1980'erne

»I konsekvens af regeringens dybt beklagelige holdning må Danmarks Lærerforening for sit vedkommende fralægge sig ansvaret for udviklingen i folkeskolen.«

danmarks lærerforenings kongres

Feray Dembin (1957)

Magister i filosofi fra Ankara Universitet, 1982

Politisk flygtning, 1984

Lærer fra Københavns Dag- og Aftenseminarium, 1991

Linjefag:
hjemkundskab og religion (senere: dansk som andetsprog)

Lærer ved Strandgårdskolen i Ishøj, 1986 -

Speciallærer­uddannelse, 2000


Foto: Klaus Holstin

»Det overbeviste ikke de kritiske forældre, de klagede igen«

 »Jeg kom til Danmark som flygtning og havde ingen planer om at slå rødder, vi havde derimod et håb om demokrati i vores hjemland – uden militærstyre,« fortæller Feray Dembin. Hun er lærer på Strandgårdskolen i Ishøj. »Jeg stoler på min faglighed og føler, at vi gør et godt stykke arbejde,« siger hun.

 

Med deres treårige søn i klapvogn flygtede Feray Dembin og hendes mand fra militærstyret i Tyrkiet. De var aktive på den politiske venstrefløj, og efter militærkuppet i 1980 blev livet næsten umuligt for dem, arbejde som undervisere kunne de helt sikkert ikke få, for hele uddannelsessystemet var styret stramt af staten. 

 

»Når man både er socialist og kurder, var livet farligt, så vi flygtede og kom til Danmark i 1984. Jeg var 27, og siden jeg var otte-ni år, havde jeg drømt om at blive lærer, nu stod jeg så med en tyrkisk gymnasielæreruddannelse, som ikke kunne bruges,« fortæller Feray Dembin. 

 

Jeg tror ikke, jeg er egnet til jobbet

»Vi måtte så at sige starte helt forfra. Da jeg havde gået på sprogskole, spurgte min sagsbehandler, om jeg ville have et job på en aftenskole for indvandrere, hvor jeg skulle lære analfabetiske kvinder at læse. Jeg sagde ja, men ville gerne have en dansk læreruddannelse, og sagsbehandleren mente, at jeg måtte kunne få merit for en del af de fag, jeg havde haft på universitetet i Ankara, men det eneste, jeg blev fritaget for på seminariet, var sjovt nok kristendomskundskab. 

I september 1986 begyndte jeg så på KDAS, Københavns Dag- og Aftenseminarium. Det var spændende og udfordrende, for alt var jo helt nyt for mig. Et fremmed sprog og andre studiemåder. Men samme måned blev jeg opfordret til at søge job som tosprogslærer i Ishøj. Det gjorde jeg, men regnede overhovedet ikke med at få det, for der var mange tyrkere i Danmark. Men de kom fra små landsbyer og havde ingen eller en meget kort uddannelse, mens jeg havde gået på universitet. Jeg kom til samtale i skoleforvaltningen, hvor jeg slet ikke var en god ansøger; jeg sad faktisk og sagde: ’Jeg tror ikke, jeg er egnet til jobbet, for jeg kan ikke ...’ Men de svarede bare: ’Jo, det er du. Du er begyndt at tage læreruddannelsen, det er godt. Det bliver nok hårdt med studier om aftenen og arbejde om dagen, men det skal du nok klare.’«

 

Feray Dembin underviste i folkeskolen, mens hun gik på aftenseminariet. I 1988 var hun sammen med klasselærer Else-Marie Damsgaard ansvarlig for et pilotprojekt med en tokulturel klasse. Foto: Privateje

 

Vi havde ingen planer om at slå rødder i Danmark

To måneder efter at Feray Dembin var startet på KDAS, fik hun arbejde på Strandgårdskolen, og i fire år begyndte hendes dage med turen til Ishøj fra Brøndby Strand, hvor familien boede, og efter et fuldt skema som støtte- og modersmålslærer tog hun hjem for at være lidt sammen med sønnen, og fire dage om ugen gik turen derefter videre til aftenstudierne i Skovlunde. 

»Det var virkelig hårdt. Først og fremmest fordi Danmark var et nyt land for os, og vi havde ikke valgt det. Det var ikke vores drøm; det var noget, vi blev påtvunget. Inden militærkuppet havde min mand og jeg haft et godt liv i Ankara både socialt og økonomisk. Så var vi pludselig i et nyt land, der overhovedet ikke lignede det, vi kom fra. Klima, kultur, sprog – alt var anderledes. Vi havde ingen planer om at slå rødder i Danmark, vi havde derimod et håb om demokrati i vores hjemland – uden militærstyre. Men vi trøstede hinanden og sagde, at nu havde vi i hvert fald fået frihed. Vi var ikke angste, hver gang det ringede på døren.

Jeg tror, at jeg havde arbejdet på Strandgårdskolen en måned, da jeg tænkte: ’Ja, det er hårdt. Men det er lige meget, om jeg bliver i Danmark eller rejser tilbage til Tyrkiet på et eller andet tidspunkt, det her lærer mig mange ting.’ Det var spændende, jeg kunne godt lide det.«

 

Vi klarer det, der er kun fire år tilbage

»Men hårdt var det,« gentager Feray Dembin. »Hverken min dagligdag på Strandgårdskolen eller seminariet lignede noget, jeg var vant til. Plus det at vi havde et barn. Min mand havde også fået arbejde, og jeg kan huske, at jeg, når jeg kom hjem efter klokken 23 om aftenen, savnede at tale tyrkisk eller kurdisk. Jeg var under oplæring alle steder, og jeg havde dårlig samvittighed, følte mig mange gange splittet alle tre steder. Jeg var der ikke 100 procent, tænkte jeg. Nogle gange kunne jeg sige til min mand, at jeg ikke orkede mere, men han svarede hver gang: ’Jo, det gør du, vi klarer det, der er kun fire år tilbage!’«

 

Forældrene var skeptiske 

– Og nu er du så her på skolen på 28. år?

