1990'erne

»Pludselig var der ingenting, der kunne lade sig gøre. Der var kolleger, der gav op, og man skulle nærmest udøve civil ulydighed for at kunne lave god undervisning.«

karin egelund, lærer

Karin Egelund (1953)

Vikar på Stensved Skole i Vordingborg Kommune, 1972

Lærer fra Vordingborg Seminarium, 1976

Linjefag:
historie og religion

Lærer på Falkenborgskolen, Frederikssund Kommune, 1976

Lærer på Oppe Sundby Skole, Frederikssund, 1995

Lærer på Møllegårdsskolen (nu Jægerspris Skole), 1999

Lærer på Center 10, Marienlystskolen, 2011

Efteruddannelse i specialpædagogik og gennem årene både korte og lange faglige og didaktiske kurser. Lærerrepræsentant i skolebestyrelser og kontaktlærer til elevråd.


Foto: Klaus Holstin

»Jeg er jo lærer, ikke en undervisningsrobot«

»Det at lægge en plan for sit arbejde med klassen og stoffet, bestemme, hvor vi skal hen sammen, og så hele tiden at skulle rette ind, det bliver ved med at være spændende,« fortæller Karin Egelund, som har været lærer i 38 år. Men UFØ-aftalens kontrol og bureaukrati var ved at tage modet fra hende.

 

 »Karin, Karin, vi har brug for dig, kommer du ikke lige?« Vi er på Campus Frederikssund med folkeskole, ungdomsskole, produktionsskole, gymnasium, handelsskole og uddannelsesvejledning, så der er et mylder af unge mennesker. Den savnede Karin skynder sig ned ad gangen. Hendes stemme er klar, og man kan høre smilet: »Jeg kommer, jeg kommer. Men I ved jo, jeg ikke er her om torsdagen.« 

Karin Egelund kan lide at være her, kan man se og mærke. 

»Jeg har skemafri hver torsdag, men jeg smutter tit herover alligevel, der er så meget, vi skal nå. Prøveforberedelse, lejrskolen til Berlin for alle 83 elever, samarbejde i teamet, samtaler med elever, der ikke trives.«

Karin Egelund arbejder på Center 10, Marienlystskolens 10.-klasseafdeling, og hun elsker udfordringerne med unge mennesker. Som nu med Felix, kan vi kalde ham.

»Felix var meget hidsig. Og engang gik det helt galt, da han var så voldsom over for en lærer, at læreren ville politianmelde ham. Jeg smed mine bilnøgler til Felix. ’Gå ud i min bil, nu! Og forhold dig i ro,’ råbte jeg. Det gjorde han, og jeg kørte Felix hjem. Det blev en lang sag. Men Felix gav den truede lærer en undskyldning, som han tog imod, og så kom vi ind i en god hverdagsgænge. Noget rigtig skidt blev til noget godt.

Men historien stopper ikke der. Da der kom en ny skæv og aggressiv elev i klassen, sagde Felix venligt opmuntrende til ham: ’Hende Karin, hun snakker meget. Men hvis hun beordrer dig ud i sin Skoda, så skal du tænke dig rigtig godt om, for så har du dummet dig ret voldsomt.’«

»Den slags giver ny energi,« siger Karin Egelund. »Jeg bliver udfordret og tiltrukket af de elever, der ikke fungerer. Jeg bliver ved. Jeg har en stædighed, en kompetence til at få åbnet dem. Det er nok derfor, jeg trives så godt med de 10.-klasseelever«.

 

Lovlig rap i replikken

Karin Egelund har været lærer i 38 år og har ingen planer om at stoppe foreløbig. »Jeg giver den nye skolelov og de nye arbejdstidsregler en chance. Men hvis min frihed til at vælge de bedste undervisningsformer bliver kvalt, som det var ved at ske med UFØ-reglerne i 90’erne, så er der både en efterskole og en produktionsskole, der vil have mig. Hvis paragrafferne bliver vigtigere end elevernes læring, forsvinder jeg. Jeg er jo lærer, ikke en undervisningsrobot.«   

Allerede da Karin selv gik i folkeskolens yngste klasser, vidste hun, at hun ville være lærer. »Eller ’vidste’, det er nok for meget sagt. Jeg drømte om det,« retter hun sig selv. »Jeg gik på Kyndby-Krogstrup Centralskole, og i 2. klasse fik vi John Scheuer som dansk-lærer. Senere havde vi ham også i engelsk, tysk, musik og idræt. Han lyttede, fortalte, tog os alvorligt på sin varme, afslappede måde. Han stillede også store krav, forventede, at vi ydede noget. Sådan en lærer ville jeg gerne være.« 

»’Karin er på det sidste blevet lige lovlig rap i replikken, men er som altid flink og flittig,’ skrev han i min karakterbog i 6. klasse,« griner Karin Egelund. »Det var ret dækkende. Jeg kunne kæfte op og snakke. Men jeg var også blød, ville altid, at mine lektier var i orden. Jeg vil kalde mig selv en ægte perfektionist.«

»Og sådan er jeg vist stadig,« fortsætter hun.

»Jeg var ikke ret gammel, før jeg blev håndbold- og fodboldtræner, og jeg havde også et gymnastikhold. Jeg kunne lide at organisere og styre. Det der med at lære noget, at sætte sig ind i nye ting, finde nye vinkler og aldrig blive træt af det, det var lige mig. Og det er det stadig«. 

 

På min røde Puch Maxi

Som 18-årig begyndte Karin Egelund på Vordingborg Seminarium. Hun valgte idræt og religion som linjefag, men et ødelagt knæ tvang hende til at skifte idrætten ud med historie. 

»Det var dejlige år på læreruddannelsen, der var et miljø og en sammenhængskraft, som inspirerede og fik os til at yde noget, og allerede efter første år begyndte jeg som tilkaldevikar på Stensved Skole. Den ligger syv kilometer fra seminariet og 14 kilometer fra den landsby, hvor jeg havde et værelse hos en dejlig bondekone. Den tur tog jeg på min røde Puch Maxi. De løse timer blev til et ugeskema og til et barselsvikariat, hvor jeg fik en 3. realklasse i tysk. Det var en rigtig god kombination både at studere og at arbejde i skolen.

Jeg fik mit eksamensbevis i 1976 og havde nogle dejlige år på Falkenborgskolen i Frederikssund, hvor vi knoklede med at realisere 1975-skoleloven. Jeg har undervist i dansk, engelsk og tysk. I historie, samtidsorientering, kristendomskundskab og arbejdskendskab. Senere kom også samfundsfag til. Det at lægge en plan for sit arbejde med klassen og stoffet, bestemme, hvor vi skal hen sammen, og så hele tiden at skulle rette ind, så det virker for alle, det bliver ved med at være spændende,« siger Karin Egelund.

»For mig er en lærer en person, som er fagligt og socialt kompetent. Jeg er nødt til at have en plan for den enkelte elevs læring. Det kan så godt være, at planen ikke lykkes, og nogle gange kan en konfrontation rykke lige så godt som en lang, dyb samtale. Men du skal kunne mærke, hvornår du skal det ene, og hvornår du skal det andet – med muligheden for at fejle. Jeg stiller store krav i min undervisning. På Bakkeskolen, som er en specialskole, hvor jeg arbejdede i tre år, lærte jeg, at det også er vigtigt at være langmodig – at lytte, at vente, lirke.«

 

Det er der ikke Ø-tid til

UFØ-arbejdstidsaftalen, som trådte i kraft i august 1993, blev et chok for Karin Egelund.

»Jeg havde stemt ja til den. Det at vores arbejde blev dokumenteret, lød jo ikke tosset. Men vi blev hurtigt klogere. Eller det blev vi netop ikke! For pludselig var der ingenting, der kunne lade sig gøre. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, for jeg gik ikke så meget op i regler og paragraffer, og arbejdstimer talte jeg ikke. Det handler jo om at lave den bedste undervisning overhovedet. Men når jeg som sædvanlig gik til viceren med mine planer, kunne det ikke lade sig gøre at ændre på noget. ’Nej, det er ikke på planen.’ Og når jeg skulle på ekskursion, blev det stoppet af en mur af paragraffer. Jeg argumenterede og blev vred. ’Nej, det er der ikke Ø-tid til.’ Der skulle prioriteres, blev der sagt. Jamen, det er jo det, vi gør, når vi forbereder os. Det er det, jeg gør, når jeg mærker, at der er noget, der skal foregå på en anden måde eller på et andet tidspunkt. Der var kolleger, der gav op. Det var helt grotesk, man skulle nærmest udøve civil ulydighed for at kunne lave god undervisning.«

Ved urafstemningen om overenskomsten i 1995 stemte Karin Egelund da også nej. »Det var ikke løndelen og det andet, der fik os til at sige nej tak. Det var de umulige arbejdstidsregler.« 

Lærerne var utilfredse, for de skulle gennem et bureaukratisk forhindringsløb for at passe arbejdet. Lederne var utilfredse, for de skulle spilde tiden på at registrere og kontrollere lærernes tidsforbrug og planer. 

