nivå og Kokkedal en tidlig morgen kunne få lynkurser i engelsk, tysk og fysik. 

Lærernes fortælling var overalt den samme: De ville gerne undervise. På Herstedvester Skole i Albertslund fik nogle af de yngste elever smilene frem, da de fortalte, at de blev undervist af »tjenestefolk«, og at de øvrige lærere var »knockoutet« (Jensen og Jørgensen 2013: 26).

I lockoutens anden uge fortsatte lærerne deres kreative aktioner og dannede en menneskekæde fra Roskilde til København. Favoritaktionen var dog flashmobs. I Aalborg slog lærerne en eftermiddag hundredvis af paraplyer op på Nytorv for at markere, at man kan regne med dem – også selv om det »ziegler« ned (Jensen og Jørgensen 2013: 29).

Højdepunktet var en demonstration på Christiansborg Slotsplads den 11. april. Flere end 40.000 lærere, forældre og elever deltog. Gule veste, grønne, røde og hvide T-shirt og gule skråbånd med lockouttekst fyldte pladsen. Anders Bondo blev mødt med over et minuts klapsalver. »Det her er fuldstændig overvældende,« sagde han, og med hæs stemme råbte han mod Christiansborgs vinduer, at lærerne var trætte af det teknokratiske styre: »Hvis I ikke kan forstå det, så smider vi jer ud og finder nogle nye med visioner, som har noget, de tror på og vil kæmpe for, ligesom alle de folk, der står hernede og kigger op på jer« (Folkeskolen 2013, 11.4.).

 

Gu’ skal de da ej

I slutningen af anden lockoutuge kom DLF i modvind i medierne, da Anders Bondo i en festtale i Københavns Lærerforening blandt andet sagde: »De siger, at nu skal lederne lede og fordele arbejdet. Gu’ skal de da ej.« Klippet blev lagt ud på YouTube og delt flittigt. »Hvis ikke Anders havde lavet den ’Gu’ skal de da ej’, eller filmklippet ikke var blevet lagt på YouTube, ved jeg ikke, hvordan mediebilledet havde set ud. Det var virkelig en game changer,« siger KL’s administrerende direktør Kristian Wendelboe.

 

Matchfixing. Tegneren Roald Als’ kommentar i Politiken den 28.4. 2013.

 

»Husk lige sammenhængen og situationen,« siger Anders Bondo:

»Lærerne var lockoutet. Vi anede ikke, hvor lang tid der ville gå. I en kogende forsamling ankom jeg klokken 23 og skulle give en peptalk for at være med til at holde kampgejsten oppe. Foran Christiansborg havde jeg truet med at smide politikerne ud, var det så opfordring til revolution? Selvfølgelig ikke. I bramfri vendinger talte jeg om dét, der er hele kernen i den her konflikt, afprofessionaliseringen af lærerne. Det er et nøglepunkt for mig. Skal lederne lede og fordele arbejdet? Gu’ skal de da ej. Tænk, hvis jeg havde sagt: ’Ja, det skal de.’«

Lederne fik også stigende problemer i løbet af konflikten. Der var flere, der meldte sig ud af Skolelederforeningen, fordi de ikke ønskede at være med i DLF, mens andre ønskede at støtte lærerne mere. Mange var fortørnede over, at de oven i købet skulle betale konfliktkontingent. Ledernes formand Anders Balle ærgrede sig over, at det ikke endte med en aftale, og lagde ikke skjul på, at han helst så lederne i en mere selvstændig forening med egen forhandlingsret.

 

Kunne være skrevet i KL

Da lockouten gik ind i sin fjerde uge, kom forældre og elever for alvor på banen. Nu kunne man se i horisonten, at 67.000 afgangselevers prøver var i fare. Onsdag den 24. april meldte undervisningsministeren ud, at de afsluttende prøver ville blive flyttet til en senere dato, og dagen efter kom så lovindgrebet. »Konflikten havde varet så længe, at det ikke kunne gå længere. Men det var en vanskelig beslutning at gribe ind. Det er jo ikke sådan en hurtig venstrehånds lillefingerbeslutning. Den har også en politisk pris,« siger finansminister Bjarne Corydon i dag.

Fra august 2014 skulle lærerne ikke mere have en arbejdstidsaftale. Aldersreduktionen skulle udfases, og lærerne fik en årlig lønforhøjelse på omkring 3.000 kroner. KL var utilfreds med, at afviklingen af aldersreduktionen tog for lang tid, men ellers var der intet i indgrebet, som ikke kunne være skrevet i KL. Den økonomiske kompensation til lærerne indeholdt efter DLF’s mening kun halvdelen af de 600 millioner, som man gennem årene havde afregnet, når der blev aftalt arbejdstid og aldersreduktion. 

Resultatet blev lov 409 (Beskæftigelsesministeriet 2013), som regulerer lærernes arbejdstid fra august 2014. Deres vilkår er nu fastlagt af Folketinget, som greb ind efter 25 dages lockout. Kun Liberal Alliance og Enhedslisten var imod.

»Krigsomkostningen på kort sigt har været meget stor, men samtidig er jeg hundrede procent overbevist om, at på den lange bane vil det her være det rigtige for folkeskolen og for lærerne,« lyder kommentaren fra KL’s daværende næstformand Erik Fabrin. 

Lotte Bjerreskov, som er lærer i Vejle, siger:

»Nogle af os har stadig vreden i os, andre måske opgivenhed. Det sidder i kroppen at have været hængt offentligt ud. Når folk fortæller mig, at vi skal lave noget mere, og vi skal prøve noget nyt, så tænker jeg, at jeg prøver noget nyt hver dag. Jeg bliver så frustreret over at blive hængt ud for alt det andet, jeg også går og laver – for at kunne gennemføre en god undervisning. Alt det, som ikke bliver regnet for noget.«

Ditte Jensen, som var DLF’s ansigt på annoncer under konflikten, skrev på sin blog på folkeskolen.dk, at hun var glad for at komme tilbage på skolen, men: 

»Christine, Michael, Bjarne og Helle: Hvis I skulle få lyst til at træde ud i min virkelighed, den virkelighed, I bag jeres skriveborde økonomistyrer og lovgiver om, vil I finde mig med rank ryg, fremadrettet blik og et smil på læben. Jeg vil udføre mit arbejde for elevernes skyld. Men tag ikke fejl – indeni er jeg rasende, og jeg glemmer det aldrig!«

Forrige del 1990'erne Thorkild Thejsen Næste del Professionelle lærere Iben Vyff, Mikkel Lynggaard og Lotte Bøgh Andersen