»Ja, og meget har forandret sig, men jeg er stadig glad for det. I 1986 var de fleste elever på skolen fra Tyrkiet, både kurdiske og tyrkiske, og så var der nogle få pakistanske og marokkanske elever.« 

 

– Hvordan klarer I den udfordring, at mange af eleverne kommer med en muslimsk baggrund?

»Det var ikke helt nemt dengang. Jeg betragter mig ikke som muslim, så forældrene var skeptiske. Jeg var ny, og jeg var kvinde. Min sociale baggrund lignede heller ikke deres. Og så var jeg kurder. Jeg var hverken muslim eller rigtig tyrker. Det var ikke noget, jeg gik og propaganderede med, men da jeg blev konfronteret af nogle forældre, meldte jeg ud, at jeg ikke var muslim. Det var ikke okay, mente de. Og da de fandt ud af, at jeg ikke var kommet til Danmark, fordi jeg var blevet gift med en tyrkisk mand heroppe, men at jeg var flygtning, var der flere, der klagede over mig. En kurder kunne ikke undervise deres børn i tyrkisk, mente de. Paradokset var dengang, at jeg talte rigs-tyrkisk, og det var der ingen af dem, der kunne, alle forældrene talte lokaltyrkisk ude fra landsbyerne. Men jeg følte mig ikke stærk. Jeg var jo flygtet fra mit fødeland, fordi jeg var kurder, og så skulle jeg igen have noget med de problemer at gøre. Det sugede energi.

 

Da jeg det første år skulle underskrive eksamensbeviserne for de 9.-klasseelever, jeg havde undervist, ville den tyrkiske ambassade ikke acceptere min underskrift, fordi jeg var ulovligt i landet i deres øjne. Men Ishøj Kommune bakkede mig 100 procent op. Man vidste godt, at jeg var politisk flygtning, og man kendte mine holdninger, men dem var man ligeglad med. ’Folk bliver valgt efter kvalifikationer her,’ svarede forvaltningen.«

 

Aldrig, aldrig mere undervise i tyrkisk

»De klager kom der så ikke noget ud af, og det var selvfølgelig en stor lettelse, men det overbeviste ikke forældrene, de klagede igen. Så kom næste fase, hvor der blev klaget over, at jeg ikke brugte ret meget tyrkisk ideologi i min modersmålsundervisning. Jeg forklarede igen, at fordi det er en dansk skole, underviser jeg ikke, som om det er en tyrkisk skole. Både forvaltningen, Strandgårdskolens ledelse og mine kolleger har altid støttet mig, så jeg følte mig aldrig alene, men da jeg fik mit eksamensbevis fra seminariet, tænkte jeg, at nu ville jeg aldrig, aldrig mere undervise i tyrkisk, så jeg gjorde de hold, jeg havde, færdige, og så valgte jeg andre fag.«

 

– De mistroiske, klagende forældre er fortid?

»De er i den grad fortid. Det var de første tre år, og der har aldrig været noget lignende siden. Tyrkiske, kurdiske og pakistanske forældre er meget autoritetstro. Når barnet begynder i skolen, siger forældrene til læreren: ’Kødet er dit, knoglerne er mine.’ Altså: Du kan gøre alt ved mit barn, bare han lærer det, han skal. Den kulturelle mentalitet er jeg også vokset op med, men jeg er en anden i dag. Jeg har mange års lærererfaring, og jeg stoler på min faglighed. Jeg føler mig stærk og føler, at vi gør et godt stykke arbejde på Strandgårdskolen. Jeg har lyst til at komme på arbejde hver dag, og jeg føler mig privilegeret. Jeg er ikke den Feray, der flygtede for 28 år siden. Jeg er mere mikset, universel, det giver en anden styrke.«

Afmagt, ansvar og helhedsplaner

 

Politisk opposition i Danmarks Lærerforening. Ingen ny arbejdstidsaftale – og ingen strejke. Kampvalg om formandsposten i DLF. Udspil om fremtidens skole og 400 millioner kroner til udvikling af folkeskolen og skolen som kulturcenter. DLF-helhedsplan mod Haarders perestrojka-udspil.

 

»Går vi underhånden ud fra, at formålet må være overkommeligt, har vi forfejlet bestemmelsen, for det er uoverkommeligt at holde skole«, sagde filosoffen K.E. Løgstrup i september 1981 i en forelæsning på Danmarks Lærerhøjskole om folkeskolens formål:

 

»Det uoverkommelige ved at holde skole kommer fra det samfund og den kultur, vi lever i. Det betyder, at hvad der mislykkes mellem voksne indbyrdes, skal lykkes i lærerens forhold til børnene og de unge.«

 

Er det ikke urimeligt? Stilles der ikke overdrevne forventninger til skolen? spurgte Løgstrup. »Man kunne lige så godt sige tværtimod,« svarede han selv:

 

»Forældre, det offentlige, erhvervslivet kan ikke forlange, at skolen skal være bedre end den kultur, som den får sit indhold og sine opgaver fra. Samfundet har den skole, det fortjener. Men så uoverkommeligt det er at holde skole, så spændende er det« (Løgstrup, 1981).

 

At det er dette uoverkommelige og spændende, det hele drejer sig om, kan det nogle gange være svært at se, når det støver og larmer fra politiske og fagpolitiske slagsmål om vilkårene for at holde skole.