»Heldigvis gjorde Fjordkredsen alt, hvad den kunne, for at få fjernet bureaukratiet, og i 2002lykkedes det da heldigvis også, da de indgik en lokal aftale med tre kommuner. Tænk sig, nu kunne det igen være vores professionelle overvejelser, der blev styrende. Vi fik ansvaret og arbejdsglæden tilbage.«

1990’erne: Kommunalisering, UFØ’re og læsechok 

 

Lærerne flytter fra stat til kommuner og fra ansættelse som tjenestemænd- til overenskomstansættelse. En arbejdstidsaftale lammer det pædagogiske arbejde. Skolelov med ny formålsparagraf og chok over læseniveau som på Trinidad og Tobago. Tre formænd for Danmarks Lærerforening på tre år.

 

 

 

Mens tidligere regeringer nøjedes med at true tjenestemændenes fagforeninger med organisationsansvar, gjorde den konservative finansminister Henning Dyremose alvor af det og ændrede loven om Tjenestemandsretten i 1990, så det nu ikke kun var lærerne, der blev idømt en bod, hvis de strejkede. For fremtiden ville også Lærernes Centralorganisation og Danmarks Lærerforening blive straffet økonomisk, hvis det ikke klart kunne dokumenteres, at organisationerne meget aktivt havde modarbejdet medlemmers aktioner (arbejdsretten.dk).

 

 

 

Det blev mere og mere uholdbart

 

Men det helt store skift for folkeskolens lærere og ledere skete i 1993. Selv om arbejdet foregik på kommunale skoler, var lærerne uden for København ikke kommunale tjenestemænd. De var tjenestemænd i folkeskolen, og det blev radikalt ændret i 1993. Men inden parterne blev enige om det, skulle de gennem vanskelige forhandlinger med skæg og blå briller, benspænd, forlis og sammenbrud. Den »lærerpakke«, man enedes om, indeholdt en arbejdstidsaftale – tjenestetidsaftale hed det dengang – som delte lærernes arbejde op i U-, F- og Ø-tid (undervisning, forberedelse og øvrige opgaver). 

 

Tidligere havde kommunerne fået penge til lærernes lønninger fra staten, som også stod for pensionerne, men i 1970’erne var refusionsordningerne blevet afskaffet, så kommunerne nu fik bloktilskud. Det betød, at de også overtog hovedansvaret for finansieringen af lærerlønningerne, og med 80’ernes fokus på mål- og rammestyring lød spørgsmålet fra politikere oftere og oftere: Hvorfor er lærere ikke ansat i kommunerne, når de arbejder der? Det mente de 275 kommuners interesseorganisation Kommunernes Landsforening, KL, at de skulle være. I et resumé af to interne rapporter skrev KL i 1986:

 

»At pædagogiske stillinger i folkeskolen er omfattet af et regelsystem, der på visse punkter er forskellig fra kommunale tjenestemænd i øvrigt, kan virke hindrende for integrering af folkeskolens virksomhed i den øvrige kommunale virksomhed. Dette forhold kan antages at spille en rolle i forbindelse med de omlægninger, der er behov for at gennemføre som følge af det faldende børnetal i de enkelte kommuner. Udvalget peger derfor på, at man bør overveje ændringer på dette område« (KL 1986 c: 4).

 

Året efter bragte KL’s blad Danske Kommuner en leder med overskriften »Lærernes tjenestetid ødelægger folkeskolen«, hvor organisationens officielle holdning kommer frem:

 

»De detaljerede og centralt fastsatte bestemmelser om timereduktion er i mange tilfælde både forældede og urimelige. Lærernes tid til forberedelse, forældresamarbejde med videre er overladt til den enkelte lærer selv. En samlet tilrettelæggelse af lærernes arbejdstid uden for de skemalagte 23-24 timer er derfor slet ikke mulig« (Danske Kommuner 1987, 16.7.: 4).

 

 

 

Fredag den 27. marts 1992 blev der skrevet under på en aftale om kommunalisering af lærerne: Frederiksbergs borgmester John Winther, Københavns overborgmester Jens Kramer Mikkelsen, KL’s formand Thorkild Simonsen, finansminister Henning Dyremose, DLF’s formand Martin Rømer og Københavns Lærerforenings formand Aase Ciccia. Foto: Christoffer Regild

 

 

 

I Danmarks Lærerforening og Lærernes Centralorganisation så man tre store problemer, fortæller Max Haugaard Nielsen, som dengang var sekretariatschef i LC:

 

»Bertel Haarder gav i stigende grad kommunerne lov til at erstatte tjenestemænd med timelærere, og selv om tiden som timelærer blev indregnet i pensionsalderen ved senere ansættelse som tjenestemand, krævede det, at der var stillinger at blive ansat i, og det blev et voksende problem. Forhandlings- og aftaleretten lå i Finansministeriet og Undervisningsministeriet, men de inddrog oftere og oftere KL, som så kunne sidde og være imod helt gratis, fordi de ikke selv havde ansvaret. Det blev mere og mere uholdbart. Dertil kom, at Finansministeriet arbejdede målrettet på at begrænse antallet af tjenestemænd.«

 

 

 

Bertel Haarder foreslog en ny folkeskolelov, men det blev Ole Vig Jensen, der fik den gennemført i 1993. Lærere og ledere mente, at visionerne var flottere end finansieringen. Folkeskolens forside 24.9.1995. Tegning: Craig Stephens

 

 

 

Ved aftaleforhandlingerne i 1987 havde Det Konservative Folkepartis finansminister Palle Simonsen krævet en ny tjenestetidsaftale. Det fik han ikke, men parterne var blevet enige om, at aftalen skulle forhandles i løbet af de næste fire år. Det optog selvfølgelig DLF’s hovedstyrelse og kongres, for sporene fra tidligere forhandlinger skræmte (se side 49). DLF’s problem var, skriver de to arbejdsmarkedsforskere Jesper Due og Jørgen Steen Madsen, »at arbejdsgiverne ifølge tjenestemændenes forhandlingsregler havde mulighed for en ensidig gennemførelse af centrale tjenestetidsregler efter 1991« (Due og Madsen 1996: 193). I 2014 beskriver DLF og LC’s daværende formand Martin Rømer 1980’erne og 90’ernes udfordringer sådan:

 

»Jeg havde arvet en dyb mistro til, om lærerne rent faktisk udførte deres arbejde. Det var ikke kun en almindelig lærermistro, men skyldtes også, at DLF i slutningen af 70’erne havde været med til at lave en undersøgelse, der angiveligt viste, at lærerne ikke arbejdede nok. Jeg var sikker på, at det var forkert, for lærerne lavede deres arbejde – og rigeligt til. Samtidig kom der entydige signaler fra folketing, kommuner og regering, som sagde, at vi ikke havde noget valg, de ville af med statstjenestemændene. Vi kunne altså forsøge at få indflydelse på vilkårene ved at forhandle, eller vi kunne sætte hælene i og få tvangslovgivet arbejds- og ansættelsesbetingelserne.«

 

 

 

Intense ikke-eksisterende møder

 

De problemer, der tårnede sig op, fik sekretariatscheferne i LC og DLF, Max Haugaard og Hans Ole Frostholm, til at udtænke en plan. Hvis lærerne blev overenskomstansat i kommunerne, ville man for fremtiden kun skulle forhandle med én arbejdsgiver, nemlig KL. Kommunerne skulle til gengæld give lærerne et klækkeligt lønløft, og finansieringen kunne stort set klares, hvis man fældede det meste af lærernes skov af timereduktioner til bestemte fag og klassetrin. Hvis en aftale med KL samtidig hegnede arbejdstiden ind, kunne man også dokumentere, at lærerne ikke havde et »halvdagsjob til fuldtidsløn«, som mange kritikere påstod. Med en god fratrædelsesaftale for ældre lærere oveni kunne man sikre plads til unge kolleger, og det samlede antal lærere kunne rettes ind efter det faldende elevtal. Forudsætningen for, at en så vovelig plan kunne lykkes, var, at ændringerne blev så tillokkende, at DLF’s medlemmer ville sige ja ved en urafstemning. »Internt talte vi om en ’dobbelt mafiastrategi’. Vi skulle tilbyde både KL og lærerne noget, som de ikke kunne sige nej til,« fortæller Hans Ole Frostholm.

 

Den første forsigtige sondering foregik i foråret 1989 på et møde, som handlede om noget helt andet, og hverken KL’s formand, den socialdemokratiske Aarhus-borgmester Thorkild Simonsen, eller DLF’s formand var orienteret. Nogle uger efter mødtes Haugaard og Frostholm med KL’s administrerende direktør Peter Gorm Hansen, som var med på at afprøve mulighederne. Men hvis det skulle lykkes, måtte kun ganske få vide noget. »Vi holdt ikke-eksisterende møder, og vi skulle hele tiden være parate til at holde kæft med tilbagevirkende kraft,« fortæller Max Haugaard. Efter en række intense forhandlinger skulle ideen så godkendes eller skrottes af Martin Rømer og Thorkild Simonsen. Mødet foregik torsdag den 7. september på Aarhus Rådhus og sluttede med principiel enighed.  

 

KL var meget interesseret, fortæller Thorkild Simonsen:

 

»Vi begyndte med nogle hemmelige hulemøder under Aarhus Festuge, jeg kendte jo Martin i forvejen, så vi kunne gå lige til sagen. Men vi skulle helst ikke være for synlige i forhold til Finansministeriet. Det Konservative Folkepartis finansminister, Palle Simonsen, ønskede bestemt ikke, at lærerne skulle gå fra at være tjenestemænd til overenskomstansatte. Og jeg vidste fra mit eget parti, at det heller ikke var noget, Mogens Lykketoft syntes om.«

 

I DLF var dilemmaet i første omgang, at formanden ikke havde fået et forhandlingsmandat, og alt i det politiske landskab så ud til, at det ville blive et nej, hvis Martin Rømer spurgte ligeud, fortæller han:

 

»I 70’erne og 80’erne havde vi en vågnende lønmodtagerkultur, hvor folk var mindre tålmodige, end de havde været tidligere. Et forrykt slogan sagde, at for 2.-klasses løn skulle vi levere 2.-klasses arbejde. Jeg sagde derimod, at ’når lærere leverer 1.-klasses arbejde, kan de også kræve 1.-klasses løn’. Det havde vi nogle gevaldige interne diskussioner om. Men næsten endnu værre var det, at der var folk i kongressen og hovedstyrelsen, som krampagtigt holdt fast ved vores tjenestemandsstatus. De nægtede at se de politiske realiteter i øjnene og ville, mente jeg, kæmpe en kamp, som kun kunne tabes. Jeg ville vinde ved at forhandle og ved at vise, at lærerne var dygtige og ansvarlige – og i den grad arbejdede for deres løn.«

 

I KL var problemet, at finansministeren »måtte forventes at prøve at ødelægge spillet, når han fik nys om, hvad der foregik« (Due og Madsen 1996: 201), så det skulle gå stærkt. I KL nedsatte man omgående en projektgruppe under ledelse af Niels Peter Thomsen, som var direktør for skolekontoret, og deltagerne fik besked på at rydde deres skriveborde i KL’s hovedkvarter i Gyldenløvesgade i København. Gruppen rykkede over i nogle kontorer i Nørre Farimagsgade, og i ren skæg og blå briller-stil fik KL’s reception besked på at fortælle, at medarbejderne var sygemeldte for længere tid, hvis nogen spurgte til de opgaver, de tidligere havde arbejdet med.

 

I DLF orienterede formanden næstformanden, Vibeke Poulfelt, og formanden for pædagogisk udvalg, Jørn Østergaard. I sekretariatet var det kun de få medarbejdere, der var direkte involveret, plus en lille håndfuld chefer, der fik noget at vide. På et hovedstyrelsesmøde den 12.-13. september drøftede man »lærernes fremtidige forhandlingsmuligheder« og »tilsluttede sig formandens forslag« om, »at de nødvendige kontakter blev taget med henblik på nærmere belysning af spørgsmålet«, som der står i referatet. Rømer fik altså mandat til det, der allerede var sket (DLF 1989: 222)!

 

 

 

Roadshow om Hans og Grethe

 

Hans Ole Frostholm var forhandlingsleder, men mens Max Haugaard og et team af teknikere forhandlede på fuld kraft, rejste han og Martin Rømer landet rundt med et roadshow om Hans og Grethe: Den mandlige lærer midt i 40’erne, som tjente 18.000 kroner om måneden, havde 21 ugentlige lektioner, ingen klasselærerfunktion og få møder. Og den unge kvindelige klasselærer i indskolingen med en løn på 14.000 kroner og 26 ugentlige lektioner. Og oven i det seks årlige forældremøder og tre aftner med skole-hjem-samtaler, plus skolefester, lejrskole og samarbejde med mange. Med afsæt fra de to lærerprofiler diskuterede man tjenestetid på 20 medlemsmøder, og det gav alle steder voldsom debat (Folkeskolen 1987, 1237-41, 1364-65, 1592). 

 

I september 1989 var det hemmelige forhandlingsprojekt ved at vælte, da en journalist fra Ritzaus Bureau ringede til DLF’s informationskontor og talte med konsulent Bjarne Håkansson. »Jeg havde stået for pressekontakten i fem år, og det havde hele tiden været en forudsætning for mit arbejde, at det, lærerne og DLF foretog sig, kunne vi godt være bekendt, ja ligefrem være stolte af, så da jeg blev spurgt, svarede jeg blot, hvad jeg viste. Jeg anede ikke, at det var hemmeligt,« fortæller han.

 

Dagen efter skrev Berlingske Tidende, at DLF overvejede at udskifte Finansministeriet med Kommunernes Landsforening (Berlingske 1989, 21.9.). Da KL’s formand så avisen, ringede han omgående til Martin Rømer, som blev kaldt ud fra et Hans og Grethe-møde i Vordingborg. Artiklen kunne få projektet til at ramle, frygtede Simonsen. Dagen efter fulgte Land og Folk da også op under overskriften »Lærerfarvel til staten«, og i Politiken bekræftede KL’s løndirektør, at der havde været kontakt mellem KL’s og DLF’s formænd. Bjarne Håkansson fik en kæmpe skideballe og måtte ikke mere tale med journalister, men forhandlingerne fortsatte, som om intet var hændt. Lækket fik dog Thorkild Simonsen og Martin Rømer til at orientere regeringen. Simonsen ringede til undervisningsminister Bertel Haarder, og Rømer bad om et møde med finansminister Palle Simonsen, som bestemt ikke var tilfreds. Han havde brug for et par uger til at overveje sin reaktion, men han ringede aldrig tilbage. I oktober blev han direktør for ATP, og den nye mand på ministerposten var partifællen Henning Dyremose. 

 

 

 

Der kom ikke nogen aftale 

 

I slutningen af oktober udsendte DLF et papir med forslag til syv principper for en ny tjenestetidsaftale (Folkeskolen 1989: 1671-74), som skulle behandles på den kommende kongres. I hovedstyrelsen måtte forslagene igennem hele 15 afstemninger, men formandens udspil fik fra 16 til 25 stemmer, så flertallet så komfortabelt ud (DLF 1989 a: 255-257). På kongressen fik Martin Rømer da også sit mandat. Kun på et enkelt punkt blev der vedtaget noget, som kunne give besvær i de forhandlinger, som man allerede var langt med. Mens Rigmor Jark i hovedstyrelsen havde fået nedstemt et forslag om at »fastholde den samlede værdi af reduktionerne som tid« med syv stemmer for og 19 imod, fik formanden for Herningegnens Lærerforening, Jørn Vedel Eriksen, på kongressen flertal for det samme. 186 stemte ja, mens 100 stemte nej (DLF 1989 b: 293).