 

Find fem fejl

I og omkring Danmarks Lærerforening var det andre udfordringer, der fyldte i begyndelsen af 1980’erne. »Find fem fejl« hed overskriften i tidsskriftet Unge Pædagoger under et fotografi af Danmarks Lærerforenings nyvalgte hovedstyrelse (Unge Pædagoger 1980, 1: 13). Billedet havde redaktionen stjålet fra fagbladet Folkeskolen, og de »fem fejl« var lærere fra den politiske venstrefløj, som fra 1. januar 1980 var kommet ind i DLF’s hovedstyrelse. Det fremgik af Arne Mikkelsens valgmaterialer, at han var medlem af partiet Venstresocialisterne. Bjarne Krogh var kommunist, men det fremgik ikke af hans valggrundlag. Både Mikkelsen og Krogh fik stemmer i så godt som alle kredse. Henrik Nielsen, Sven-Aage Skyggebjerg og Mogens Sparrested var ikke medlemmer af noget parti og hentede de fleste stemmer lokalt (Folkeskolen 1980: 32-35). Men på trods af store forskelligheder blev de fem omtalt som oppositionen – i bestemt ental, og denne opfattelse blev styrket på det første møde i den nye hovedstyrelse. Holden Schmidt og Anker Christoffersen blev valgt som 1.- og 2.-næstformand. Ved begge valg var Henrik Nielsen modkandidat, og stemmetallene var hver gang 22-5 (Folkeskolen 1980: 89).

 

Den ny hovedstyrelse blev omgående kastet ud i en fortsættelse af den tilsyneladende uendelige kamp om lærernes arbejdstid – tilsat endnu en nedskæringsomgang. I 1977 havde DLF formelt henvendt sig til regeringen med krav om en omlægning af tjenestetiden, der tog højde for de mange opgaver, som var fulgt med 75-skoleloven, og sammen med Finansministeriet, Undervisningsministeriet og Kommunernes Landsforening sad DLF derefter i næsten tre år i en arbejdsgruppe og diskuterede vilkårene. I 1979 enedes man om en undersøgelse af »lærernes faktiske anvendelse af arbejdstiden« (Undervisningsministeriet 1980: 2). De første tal kom i januar 1980, og de var ikke gunstige for lærerne. 

 

Rapporten kom i marts. Den hed Foreløbig redegørelse fra arbejdsgruppen om lærernes tjenestetid, og der kom aldrig en afsluttende version. Der var ikke meget, parterne var enige om i den 250 sider store redegørelse. DLF argumenterede for, at langtfra alle opgaver var talt med, og pegede på konkrete fejl i optællingen. Men både med og uden fejl chokerede undersøgelsesresultatet. »Vi var overbeviste om, at lærerne arbejdede for meget, og så fik vi sådan en øretæve,« husker Svend Erik Haase, som dengang var medlem af hovedstyrelsen. I Finansministeriet mente man, at undersøgelsen såede »betydelig tvivl ved, om gennemsnitsbegrebet kunne anvendes som karakteristik af lærernes arbejdssituation«, mens DLF understregede, at det var »af afgørende betydning«, at der kom forhandlinger i gang, så der kunne ske en omlægning fra 1. august samme år (Undervisningsministeriet 1980: 4-6).

 

Splittet helt ind i sjælen

Med kun fire måneder til forhandlinger og til at ændre planlægningen i kommunerne og på skolerne var der selvfølgelig ingen, der troede på, at det var muligt, men datoen stod i en kongresresolution, og oppositionen fortsatte med at tale om aktioner (Folkeskolen 1980: 548, 549 og 746). »Forhandling – ikke forhaling,« stod der på et banner, som demonstrerende medlemmer mødte op med foran Falkoner Centret på Frederiksberg, hvor DLF i april holdt endnu en ekstraordinær kongres. Med 217 stemmer for og 10 imod besluttede de delegerede, at hvis der den 1. august ikke var reel udsigt til en aftale om omlægning af arbejdstiden, ville man – surprise, surprise – indkalde kongressen igen. Og det var så, hvad det blev til. De verbale slagsmål fandt denne gang sted en weekend i august i gymnastiksalen på en skole i Greve. Der blev fremsat 12 resolutionsforslag, som alle blev stemt ned! Hovedstyrelsesflertallet kunne mønstre 104 stemmer for, mens 114 var imod. »Sidstnævnte afstemningsresultat kom nok som en overraskelse for de fleste,« stod der i medlemsbladets referat (Folkeskolen 1980: 1680). I dagspressen blev det tolket sådan: »Danmarks 60.000 folkeskolelærere er splittet helt ind i sjælen af deres egen medlemsvalgte ledelse« (Politiken 1980, 30.8.). 

 

I foråret 1981 var slagsmålet om arbejdstiden endegyldigt slut for de næste ti år. Der kom ikke en omlægning. Finansminister Svend Jakobsen kunne acceptere ændringer, hvis fagene fik forskellige forberedelsestider, han kunne også gå med til en gennemsnitlig forberedelsestid – under den forudsætning at der ikke blev brugt én krone mere. Hovedstyrelsen var enig om at sige nej, men vildt uenig om, hvordan der skulle reageres. Det var derfor kongressen – foreningens højeste myndighed – der skulle tage beslutningen. »Det er flertallets opfattelse, at denne sag bør lægges til side til gunstigere tider,« sagde Jørgen Jensen (DLF 1981 a: 6), mens hovedstyrelsens mindretal protesterede imod at »lægge kravet i mølpose« (DLF 1981 a: 4-5). Delegeret efter delegeret stod op og fortalte om problemer med at få opbakning til at aktionere, men kredse på Københavns vestegn foreslog »rullende arbejdsnedlæggelser med pauser imellem, hvor der er tid til at vurdere situationen for begge parter«. Forslaget fik 92 stemmer, 133 var imod, og 13 stemte ikke (DLF 1981 b: 126 og 128). Der blev ikke strejket!