 

Men det var det mindste problem. På LC’s kongres i december sagde den nye finansminister, at »ingen offentlig arbejdsgiver med troværdigheden i behold kunne købe en gruppe ansatte midt mellem to aftaleforhandlinger«, hvorefter han understregede, at lærerne ikke kunne »se frem til særlige forbedringer i forbindelse med en eventuel udskiftning af Finansministeriet med KL« (LC 1990: 6). Det fik Thorkild Simonsen til at sende et brev til Henning Dyremose, hvor han bad ministeren om hurtigt at tage stilling til lærernes skift fra stat til kommuner. Svaret kom den 20. december: Finansministeren pålagde simpelthen Simonsen og Rømer at stoppe forhandlingerne. Dagen efter forhandlede de dog videre, og Max Haugaard vurderede, at det ville være muligt at nå et resultat – KL og DLF var jo enige om, at alle de penge, der blev frigivet ved at fjerne reduktionerne, skulle bruges til højere lærerlønninger. Den aftale kunne nemt blive ødelagt, hvis finansministeren insisterede på at lede forhandlingerne, derfor skulle der klappes til nu, mente han. Men Martin Rømer ville ikke gøre forsøget. Det var alt for tidligt efter kongressen, som først havde givet det formelle forhandlingsmandat i november. Der kom ikke nogen aftale.

 

 

 

I 1990’erne blev teamsamarbejde mere og mere almindeligt. Her Lars Jølbæk, Eva Stockholm og Leif Lillesøe i deres årgangsteam på Ubberud Skole i Odense, 1995. Foto: Niels Nørgaard

 

 

 

13 sagde ja, og 14 sagde nej

 

1990 og 1991 blev annus horribilis i forhold til aftaler om lærernes arbejdstid og ansættelsesforhold. Da Finansministeriet januar 1990 fik at vide, at KL havde lovet lærerne 100 procent provenu ved fjernelse af reduktioner, reagerede administrations- og personaledepartementet nemlig meget negativt. En sådan rationalisering plejede man kun at give medarbejderne fem-ti procent for. Fratrædelsesordningen var også alt for generøs.

 

I april spillede ministeriet ud med krav om fuld tilstedeværelsespligt på skolen og individuel forberedelsestid, men det sagde DLF omgående nej til. Midt i sommerferien blandede Bertel Haarder sig ved at komme med »Undervisningsministeriets ønsker til overenskomstfornyelserne i 1991«. »Ledernes ret til at lede og fordele arbejdet skulle styrkes,« mente han, og »som udgangspunkt« skulle lærerne have pligt til at være til stede på skolen i hele deres arbejdstid (Undervisningsministeriets Nyhedsbrev 1990, 9.7.). Fra Finansministeriet kom der først et nyt forslag midt i september, og Rømer fortalte nu Dyremose, at de havde meget travlt, hvis en aftale skulle nå til urafstemning i DLF inden kongressen i november. 

 

Internt i Lærerforeningen turde Rømer ikke lægge alt frem i hovedstyrelsen, hvor han oplevede, at fortrolige oplysninger straks blev kolporteret videre. Han håndplukkede derfor en uformel gruppe hovedstyrelsesmedlemmer, som mødtes i formandens lejlighed og diskuterede mulighederne. Den hemmelige gruppe bestod af Stig Andersen, Thorkild Hansen, Mikkel Michelsen, Ebba Kjær Rasmussen, Vibeke Poulfelt, Per Thornberg og Jørn Østergaard. Af og til var Bo Rønne også med. Ingen fra den såkaldte venstrefløj, som i sin tid havde været med til at sikre Martin Rømers valg, deltog. 

 

Efter godt en måneds arbejde i nogle tekniske undergrupper, hvor både KL, Finansministeriet og DLF deltog, var det tanken, at Dyremose, Simonsen og Rømer skulle tage stilling til nogle få principielle udeståender, men onsdag den 3. oktober blev politikerne præsenteret for næsten 30 uafklarede spørgsmål. Man forhandlede det meste af natten, og klokken 7.30 lørdag den 6. oktober kom så arbejdsgivernes endelige tilbud. DLF’s hovedstyrelse mødtes klokken 10, og den sagde nej tak med stemmerne 0-27. Men Martin Rømer, Vibeke Poulfelt og Jørn Østergaard mente, at det var for risikabelt at smide det hele på gulvet, så embedsmændene og finansministeren blev kontaktet igen, og hele søndagen blev der atter forhandlet. Klokken 22.57 lå der et nyt forslag fra arbejdsgiverne. Max Haugaard og Hans Ole Frostholm rådede formanden til at sige nej tak, men Martin Rømer sagde ja! 

 

Mandag den 8. oktober, inden hovedstyrelsen skulle mødes igen, afleverede Frostholm og Haugaard derfor et brev til formanden, hvor de indskærpede, at de ikke anbefalede forliget. Hovedstyrelsens møde blev afbrudt flere gange, og medlemmer blev enkeltvis kaldt op på Martin Rømers kontor. »Jeg fik at vide, at hvis vi stemte det ned, orkede han og Vibeke ikke mere,« fortæller Mikkel Michelsen. Anders Balle husker, at tonen i begyndelsen var venlig, og at der kom Gammel Dansk på bordet. Men da han sagde, at han ville stemme nej, rullede Rømer det tunge skyts ud. »Det ville gå meget værre, hvis vi ikke sagde ja. Vi risikerede at blive lovgivet over i kommunerne, vi mistede et kæmpe lønløft, og der ville blive fyret tusindvis af lærere,« advarede han. Max Haugaard brugte pauserne til at fortælle hovedstyrelsens medlemmer, hvad han mente, og mødet endte med, at 13 sagde ja, og 14 sagde nej. Afstemningen var skriftlig, og tallene går kun op, hvis mindst én af ja-sigerne faktisk stemte nej! Per Thornberg havde været til samtale med både Martin Rømer og Vibeke Poulfelt og havde fortalt dem, at han følte sig forpligtet til at stemme ja, fordi han havde været med hele vejen og deltaget i de fortrolige diskussioner. »Men jeg sagde samtidig, at jeg var overbevist om, at mit bagland ville være imod, og at forslaget ville falde ved urafstemningen. På vej tilbage til hovedstyrelsessalen fulgtes jeg med Vibeke, og hun hviskede: ’Stem efter din overbevisning.’ Jeg gik altså ind og stemte nej, selv om jeg havde talt for et ja.«

 

»Ja,« siger Martin Rømer, »jeg lod mig stemme ned. En aftale, der blev båret igennem af et så snævert flertal, ville ikke kunne få et ja ved en urafstemning.«

 

Nu var DLF for alvor på hælene. Presset voksede, og under 1991-overenskomstforhandlingerne insisterede Finansministeriet længe på, at arbejdstidsspørgsmålet skulle afgøres efter tjenestemandlovens regler, hvis man ikke blev enige. Altså et politisk indgreb, hvor DLF og LC ville miste al indflydelse. Det blev dog afværget, og man aftalte at forsøge sig én gang mere. Forhandlingerne begyndte i august 1991 i en forholdsvis positiv stemning, men et nyt sammenbrud truede, for de pensioner, LC fik tilbudt til de kommende overenskomstansatte lærere, var alt, alt for ringe, og selv om Thorkild Simonsen i 1989 under ’ikke-eksisterende’ møder i Aarhus havde lovet en aftale med 200 skoledage, krævede Finansministeriet og KL nu 220 dage. Lørdag den 31. august brød forhandlingerne igen sammen. 

 

 

 

Bag om ryggen på finansministeren

 

Januar 1992 tegnede ikke godt. Kommunerne fortsatte med at afskedige lærere, Haarder havde opdaget, at man ikke behøvede at fortsætte med at give reduktion for ikkekursusdelt undervisning i 10. klasse, og Thorkild Simonsen skulle snart træde tilbage. Martin Rømer og Jørn Østergaard ville have gang i forhandlingerne igen, så de fik produceret endnu et papir til arbejdsgiverne. I Finansministeriet sagde man nej tak, og i Københavns Kommune, som var blevet inddraget, var holdningen den samme. Men  KL vurderede, at Lærerforeningen bevægede sig, derfor blev det besluttet at forhandle igen. Endnu en gang bag om ryggen på finansministeren. 