 

En katastrofal vedtagelse

Der var også uenighed om hovedstyrelsens resolutionsforslag, men det endte med, at et ændringsforslag fra formanden for Århus Lærerforening, Martin Rømer, blev stemt igennem, hvorefter det endelige kompromis blev enstemmigt vedtaget. En central sætning lyder: »I konsekvens af regeringens dybt beklagelige holdning må Danmarks Lærerforening for sit vedkommende fralægge sig ansvaret for udviklingen i folkeskolen«  

I 1980 kom der for første gang en politisk venstreorienteret opposition i DLF’s ledelse. 1: Mogens Sparrested, 2: Bjarne Krogh, 3: Henrik Nielsen, 4: Sven-Aage Skyggebjerg, 5: Arne Mikkelsen. Foto: Henrik Nielsen

 

Spændingen var stor på den ekstraordinære kongres i maj 1981. Ville de delegerede beslutte sig for ulovlige strejker? Svend Erik Haase, Preben Kimergaard, Chresten Sloth Christensen og Holden Schmidt rådslår ved hovedstyrelsens bord. Foto: Per Grau

 

(DLF 1981: 40). Chresten Sloth Christensen deltog som hovedstyrelsesmedlem. Han fortæller, at der var stor nervøsitet for, at et spinkelt flertal i kongressen ville diktere strejker, som medlemmerne ikke ville være med til. »Derfor lod jeg mig overtale til at stemme for, men jeg var meget, meget ked af det. Reelt var resolutionen jo et katastrofalt kursskifte for Danmarks Lærerforening. Vi kræver ordentlige løn- og arbejdsforhold, men DLF har altid taget ansvaret for skolens udvikling. Skolen står og falder med lærerne. Derfor havde jeg det så dårligt med den resolution« (Thejsen 2014).

 

I 2014 lyder Martin Rømers selvkritiske kommentar:

»Det var en katastrofal vedtagelse. Det var en udmelding både til regeringen og til befolkningen om, at Danmarks Lærerforening ikke deltager i udviklingen af folkeskolen, at vi ikke er de pædagogisk innovative. Det er muligt, at man som lønmodtager-idealist kunne sige, at det var nødvendigt at stille hårdt mod hårdt. Men DLF kan aldrig løbe fra ansvaret for udviklingen af folkeskolen. Det er jo hele kernepunktet, at lærerne har og ta’r ansvar. Altid.« 

 

Blandt fagpolitisk aktive lærere var der også ved at brede sig en erkendelse af, at den såkaldte lønarbejderstrategi ikke gav megen hjælp i hverdagen. Johnny Thomassen, som var lærer i Albertslund, skrev: 

»Vi har forsøgt os med en slags ’arbejd efter reglerne’, begrænset engagement og så videre. Alt sammen med de gode intentioner om kun at yde det arbejde, vi bliver betalt for. For at redde vores privatliv og vores helbred. Kort sagt for at bevare og beskytte vores eneste virkelige aktiv – vores arbejdskraft – og for at overleve som mennesker.«

 

Snævert fagpolitisk er lærerne altså på rette spor, skriver han og fortsætter så: 

»Men målet for en lønarbejderbevidsthed er tilsyneladende, at glæden ved det konkrete arbejde forsvinder. Kun det abstrakte arbejde, altså lønnen, tæller. Først når vi er ligeglade med (eller rettere: lige kede af), om det er børn, præservativer eller tøjklemmer, vi arbejder med, er vi rigtige lønarbejdere. (…) Og vi er nok kommet længere ad denne vej, end mange tror. Iagttagelser på skolernes lærerværelser peger i hvert fald i denne retning. Lutter trætte sammenbidte ansigter. (…) Tøjklemmer er vistnok ligeglade med, om deres fremstiller er ligeglad med dem. Men selv den mest elementære psykologi fortæller, at der er forskel på tøjklemmer og børn. Vi er ikke ’rigtige’ lønarbejdere – og vi bliver det aldrig« (Thomassen 1982: 34).

 

Også i DLF’s lokalkredse gav lønarbejderstrategien problemer. »Der blev anlagt en linje, som gav styrelserne problemer i forhold til medlemmerne, og det var derfor nødvendigt i forløbet at justere kursen ind i retning af dobbeltstrategien, hvor fagforenings-ideologi og professionsideologi forenes,« skrev arbejdsmarkedsforskerne Jesper Due og Jørgen Steen Madsen (Due og Madsen 1987: 5).

 

Handlekraft og ansvar

I årene efter at kongressen i 1981 fralagde sig ansvaret, havde DLF da også travlt med det modsatte, nemlig at demonstrere ansvar. Efter et intensivt arbejde i hovedstyrelsen udsendte foreningen i 1983 oplægget Skolens fremtid – fremtidens skole, som kom til at danne afsæt for flere års møder, konferencer og debatter. De første ord i hæftet er vel det nærmeste, man kan komme en undsigelse af 81-vedtagelsen: »Folkeskolens lærere har altid været stærkt optaget af, hvordan skolen og undervisningen kunne udvikles og forbedres. Dette engagement har været en vigtig forudsætning for, at ændringer er sket på et bredt erfaringsgrundlag.«

 

Derefter nævnes forhold, som »nødvendiggør en fornyet debat om skolens fremtid – og nye skolepolitiske initiativer«:

»at undersøgelsen Lærernes arbejdsmiljø i folkeskolen peger på, at ’enelærersituationen (én lærer, én klasse, ét fag og én lektion) er belastende, at mange børn beskrives som ukoncentrerede, forvirrede, angste og selvcentrerede, at informationsteknologien vil indføre forandringer af omvæltende karakter for arbejdet, fritiden, familien og samfundet« (DLF 1983: 3).

 

Men udspillet var et kompromis og ikke spor handlingsorienteret, mener Chresten Sloth. Derfor brugte han sin position som formand for pædagogisk udvalg til at få vedtaget fortsættelsen Perspektiver for fremtidens skole. »Hæftet var kun på otte små sider, men det var meget vigtigere, for det indeholdt handlingsanvisninger til de skoler, der gik i gang« (Thejsen 2014). Den tolkning var der dog ikke fuld enighed om. I hovedstyrelsen stemte Jørgen Stampe og Bjarne Krogh imod, med den begrundelse at hæftets perspektiver var »selvmodsigende, tilfældige og indeholdt for mange almindeligheder og generaliseringer« (DLF 1984: 321). Men på Christiansborg blev udspillet positivt modtaget. »Skolen er at betragte som et lokalt kulturcenter,« står der i DLF-hæftets første perspektiv. Og da Det Radikale Venstres Ole Vig Jensen i Folketinget foreslog en syvpunktsplan for folkeskolen, var inspirationen tydelig. Forslag til folketingsbeslutning om et udviklingsprogram for folkeskolen og skolen som lokalt kulturcenter, hed det (retsinformation.dk). Undervisningsminister Bertel Haarder var derimod ikke begejstret, men måtte bøje sig for, at der var flertal for det i Folketinget, fortæller Ole Vig:

»Men pengene ville han ikke diskutere. ’Det må du tale med økonomiministeren om,’ sagde Haarder irriteret og havde vel så regnet med, at sagen var lukket. Men han tog ikke højde for, at jeg havde et godt og tillidsfuldt forhold til økonomiminister Anders Andersen fra den tid, hvor han repræsenterede landbruget, og jeg var formand for Folketingets Landbrugsudvalg. Jeg aftalte med ham, at der skulle afsættes 400 millioner kroner over en fireårig periode, og det måtte Haarder så affinde sig med.«

»Det har han da ret i,« siger Bertel Haarder. »Pengene skulle ikke tages fra mit budget, og da Ole Vig var en afgørende person i et støtteparti, havde han mulighed for at få en ekstrabevilling, hvilket jeg ikke havde. Men da han så havde skaffet de 400 millioner, fik jeg jo gaflet de 100 til projekt Tid til Læsning 

Alle i Folketinget undtagen Fremskridtspartiet stemte for. At der samtidig blev skåret voldsomt ned på skoleområdet, forhindrede ikke, at DLF gik helhjertet ind i arbejdet, som for første gang i stor skala skabte et tæt samarbejde mellem forskere og skolens praktikere. Til igangsætning i skoleåret 1988-89 indsendte landets 2.162 folkeskoler 4.846 ansøgninger, og Folkeskolens Udviklingsråd godkendte 2.688 projekter (DLF 1988: 7). »Udviklingsprogrammet virkede som en vitaminindsprøjtning for folkeskolen. Det har appelleret til lærernes professionalisme og motiveret dem til at gå nye veje i undervisningen,« sagde Martin Rømer på kongressen i 1990 og takkede Folketinget – ikke undervisningsministeren (DLF 1990: 6).

 

Finansminister Svend Jakobsen tilbød lærerne en resurseneutral omlægning af arbejdstiden. I et hæfte, som 12 DLF-kredse i Københavns omegn udsendte, blev det kommenteret med denne tegning af Jesper Deleuran (Larsen m.fl.1981: 16).

 

Åndelig terror 

Mens alt endnu kogte om tjenestetid og mulige aktioner, bidrog Ballerups socialdemokratiske borgmester Kaj Burchardt til festlighederne ved at hive indoktrineringsspøgelset frem igen, da han i marts 1980 kaldte kommunens lærere og bibliotekarer for »rendestensundervisere og venstreorienterede abekatte«, og dagen efter erklærede han, at han ikke havde været hård nok (Politiken 1980, 21.3.). Ballerup-lærerne nedlagde arbejdet i protest, men Burchardt fremturede, og så anlagde Danmark Lærerforening en injuriesag. Alle regnede med, at DLF ville vinde, men i november indgik foreningen til alles overraskelse forlig (Nørgaard 2008: 130). Burchardt skulle betale sagens omkostninger, og i en fælleserklæring beklagede han blandt andet, at han:

 

»havde beskyldt mellem 5 og 20 procent af de danske lærere for at missionere for venstreorienterede synspunkter, gøre sig skyld i anvendelse af smudslitteratur, udøve overgreb, misbruge deres stillinger til ensidig socialistisk nedbrydning af kommunens børn, undergravelse af samfundet, indoktrinering, åndelig terror og manipulation udøvet af samfundsnedbrydere«.

 

I erklæringen anerkendte DLF, at Burchardts motiv havde været »at sikre en afbalanceret undervisning« (Københavns Byret 1980, 21.11.). Af en notits i Folkeskolen fremgår det, at »det er et led i forliget, at ingen af parterne kommenterer sagen« (Folkeskolen 1980: 2370.). Det samme står der i det brev om sagen, som foreningen sendte til kredsene, men det fremgår ikke af dommerens forligstekst, som parterne enedes om (DLF 1980, upagineret). 