 

I 2014 siger Martin Rømer:

 

»Dyremose var kun interesseret i tallene, indholdet var han ligeglad med, så vi skulle forsøge at blive enige med KL og så holde sammen over for regeringen. Thorkild Simonsen forstod nuancer og vidste, at vi skulle finde bæredygtige kompromiser. Og han ville gerne have en aftale, der virkede i praksis. Haarder derimod flippede altid ud, så vi ikke vidste, hvor vi havde ham. Det er vigtigt at forstå, at der dengang var generelle tanker om at modernisere. Staten ville af med tjenestemændene, alle andre end politiet og militæret skulle overenskomstansættes. Det, vi gjorde, var at aftale en bedre overgang til kommunerne, end vi ellers ville have fået. Det var der folk i hovedstyrelsen, der nægtede at se. De troede, at de kunne undgå overgangen ved at sige nej.«

 

Som finansminister var Henning Dyremose »selvfølgelig afgørende interesseret i pengene«, siger han selv i 2014. »Men jeg havde samtidig en klar målsætning om, at lærerne ikke mere skulle være tjenestemænd, de skulle overenskomstansættes i kommunerne, og vi skulle have nogle arbejdstidsregler, der fik lærerne til at undervise noget mere.« Dyremose er »helt enig« med Martin Rømer om, at regeringen »nok ville have lovgivet, hvis der ikke var indgået en aftale«. »Jeg ville meget nødig lovgive, men hvis det efter flere års forhandlinger ikke var lykkedes at få det gennemført, kunne vi blive nødt til at lovgive, for vi mente, at ændringerne var en nødvendig forudsætning for at modernisere den offentlige sektor.«

 

I 2014 siger Bertel Haarder, at han i 1980’erne og 90’erne havde et »had-kærligheds-forhold til Danmarks Lærerforening«, men når man ser tilbage, er det svært at øjne kærlighedsdelen. »Lærerforeningen giver mig stadig åndenød og kvælningsfornemmelse,« skrev han i 1994. Og det gælder ikke kun DLF: »Jeg kan lige så godt erkende, at jeg aldrig fik det helt godt med folkeskolen. Det var gensidigt, og det kunne ikke være anderledes. Jeg var og er en ’dissident og afviger« (Haarder 1994: 112).

 

I foråret 1992 kom KL med indrømmelser om arbejdstiden, men ville stadig ikke gå med til mere end en 12-procents pension. »Gennembruddet kom, da de tilbød, at LC ved de næste overenskomster kunne tilkøbe pensionsforbedringer, så vi kunne komme op på 15 procent, og vi lavede en meget konkret aftale om en særdeles fordelagtig pris,« fortæller Hans Ole Frostholm. I 2000 kom de overenskomstansatte læreres pensioner op på 15,3 procent, og med løbende forbedringer nåede de i 2005 op på 17,3 procent. 

 

»Jeg gik efter at få en aftale, der kunne fungere i dagligdagen. Hvordan registreringen af de forskellige opgaver foregik, tænkte jeg nok mindre på. Under forhandlingerne brugte vi megen tid på økonomien i pensionsordningerne, og jeg kan huske, at de kom i KL og sagde til mig, at det blev sgu dyrt,« lyder Thorkild Simonsens 2014-udlægning.  

 

I marts 1992 var stemningen høj blandt DLF’s og KL’s forhandlere. Efter tre år med hulemøder, sammenbrud og skænderier var kompromiset endelig på plads. Tilbage var nu stort set kun at overbevise finansministeren. 

 

Og så var det hele lige ved at gå i vasken på grund af en detalje. På det afsluttende møde, hvor der blev spist og drukket godt, fordi enigheden skulle fejres, kunne man nemlig ikke enes om, hvem der skulle give finansministeren besked, og efter en del højrøstet tale gik man hjem uden en afklaring. Nogle dage efter fortalte Rømer alligevel Henning Dyremose, at der nu lå et udspil, og derefter fulgte så en række pseudoforhandlinger, hvor Finansministeriet og de to hovedstadskommuner, København og Frederiksberg, skulle lokkes til at sige ja til det, KL og lærerne havde aftalt. Dyremose ville ikke godkende pensionsaftalen og fratrædelsesordningen, som han fandt alt for lukrative. Men da udgiften for fremtiden var kommunernes, insisterede han ikke, så fredag den 27. marts var der enighed. Den 470 sider store »lærerpakke« blev underskrevet af alle, og et protokollat om pension og fratrædelsesordning blev kun underskrevet af KL og lærerne. »Dyremose kunne ikke lide, at vi havde ligget og forhandlet uden om ham, og bagefter sørgede han for, at staten tog sig godt betalt. Det blev dyrt for kommunerne,« siger Thorkild Simonsen i 2014. Henning Dyremoses kommentar til det samme lyder:

 

»Ved at sige ja til den store aftale, men nej til de stærkt fordyrende elementer, havde jeg pragmatisk opnået nogle af mine overordnede mål. Samtidig var det min klare holdning, at når kommunerne tog ansvaret for at give lærerne så meget, måtte de selv finde pengene et andet sted. De skulle ikke først forære alt væk og så bagefter komme og aflevere regningen til mig.«

 

I DLF’s hovedstyrelse stemte 21 for og seks imod, og efter voldsomme diskussioner blev aftalerne også vedtaget ved urafstemning. I Københavns Lærerforening var flertallet knebent, kun 50,9 procent stemte for, og 49,1 var imod. I resten af landet sagde 60,3 procent ja, mens 39,7 sagde nej. I Viborg Amt stemte hele 82,8 procent for og 17,2 imod. Kun i Vestsjællands Amt var der flest nej-stemmer, 51,2 sagde nej, og 48,8 procent sagde ja (Folkeskolen 1992, 19: 5 og 21: 24).

 

Inden urafstemningen diskuterede de to forretningsudvalgsmedlemmer Stig Andersen og Jørgen Stampe perspektiverne i et dobbeltinterview. Stampe mente, at overenskomstansættelse truede lærernes selvstændighed. »Den skole, vi har i dag, hænger sammen med den store tryghed og frihed, vi har i vores ansættelse,« sagde han, mens Stig Andersen mente, at det var en illusion at tro, at man kunne beholde tjenestemandssystemet. De var enige om, at optællingen kunne blive bureaukratisk. Stig Andersen mente dog, at mange kredse ville »lave nogle akkordaftaler«, og Jørgen Stampe sagde, at der sker »en kortslutning, når man med optælling begynder at sammenligne folkeskolen med det øvrige arbejdsmarked« (Folkeskolen 1982, 15: 12-13).     

 

 

 

Fuldstændig kaotisk

 

Aftalen trådte i kraft den 1. august 1993, og hverdagen blev mange steder præcis så umulig, som skeptikerne havde frygtet. Martin Rømers vurdering i 2014 lyder:

 

»Det gik desværre galt fra dag ét, for Kommunedata havde lavet et program, som var så bureaukratisk og med så mange fejl, at det hele endte fuldstændig kaotisk og katastrofalt. Der kom utrolig megen lærer- og lederkritik. Berettiget kritik. Men det var ikke UFØ-aftalen, den var egentlig o.k., det var udmøntningen, der fik det hele til at vælte.«

 

Thorkild Simonsen er enig: 

 

»Embedsmændene i KL og Lærerforeningen mente, at problemerne kunne løses med edb, og det viste sig desværre, at det blev noget meget firkantet noget. Men ingen havde troet, det kunne blive så slemt. Det er måske det, der har luret, indtil man heldigvis kom bort fra det igen ved den overenskomst, som den tidligere borgmester på Frederiksberg, Mads Lebech, aftalte i 2008. Dengang var de meget enige om, at nu var alle problemer løst.«

 

Henning Dyremoses 2014-vurdering lyder: »Aftalen var fin nok, og jeg havde en klar forventning om, at kommunerne kunne håndtere den. Men det gik galt i udmøntningen. Den samme bekymring deler jeg i forhold til nutidens folkeskolereform. Det er altid svært at indføre ændringer, som på forhånd er forhadt af mange.«

 

»Vi begik den store fejl, at vi ikke fik slået fast, at den enkelte lærers planlægning skulle kunne foregå på bagsiden af et frimærke,« siger Hans Ole Frostholm og fortæller om et besøg på en skole i Ishøj, som han, Max Haugaard og aftaleparterne fra KL var på for at se, hvordan UFØ-reglerne blev brugt: »Vi stod og så, hvordan det ene foldeark efter det andet væltede ud af printeren og lagde sig oven på hinanden, så sagde vi nærmest i kor: ’Det der har vi ikke aftalt.’« 

 

Vreden på skolerne var omfattende. »Pludselig var der ingenting, der kunne lade sig gøre. Der var kolleger, der gav op. Det var helt grotesk, man skulle nærmest udøve civil ulydighed for at kunne lave god undervisning,« fortæller Karin Egelund, som dengang var lærer i Frederikssund. 