 

En hemmelig, intern gruppe

Hvilke overvejelser DLF’s ledelse gjorde sig, inden den indgik forlig, fremgår ikke. Men måske skyldtes det, at man ikke ville give venstrefløjen mere end højst nødvendigt. I hvert fald er det en realitet, at der i foreningen i midten eller slutningen af 1970’erne blev dannet en hemmelig, intern gruppe, som gav sig selv den opgave at følge, vurdere og bekæmpe venstrefløjen. Gruppen bestod af formand Jørgen Jensen, hovedstyrelsesmedlemmerne Holden Schmidt og Anker Christoffersen, sekretariatschef Svend Emil Nielsen, konsulent Kristian Pedersen og sekretær Ole Blåkilde. 

 

Holden Schmidt fortæller: 

»Det var en slags parallel samtalegruppe, som Svend Emil og Kristian havde opfundet. Vi skulle passe på foreningens partipolitiske neutralitet og især følge med i, hvad kommunisterne foretog sig. Vi havde jo set, hvordan de arbejdede i den øvrige fagbevægelse. Det, der foregik i Albertslund og Ballerup og andre steder, var vi selvfølgelig også interesseret i. Kristian førte pennen, når der skulle laves udredninger, men der blev ikke ført referat, og jeg tvivler på, at der kom noget i arkivet.« 

 

Det var mest taktiske overvejelser, der foregik, fortæller Ole Blåkilde:

»Vi var optaget af at bekæmpe den totalitære indflydelse på folkeskolen og i Danmarks Lærerforening – ikke kun DKP’ernes aktiviteter. Kristian og jeg var på Det Kongelige Bibliotek for at studere andre bevægelser, vi skulle jo ikke kun have marxister som totalitære at henvise til. Vi læste Luthersk Missionsforenings medlemsblade, husker jeg. Det sidste blev en biting, men blev vist brugt i Folkeskolen

 

Om gruppens formål siger Svend Emil Nielsen:

»Jeg ville bekæmpe kommunisternes planer og indflydelse, vi så jo, hvad der var sket i BUPL og andre steder, og efter at vi fik en opposition, som holdt møde i Dronningens Tværgade, Danmarks Kommunistiske Partis hovedkvarter, før hovedstyrelsesmøderne og udleverede interne DLF-papirer til DKP’s partisekretærer, var der rigeligt at tage fat på.«

 

Hans Ole Frostholm blev ansat i sekretariatet i 1976. I 2014 siger han: »Vi var en gruppe yngre sagsbehandlere, som hørte om vurderingerne fra den uofficielle gruppe. Vi var enige om, at der vist var tale om en høj grad af kommunistforskrækkelse.«

 

Destrueres efter brugen 

Gruppens største triumf var nok afsløringen af de metoder, kommunisterne brugte for at få indflydelse. Uden at komme med eksempler beskyldte Jørgen Jensen i november 1981 Bjarne Krogh for i et indlæg i Folkeskolen at have vist »klare partipolitiske målsætninger«, som ikke hørte hjemme i DLF (Folkeskolen 1981: 1620). Tre måneder senere spurgte Krogh så, hvad formanden mente, og redaktøren lod Jørgen Jensen svare i samme nummer. »Der kan ikke være tvivl om, at Bjarne Krogh her er ude på at placere foreningen i klassekampideologiens begrebsverden. (…), og der hersker for mig ikke tvivl om, at Bjarne Kroghs hensigt på dette punkt er af partipolitisk oprindelse,« skrev han og nævnte »fredsarbejde« og »udmeldelse af EF« fra Kroghs forslag til foreningens handlings- og principprogram. Den slags kunne DLF »ifølge sit formål ikke behandle«, mente han (Folkeskolen 1982: 130). »Hvad bilder formanden sig egentlig ind,« spurgte lærer Johnny Baltzersen fra Glostrup en måned senere. »Det er simpelthen for billigt uden dokumentation at beskylde Bjarne Krogh for at ’sløre sine hensigter’.« Og så kan det ellers være, at Jørgen Jensen fik hevet låget af. Over fire sider gengav han i Folkeskolen i faksimile en række fortrolige breve, som kommunisternes lærerfraktion havde sendt til partimedlemmer før hovedstyrelsesvalget i 1979. »Fortroligt – højeste prioritet! Destrueres efter brugen,« står der øverst. Derefter følger en lang redegørelse om, hvordan brevmodtageren skal agere: »Som fraktionsansvarlig SKAL du sørge for, at samtlige ’lærere og partikammerater’ i dit område kaster ALLE deres stemmer på Bjarne Krogh.« Hvis tillidsmanden ikke har sat Kroghs plakat op, skal man gå til vedkommende, men problemet kan være at forklare, hvordan man ved noget om plakaten, og så følger en anvisning om »at sige, at man har en kollega, på en anden skole, som man kender godt«. På generalforsamlinger skulle de kommunistiske lærere »gå på talerstolen og med vægt på det udemokratiske« fortælle om afvisningen af en liste med 175 navne (Folkeskolen 1982: 316-20). Til partiavisen sagde Bjarne Krogh dagen efter: »Det er ingen hemmelighed, at der er kommunistiske lærere, at de snakker sammen, og at jeg er en af dem« (Land og Folk 1982, 25.2.). I Folkeskolen havde han dog mere uld i mund: »Med hensyn til kuløren kan jeg da oplyse, at den formodentlig er af en meget klarere og varmere glød end formandens, men ellers ligger den vel i den samme ende af farveskalaen« (Folkeskolen 1982: 423).