 

 

 

En organisatorisk krise 

 

I de år, hvor DLF forhandlede om kommunalisering og arbejdstid, blev der også forhandlet om meget andet, og i august 1991 blev LL, Lærerstuderendes Landsråd, til Lærerstuderendes Landskreds og fuldt integreret i Danmarks Lærerforening. Inden optagelsen havde LL været ved at lide skrumpedøden. Der var sket en kraftig reduktion i antallet af studerende på seminarierne, og det var blevet »vanskeligt for mange at finde overskud til politisk arbejde«, sagde den nyvalgte formand for Sønderborg Lærerforening, Anders Bondo Christensen, på DLF’s kongres i 1987 (DLF 1987: 311). Han foreslog, at foreningen stoppede rentetilskrivningen på det lån, LL havde i DLF, og ydede et årligt tilskud på 25.000 kroner. Det var Martin Rømer imod. Selv om DLF havde betalt udsendelse af medlemshvervepjecer, var organisationsprocenten blandt de studerende »aldeles utilfredsstillende« helt nede på ti procent. »Vi befinder os i en organisatorisk krise for de studerende på seminarierne, som skal gribes an på en helt anden måde,« sagde formanden (DLF 1987: 317). Anders Bondos forslag blev stemt massivt ned, men forholdsvis hurtigt derefter kontaktede Lærerforeningen LL, og de sidste to formænd for Landsrådet, Anna Bondo Christensen og Lone Skafte Jespersen, forhandlede derefter intenst med DLF om at »overgå fra at være en selvstændig studieorganisation til at være en fraktion under Danmarks Lærerforening (Jespersen og Christensen 1991: 55). Ved optagelsen overtog DLF LL’s gæld på omkring 250.000 kroner, og 95,2 procent stemte ja (LL-Nyt 1991, 6: 4). »Da vi kom ind i Lærerforeningen, havde vi kun godt 500 medlemmer og var nervøse for, at vi ikke kunne nå at få medlemmer nok til bare én kongresdelegeret, men allerede på den første DLF-kongres, vi deltog i, havde vi fem delegerede, og nogle år senere kom LL op på 10.000 medlemmer,« fortæller Peter Hindsgaul, som var LL’s første medlem af DLF’s hovedstyrelse.

 

 

 

Problemer skal søges blotlagt

 

Internt i DLF gav vilkårene for medlemsdiskussioner fra tid til anden konflikter. Hvad kunne og måtte diskuteres offentligt? Hvad betød det, at Folkeskolen var foreningens medlemsblad og ikke foreningens officielle talerør? I november 1992 kritiserede redaktøren – som også er denne bogs redaktør – på lederplads en undersøgelse, som Nordfyns Lærerkreds og Fyns Amtskreds havde gennemført. Eigil Kristensen var valgt på Fyn og ønskede sagen behandlet i hovedstyrelsen, så de fynske kredse kunne få deres arbejde »trukket op af rendestenen igen«. Kristian Fløj-Jensen protesterede. »Vi skal holde os fra indblanding i den journalistiske frihed. Det er redaktøren, der har ansvar for bladet, så må han tage de tæsk, det giver, men det skal ske i bladets spalter, ikke i hovedstyrelsen,« sagde han, og Stig Andersen sammenlignede med de problemer, det ville give, hvis en skolebestyrelse begyndte at udtale sig om enkelte læreres arbejde. Formanden gjorde kort proces: »Redaktøren har rodet sig ind i et slagsmål med nogle kredse på Fyn. Det må han selv rode sig ud af igen, det kan og skal hovedstyrelsen ikke blande sig i« (Folkeskolen 1993, 1-2: 25).

 

»Jeg husker udmærket episoden,« siger Martin Rømer i 2014: 

 

»Min reaktion skyldtes, at nogle medlemmer i hovedstyrelsen sommetider antydede, at Folkeskolens redaktør ikke kunne finde sine ben i forhold til foreningens politik. Jeg fandt det forkert at ramme den redaktionelle frihed, og en debat, hovedstyrelsen ikke selv havde rejst, skulle ikke lukkes af os. I DLF’s selvforståelse har der ofte været for lidt plads til selvkritisk at reflektere over mål og midler. Det fik jeg selv at mærke, da jeg forsøgte at rejse en debat om evaluering af lærernes arbejde. Det var hovedstyrelsen ikke klar til, og det viste sig jo senere at være forkert. Det er nødvendigt med en selvkritisk diskussion for en profession.«

 

I 1993 blev det i kongresberetningen – uden debat – slået fast, at medlemsbladet skal være »alsidigt, debatskabende og kritisk«. »Manglende omtale af kritisable forhold – både i folkeskolen, på seminarierne, blandt politikere og i DLF« – ville ødelægge troværdigheden. »Den pædagogiske udvikling og den fagpolitiske linje – eller de fagpolitiske linjer – skal beskrives og debatteres i Folkeskolen. Alle problemer skal søges blotlagt. Der må aldrig være en sag, der ikke kan omtales, hvis den vedkommer Danmarks Lærerforenings medlemmer« (DLF 1993: 98). Men fra tid til anden kom bladets rolle alligevel op til kritisk diskussion igen. »Nogle gange kan jeg være hamrende irriteret på bladet, mens det andre gange er fortrinligt og storartet,« sagde Jørn Østergaard i hovedstyrelsen i august året efter. Kai Frederiksen og Mikkel Michelsen mente, at det fagpolitiske stof blev »svigtet« i bladet, og i Henrik Billehøjs bagland så man gerne »bladets journalistiske linje skrottet«.

 

»Når jeg er irriteret, kunne jeg ønske mig, at der blev ført en stram kontrol med Folkeskolen. Men ved nærmere eftertanke tror jeg ikke, det er hensigtsmæssigt,« lød formandens opsummering (Folkeskolen 1994, 33: 26). 

 

 

 

Medlemmernes vrede

 

I bladets spalter og ude på skolerne handlede meget af debatten om problemerne med UFØ-aftalen, og på 94-kongressen, der opstillede foreningens krav til 1995-overenskomsten, var der massiv opbakning til hovedstyrelsens krav: Lokallønnen skulle afskaffes, de overenskomstansattes forhold skulle forbedres, og arbejdstidsaftalen skulle forenkles og præciseres.

 

»Foreningen har på alle niveauer anstrengt sig for at skabe en åben diskussion og gennemføre en demokratisk beslutningsproces,« skrev redaktøren på lederplads:

 

»Alligevel er det, som om der ligger et tykt lag rockwool mellem skolerne og foreningens beslutningstagere. Der bruges masser af energi begge steder. Der knokles på skolerne, og der knokles i foreningen. Men der er en usynlig isolering, der gør, at det kan opleves som to forskellige verdener« (Folkeskolen 1994, 38: 3).

 

I november 1993 havde Jørn Østergaard afløst Martin Rømer som formand efter kampvalg med Jørgen Stampe, vinderen fik 182 stemmer, og taberen 123. Ved valg af næstformand fik oppositionens kandidat, Anni Herfort Andersen, 183 stemmer, mens Rømers og Østergaards foretrukne, Aase Ciccia, fik 117 stemmer. »Kongressen ønsker både kontinuitet og kritik. Flertallets kandidat på formandsposten og mindretallets på næstformandsposten,« skrev Folkeskolen i lederen ugen efter (Folkeskolen 1993, 46: 3). Jørn Østergaard fik medlemmernes vrede over arbejdstidsaftalen at mærke, da de i foråret 95 sagde nej tak til overenskomsten, 67 procent stemte imod, og 33 procent for. Jørn Østergaard valgte at gå af, men det var ganske givet ikke hans forhandlingsresultat, folk stemte nej til. Der blev stemt imod, fordi det var den måde, man kunne demonstrere utilfredshed med UFØ-reglerne på. 

 

 

 

Da overenskomsten blev stemt ned i 1995, blev Jørn Østergaard afløst af Anni Herfort Andersen som formand. Foto: Kirstine Theilgaard

 

 

 

Anni Herfort husker tydeligt morgenen efter afstemningen:

 

»Jeg stod i min lejlighed i Løngangsstræde og tørrede hår, da Jørn ringede og fortalte, at han ville trække sig. ’Nej, for helvede,’ brølede jeg og knaldede hårbørsten ned. Det var ikke et formandsskifte, vi havde brug for, argumenterede jeg, men Jørn var urokkelig. Inden pressemødet, som var indkaldt efter urafstemningen, var det aftalt med Berlingskes journalist, at hun skulle spørge, om medlemmernes nej ville få parlamentariske konsekvenser. Så smed han bomben, og så var jeg formand.«

 

Jørn Østergaard har ikke ønsket at udtale sig. 

 

Straks efter at Anni Herfort var blevet anbragt i formandsstolen, modtog hun et håndskrevet brev fra DLF’s tidligere formand Stinus Nielsen. »Du står midt i den største omvæltningsperiode i foreningens historie, og du har en tung arv at forvalte. Jeg håber, du har kræfter til at bringe orden i den forvirring, Venstres virke gennem 100 år ved hjælp af Haarder, Simonsen og Martin har skabt,« skrev han.

 

Som menigt hovedstyrelsesmedlem havde Anni Herfort kæmpet imod både kommunalisering og arbejdstidsaftale. Som ny formand skulle hun nu forsøge at forhandle en aftale hjem, som medlemmerne ville stemme ja til. »Mens jeg var næstformand, deltog jeg ikke direkte i overenskomstforhandlingerne, men jeg havde sagt ja til resultatet, fordi det indeholdt forbedringer. I Forligsinstitutionen er man i den grad med hele tiden, og sammen med LC’s og DLF’s teknikere forhandlede jeg med i døgndrift,« fortæller hun. »Opholdet i Forligsen blev et lærestykke for mig om, hvordan man netværker mellem KL’s sekretariat og Danmarks Lærerforening og LC’s sekretariater. Og om hvordan man kan have et godt forhold til hinanden og ikke behøver at være fjender, selv om man er modparter. Vi fik aftalen bragt i større overensstemmelse med medlemmernes ønsker ved at ‘vende aftalen på hovedet’, så udgangspunktet blev akkorder, og lærerne fik større råderet over egen arbejdstid. Men akkorder kan kun indgås, hvis der er tid nok, så vi beholdt muligheden for optælling – og dermed også for bureaukrati – for at beskytte den enkelte lærer mod gratisarbejde.« 

 

Trods forbedringerne vendte 53 procent af de deltagende medlemmer tommelfingeren nedad ved den nye urafstemning. Men da forligsmandsloven krævede, at 35 procent af medlemmerne i LC-organisationerne skulle stemme imod for at forkaste forliget, blev nej’et til et ja, fordi kun knap 29 procent havde stemt imod. Udadtil rasede hun selvfølgelig over den »helt urimelige regel«, fortæller Anni Herfort. »Men nu, så mange år efter, kan jeg godt sige, at jeg mener, at det var en fordel for medlemmerne, for der var vist ingen, der for alvor troede på, at en strejke kunne give os en bedre aftale.«

 

Ved overenskomstforhandlingerne i 1999 sagde en enstemmig hovedstyrelse og 94 procent af lærerne nej til den samlede KTO-aftale. Det skete primært på grund af en stigning af den såkaldte forlodsfinansiering af puljen til lokalløn. Akademikernes Centralorganisation sagde nej af samme grund, og det betød, at hele aftalen måtte i Forligsinstitutionen. »Her accepterede jeg det generelle forlig, så vi kun skulle forhandle om lærernes forhold, fordi det gav os en køreplan for og midler til senere forhandling af arbejdstiden,« fortæller Anni Herfort. »Alternativet var en afgørelse fra forligsmanden, som med stor sandsynlighed havde givet os en ren lederstyret arbejdstid. Den risiko var jeg ikke villig til at løbe på medlemmernes vegne, selv om oppositionen var stærkt kritisk,« siger hun i 2014.

 

Trods den massive lærer- og lederkritik og to gange nej i 1995 insisterede KL fortsat på, at UFØ-reglerne var gode. Til Politiken sagde chefen for KL’s skolekontor, at aftalen var »en teknisk og holdningsmæssig revolution« og forudsætningen for, at den nye skolelov kunne realiseres. »Næsten alt kan lade sig gøre med den aftale,« sagde han. »Men det første år har været tungere, end det burde have været, og det har vi i KL en del af skylden for.« Og så ventede han, at aftalen ville »blive brugt mere fleksibelt, blandt andet ved at der indgås akkorder og ’husaftaler’ i stedet for at tælle konkret op« (Politiken 1995, 3.8.).

 

Men utilfredsheden fortsatte, og i 1996 fik DLF gennemført en stor undersøgelse om medlemmernes holdninger til skolehverdagen. Både den kvalitative og den kvantitative del viste det samme: »Lærerne har reageret på de ydre forandringer ved at trække sig tilbage til klasseværelset, mens skolens pædagogiske udvikling båret af den kollegiale samtale er gået i stå« (Bysted 1996: 4).

 

Begrundelserne for at stemme nej til overenskomsten fordelte sig sådan:

 

 

 

»Utilfredshed med et eller flere forhold, som var gældende eller vejede tungt«

 

 

 

 

It til differentiering af undervisningen »over for de svage, de stærke og alle de andre elever i klassen«. Annonce fra Folkeskolen 1999, 46: 11.

 

 

 

Farvel til sorteringsskolen

 

Sideløbende med at KL og Danmarks Lærerforening og LC forhandlede om arbejdstid og ansættelsesvilkår, havde DLF haft travlt med at besøge partierne på Christiansborg om en ny folkeskolelov, som regeringen var ved at forberede. I Folkeskolens Udviklingsråd var Jørn Østergaard med til at vurdere de mange ansøgninger om tilskud til udviklingsprojekter, og dermed blev han særdeles godt klædt på til at fortælle partiernes skoleordførere, hvad der rørte sig i skolen.

 

I løbet af fire år gennemførte lærerne 8.251 udviklingsarbejder. Det var et oplagt sted at tage afsæt, når der skulle skrives en ny skolelov, og to forskere og en skolechef gennemanalyserede de 25 evalueringsrapporters tilsammen 5.836 sider (Nielsen, Jensen og Steenstrup 1992). De tre forfattere brugte Folketingets syvpunktsprogram for folkeskolen (se side 53) som disposition, så det var muligt punkt for punkt at sammenligne virkeligheden med politikernes visioner. Rapporten udkom i april 1992, men den ville Bertel Haarder ikke vente på. »Det eneste, der ikke er færdigt, er en ’drøvtyggerrapport’, en art opsamling, som jeg ikke ser nogen som helst behov for,« sagde han i januar (Jyllands-Posten 1992, 13.1.). I 2014 siger han: 

 

»Sandheden er jo, at der var et flertal i Folketinget og medarbejdere i folkeskoledirektoratet, som gjorde alt for, at jeg ikke skulle få indflydelse på skolen, så jeg så drøvtyggerrapporten som en forsinkelsesmanøvre. Det var absolut ikke planen, at det kun skulle tage et halvt år. Det var jo meningen, at disse professorer fra Lærerhøjskolen skulle have en evighed til det.«

 

 

 

En international læseundersøgelse viste, at danske elever læste sent, langsomt og usikkert. Folkeskolens forside 11.9.1994.

 

 

 

Haarder ville ændre formålsformuleringen, så elevens »alsidige udvikling« blev til »personlige udvikling«, og der skulle ikke mere stå, at skolens dagligliv skulle »bygge på åndsfrihed og demokrati«. Men efter et regeringsskifte i januar 1993 blev det et halvt år senere Det Radikale Venstres Ole Vig Jensen, der forhandlede en ny lov igennem. Kompromiset blev elevens »alsidige personlige udvikling«, og der kom til at stå, at dagligdagen skal bygge på »åndsfrihed, ligeværd og demokrati«. Loven fik DLF’s fulde opbakning, og i sommerferien 1993 udkom Folkeskolen med et særnummer med hele lovteksten. I forordet skrev Martin Rømer: »Den nye lov giver lærerne et godt grundlag for at skabe en skole, der lever op til elevernes behov, forældrenes forventninger og samfundets krav.« Han mente, at loven var et »endegyldigt farvel til sorteringsskolen« og så en »harmonisk treklang« mellem »muligheden for holddeling, tværfaglig undervisning og undervisningsdifferentiering«. Den interne evaluering, »hvor elever og lærere skal vurdere udbyttet af undervisningen sammen«, hilste han velkommen (Folkeskolen 2013, særnummer 28. juni). 

 

Bysted-undersøgelsen viste, at medlemmerne også tog godt imod ændringerne. »Holdningen til intentionerne bag den nye skolelov er helt i top (81 procent),« hed det i konklusionen. Men lærere og ledere »siger samtidig, at pengene til at virkeliggøre lovens gode tanker ikke er fulgt med. (…).De nye ting i loven som lærerteam (53 procent), evaluering (38 procent) og undervisningsdifferentiering (32 procent) modtages overvejende positivt« (Bysted 1996: 60).

 

 

 

Chokbølger gennem skolen

 

I 1994 udkom den danske del af en stor international læseundersøgelse fra IEA, The International Association for the Evaluation of Educational Achievement. Den viste, at danske elever læste lige så dårligt som elever i Trinidad og Tobago, og at de i 3. klasse var væsentligt dårligere end elever i de øvrige nordiske lande. De havde ganske vist indhentet de andre i 8. klasse, men de læste stadig for langsomt (Mejding 1994).