 

I 2014 synes Bjarne Krogh stadig, at det var et godt svar:

»Jeg mente og mener, at det er forkert at skulle fortælle, om man er medlem af et parti, i forbindelse med valg i en fagforening, og jeg spurgte Jørgen Jensen, om det var noget, han ville foreslå. Jeg dokumenterede, at jeg – vel mere end noget andet hovedstyrelsesmedlem – åbent havde fremlagt mine holdninger til stort set alle aktuelle spørgsmål. Bortset fra en passus om, at hemmelighedsfuld røver og soldater-stil ligger mig fjernt, gik jeg ikke ind i diskussion om fraktionsbrevenes substans, og det, synes jeg, var klogt.«

 

De interne DKP-breve var skrevet af Aksel Balle Hansen, som var formand for partiets lærerfraktion og lærer på Vibenshus Skole i København. I 2014 siger han: 

»I dag virker det smådumt at forsøge at skjule, at vi var en faglig fraktion i DKP, og jeg var da også til kammeratlig samtale i partiet om det bagefter. Vi ville bruge den stigende lokale indflydelse til at få valgt Bjarne ind i hovedstyrelsen, og jeg er stadig godt tilfreds med vores indsats for at fremføre vores faglige og pædagogiske holdninger. Vi arbejdede for, at lærernes krav fra skoler og generalforsamlinger skulle føres så enigt og bredt som muligt ind i DLF’s kredsstyrelser og hovedstyrelse.«

 

Katederet er forsvundet, bordopstillingen veksler efter undervisningsaktiviteten. Der er nålefilt på gulvet. Her hos 8.b på Sydskolen i Albertslund 1982. Læreren er denne bogs redaktør Thorkild Thejsen. Foto: Chresten Kruchov

 

Historien viser aldrig sit alternativ, men man kan diskutere, hvor farligt det kunne være med et par kommunister i DLF’s hovedstyrelse. Den største faglige fraktion i Danmarks Kommunistiske Parti var pædagogerne med 550 medlemmer (Enoksen 1996: 94), mens fraktionen for folkeskolelærere ifølge Aksel Balle Hansen og Bjarne Krogh aldrig kom over 400 medlemmer. I Danmarks Lærerforening var der en kort årrække, hvor 25-30 af kongressens godt 300 delegerede var medlemmer af DKP. De mødtes altid før kongresserne, fortæller Bjarne Krogh og Jørgen Stampe. Men de afviser begge, at hovedstyrelsens møder blev forberedt i Dronningens Tværgade. »Aldrig nogensinde,« siger Bjarne Krogh. »Jeg talte selvfølgelig med lærere, der vidste noget om det, vi skulle behandle – også partikammerater.« Jørgen Stampe kalder det »pure opspind«, at de forberedte møderne i partihovedkvarteret. De fik aldrig dessiner fra partiet, understreger han:

 

»Bo Raaschou var leder af partiets faglige sekretariat, og han så, som så mange arbejderromantikere på den tid, ned på akademikere og skolelærere, så vi havde ikke meget tilovers for hinanden. Derimod mødtes Bjarne og jeg med partikammerater fra Sygeplejerådet, når de og vi var i København i forbindelse med hovedstyrelsesmøder. I lærerfraktionen mødtes vi nogle få gange om året, og hver sommer havde vi et rigtig godt ugekursus om uddannelsespolitik på Fyn med blandt andre Vagn Rabøl Hansen som oplægsholder.«

 

I BUPL og PMF, pædagogernes og pædagogmedhjælpernes forbund, havde kommunisterne sat sig solidt på magten. Ivan Enoksen, som var ansat på BUPL’s fagblad Børn og Unge fra 1979 til 2008, skriver om sidste halvdel af 70’erne og begyndelsen af 80’erne:

»Med ganske få undtagelser var alle højere placerede politikere og funktionærer i de pædagogiske fagforeninger medlem af samme parti: Danmarks Kommunistiske Parti. (…) Den talstærke og indflydelsesrige DKP-fraktion udviklede tendenser til magtfuldkommenhed. Derved opstod der to parallelle magtstrukturer. Den ene var synlig, mens den anden var eksklusiv og usynlig. Tilsyneladende var det kongressen og hovedbestyrelsen, som fastlagde BUPL’s politik, men kuglerne var støbt og linjerne lagt andetsteds, nemlig i fraktionen. Medlemsdemokratiet var blevet reduceret til en skueproces« (Enoksen 1996: 94).

 

Diskretion er en æressag 

Året efter at de »fem fejl« var kommet i DLF’s hovedstyrelse, tog Svend Erik Haase, som var medlem af forretningsudvalget, initiativ til at danne gruppen Socialdemokrater i FTF, så de på tværs af organisationerne kunne tale sammen om, hvordan de skulle forholde sig til venstrefløjen. »Jeg var til møde med Mogens Lykketoft på Christiansborg, som anbefalede vores projekt og var med til at sikre, at partikontoret betalte for opstarten, og jeg fik et kort fra Anker Jørgensen, hvor han ønskede os held og lykke med arbejdet,« fortæller Haase. Med på den første konference på Hotel Hvide Hus i Køge var blandt andre folk fra Politiforbundet, Sygeplejerådet og Danmarks Lærerforening. Fra DLF’s hovedstyrelse deltog Jørgen Jensen, Anker Christoffersen og Momme Knudsen. Sekretariatschef Svend Emil Nielsen var også med. Han trak sig dog hurtigt ud, da han mente, at det ikke var foreneligt med chefstillingen at deltage.