 

»Jeg var lige blevet ansat som konsulent i DLF’s sekretariat, og min første opgave overhovedet var at vurdere læseundersøgelsen,« fortæller Birgitte Birkvad: 

 

»Jeg blev mere og mere urolig, mens jeg læste. Om aftenen og om natten læste jeg rapporten igen, og næste morgen gik jeg så ind til min chef, Jørgen Marcher, og sagde, at vi havde et alvorligt problem, som vi måtte forholde os til både indadtil mellem lærere, i læreruddannelsen og i efter- og videreuddannelsen. Og så fik vi ellers fat på formanden for pædagogisk udvalg, Ebba Kjær Rasmussen, for det her var også en skolepolitisk bombe. Der skulle virkelig ske noget alvorligt på læseområdet.«

 

Undersøgelsen ramte lærerne i selvforståelsen, for fortællingen var dengang, at Danmark havde verdens bedste grundskole. Og undersøgelsen sendte ikke alene chokbølger gennem DLF og skolen, også forældre, politikere og medier reagerede voldsomt. Der kom en række udviklingsprojekter i gang, men selv om den fagdidaktiske læseforskning nærmest var fraværende i Danmark, blev den ikke opprioriteret. »Problemets kerne lå i dansklærernes faglige forudsætninger for at undervise i læsning for begyndere – eller mangel på samme. De var ikke uddannelsesmæssigt klædt på til opgaven,« siger læseforsker Jan Mejding, som havde ansvaret for den danske del af undersøgelsen (Magasinet Asterisk 2010, 52: 27, edu.au.dk). »Der kan være god grund til selvkritisk at spørge, hvorfor læreruddannelsen så ikke blev lavet om, så lærerne blev bedre læseundervisere,« siger Bertel Haarder i 2014:

 

»Jeg vil ikke vige udenom ved at henvise til, at jeg i de første ti år som undervisningsminister ikke kunne få Det Radikale Venstre med til noget som helst vedrørende seminarierne – og slet ikke vedrørende Lærerhøjskolen, som jo også var en del af problemet. For det var en fejl, at jeg dengang ikke var tilstrækkelig bevidst om, at skolens kvalitet står og falder med undervisningens kvalitet, og at den grundlægges i læreruddannelsen, for jeg vidste jo, at vi der havde et svagt punkt.«

 

I 2014 går det meget bedre med læseundervisningen i de små klasser, men der er stadig alt for mange unge, som ikke læser godt nok, når de forlader skolen, og skiftende Venstre-ministre har ikke villet arbejde sammen med DLF for at få gjort noget ved det (se side 96).  

 

 

 

En gul fagforening

 

Da Danmarks Skolelederforening holdt årsmøde i 1994, var det ikke læseundervisning, men forholdet til DLF, der var i fokus. »Jeg sagde i kraftige vendinger, at der måtte ske reformer, hvis vi skulle blive i Danmarks Lærerforening,« fortalte ledernes daværende formand Hans Martin Jepsen i 2007. »Jørn Østergaard, der lige var blevet formand for DLF, var ikke glad. Tværtimod var han så fornærmet, at han ikke ville med til frokosten, men tog direkte hjem til København« (Diepeveen 2007: 38). 

 

Jørn Østergaard har ikke ønsket at blive interviewet.

 

Tre år senere, torsdag den 6. november 1997, udvandrede skoleledernes ti delegerede fra DLF’s kongres, da en afstemning om kontingentopkrævning havde vist, at lederne ikke kunne slippe fri af lokalkredsene. »Det kunne være undgået, hvis vi var organiseret centralt i DLF og ikke i lokalkredsen,« sagde Hans Martin Jepsen umiddelbart efter til Folkeskolen. Han ville anbefale medlemmerne at melde sig ud af DLF. »Vi kan lige så godt kalde det, hvad det er. I begyndelsen vil det blive en gul fagforening,« sagde han. »Det er en ulykkelig situation, forhandlingsretten er alfa og omega for en organisation« (Folkeskolen 1997, 46: 43). 

 

På et møde for amtskredsformænd i Danmarks Skolelederforening dagen efter sagde Hans Martin Jepsen: »Nu går vi ud af DLF.« Det overraskede næstformanden: »Jeg havde fire sekunder til at sige: ’Hvad gør Jens Kjær?’ Her var det så, at jeg til fleres store undren sagde: ’Jeg går ikke’« (Diepeveen 2007: 33). Men resten af bestyrelsen fulgte formanden, og den 12. december 1997 besluttede foreningen at afbryde samarbejdet med DLF. En telefonundersøgelse blandt 300 ledere, som blev foretaget ugen før for Folkeskolen, viste dog, at ikke alle var begejstrede for bruddet. 54 procent mente, at det »i det lange løb« var bedst, at ledere og lærere var i samme forening, mens 37 procent mente det modsatte. Der var flertal for at afprøve en ny struktur for lederne i DLF, men samtidig sagde 52 procent, at det ville betyde, at lokalkredsene kom til at »omklamre« lederne. 31 procent svarede nej (Folkeskolen 1998, 8.1.). Og bruddet »manifesterede sig ikke i, at udmeldelserne af DLF kom i stride strømme«, husker Hans Martin Jepsen (Diepeveen 2007: 39).

 

På repræsentantskabsmødet havde skoleleder Jens Færk fra Aarhus talt imod udmeldelsen. »Jeg advarede mod at danne en lederforening uden ret til at indgå aftaler, og i 1988 var vi ti ledere, der blev valgt som delegerede til DLF’s kongres. Hele det næste år mødets vi jævnligt og diskuterede den ulykkelige situation, og i 1999 dannede vi Lederforeningen for de ledere, der ønskede at blive i DLF sammen med lærerne,« fortæller Jens Færk. I ti år var skoleledernes flertal medlemmer af Lederforeningen og DLF, mens et stort mindretal valgte Danmarks Skolelederforening.

 

 

 

Senere kendt under navnet Pisa

 

Mens Ole Vig Jensen var undervisningsminister, forberedte man i Undervisningsministeriet noget, som kom til at sætte spor i de næste mange års skolepolitiske debat, OECD’s Programme for Producing Indicators on Student Achievement on a Regular Basis. DLF blev mundtligt orienteret i november 1997, men sagen blev ikke opfattet som betydningsfuld og blev derfor hverken behandlet i pædagogisk udvalg eller i hovedstyrelsen. I juli 98 var der kongres i lærernes verdensorganisation Educational International, EI, og her var stemningen positiv. OECD-undersøgelsen var, refererede EI’s generalsekretær Fred van Leeuwen, »af stor betydning«, da den – ud over at evaluere elevers kundskaber og færdigheder – også ville »evaluere effektiviteten og kvaliteten i den undervisning, der leveres, og i konsekvens heraf også lærernes arbejde« (EI 1998, 29.10.). De løbende undersøgelser blev senere kendt under navnet Pisa, Programme for International Student Assessment. 

 

Jørgen Stampe, som var formand for DLF’s pædagogiske udvalg, så dengang nogle muligheder i Pisa-undersøgelserne i diskussionerne om evaluering og kvalitet. I 2014 siger han:   

 

»Per Dalin, som tidligere havde været forskningschef for OECD’s Center for Uddannelse, Forskning og Innovation, lærte mig, at ’tests are good for what tests are good for’. Den enkle læresætning kan oversættes til, at test alene skal bruges, når de kan vise noget, som de implicerede ikke ellers ville kunne se – og at de kan bruges som dialogredskaber i relation til skolens mål. Var de internationale Pisa-undersøgelser blevet brugt sådan, havde de været velkomne. Men der gik meget hurtigt uddannelsespolitisk konkurrencestats-rangordningsplat i dem, derfor har Pisa desværre nok gjort mere skade end gavn.«

 

Margrethe Vestager, som var den minister, der i 1998 skrev under på Danmarks deltagelse, siger i dag, at hun dengang »ikke et øjeblik drømte om, at nogen kunne puste Pisa-resultater op til at være en sandhed, man kunne styre efter. Den måde, undersøgelserne er blevet brugt på, er vildt overdrevet. Pisa-metoderne har jo anerkendte svagheder, som gør, at man kun skal bruge Pisa der, hvor det kan bære. At give skolen retning kan ikke gøres til et teknisk spørgsmål om testkonstruktion og forsimplede sammenligninger«.

Forrige del 1980'erne Thorkild Thejsen Næste del 2000'erne Thorkild Thejsen og Hanne Birgitte Jørgensen