 

Det var ikke kun i DLF’s ledelse, man var træt af venstrefløjen. I Albertslund var skoleleder Yvonne Svendsen stærkt utilfreds med udviklingen i lokalkredsen, hvor hun oplevede, at venstrefløjen forsøgte at mase alle andre. I sommeren 1983 tog hun derfor initiativ til dannelse af Socialdemokratiske Lærere, og partiets ledelse bevilgede penge til en forberedende konference på Højskolen Solhavegården i Espergærde (Socialdemokratiske Lærere 2003: 7). Helle Løngreen, som dengang var næstformand i Københavns Lærerforening, skrev 20 år senere i en jubilæumsudgivelse:

»DKP’erne var velorganiserede. De havde taktikken i orden, og den blev brugt på generalforsamlinger rundtomkring i landet. (…) Vi gik vel egentlig lidt stille med dørene til at begynde med. Vi skulle finde ud af, hvor mange socialdemokrater der sad i de forskellige kredsstyrelser. På DLF-kongressen medbragte jeg en skrivelse, som jeg ville dele diskret ud til de ’sikre’. Flere konsulenter var medlem af Socialdemokratiet. Jeg bad en af dem om at lave et antal kopier, jeg sagde til ham, at han ikke behøvede at læse det. Da han vendte tilbage, sagde han, at han gerne ville være med! Diskretion er en æressag« (Socialdemokratiske Lærere 2003: 10). 

 

I 2014 siger Yvonne Svendsen: 

»Vi ville ikke være imod noget, men for noget. For folkeskolen og for den brede, åbne diskussion blandt lærerne. Vi ville kunne fremføre socialdemokratiske synspunkter på lærerværelser og i Danmarks Lærerforening, og vi ville i dialog med partiets politikere om, hvad der rørte sig i og omkring folkeskolen. Det lykkedes rimeligt godt, og i dag har Socialdemokratisk Skoleforum, som vi nu hedder, en repræsentant i partiets uddannelsesudvalg.«

 

Man kunne stole på ham

1. januar 1984 tiltrådte Marin Rømer som formand for DLF efter på kongressen at have vundet i kampvalg mod foreningens hidtidige næstformand Holden Schmidt. Rømer fik 145 stemmer, og Schmidt fik 104 (DLF 1983: 362). Rømer blev støttet af venstrefløjen, som han straks efter valget gjorde meget for at vriste sig fri af: »Jeg har ikke lovet nogen noget som helst. Jeg står 100 procent frit« (Århus Lærerforenings blad Skolen 1983, 11: 4). »Der er ingen, der kommer til at løbe om hjørner med mig, heller ikke venstrefløjen« (Berlingske Tidende 1983, 5.11.). »Det venstreorienterede hos mig er i hovedsagen postulater« (Aalborg Stiftstidende 1983, 19.11.). Martin Rømer blev også anbefalet af Danmarks Skolelederforenings formand Birgit Darr, hvad ikke alle medlemmer syntes lige godt om. Birgit Darr var skoledirektør i Aarhus og kendte Rømer som forhandlingsmodpart. I 2014 siger hun:

»Ja, jeg anbefalede Martin. Det faldt ikke i god jord hos Jørgen Jensen og Holden Schmidt, og der var også andre, der heller ikke kunne forstå det. På valgkongressen sad jeg i en pause bag nogle journalister. De havde ikke set mig og snakkede om, hvordan i alverden jeg kunne støtte Martin. ’Det er nok, fordi hun gerne vil være fri for at have ham som formand for Aarhus-lærerne,’ mente en af dem. Men det var tværtom. Jeg anbefalede ham personligt, fordi jeg vidste, at han var seriøs og dygtig – og at man kunne stole på ham.«

 

Martin Rømer var 33 år, da han blev formand for Danmarks Lærerforening, men havde allerede været formand i Aarhus i fem år. Foto: Århus Lærerforening

 

Men opfattelsen af Rømer som venstreorienteret klæbede – i hvert fald i offentligheden. Da han i november 1984 blev formand for FTF i kampvalg med Politiforbundets formand Flemming Bay-Jensen, lød teksten på Ekstra Bladets spiseseddel: »Hellere røde Rømer end Flemming strømer« (EB 1984, 20.11.). 

 

Martin Rømer var kun 33 år, da DLF’s kongres valgte ham, men havde allerede været formand for Århus Lærerforening i fem år. Inden kredsens generalforsamling i december 1978 havde et antal »betroede medlemmer« på alle skoler modtaget et fortroligt brev, som advarede mod stigende risiko for, at »ukontrollable« partipolitiske kræfter ville overtage foreningen. Rømer var, stod der, en »dygtig fyr, som man desværre ikke kan stole på« (Bak og Hauberg 1990: 140). Brevet var anonymt, men på generalforsamlingen kom det frem, at flertallet i styrelsen vidste, at det var skrevet af formand Leif Willer Rasmussen (Skolen 1978, 10: 3). På en ekstraordinær generalforsamling to måneder senere blev Rømer valgt uden modkandidat. Forløbet blev fyldigt beskrevet og kommenteret i de lokale medier, mens Folkeskolens redaktør, som boede og arbejdede i Aarhus, valgte ikke at omtale det.

 

I yderste konsekvens

Den første større udfordring, Marin Rømer blev mødt med som DLF-formand, var noget så kedeligt som et normeringscirkulære, som ikke desto mindre rummede voldsomme problemer. I 1980 havde Jørgen Jensen i sin beretning til kongressen advaret mod lærerarbejdsløshed og sagt, at det var nødvendigt med »en vis opbremsning i lærerproduktionen« (DLF 1980 a, upagineret), og året efter havde foreningens beskæftigelsesudvalg advaret mod, at der var risiko for mange arbejdsløse lærere i 1990’erne. Det fik Dansk Magisterforenings seminariefraktion til at tale om »skræmmebilleder« og »skrækkampagne« (Politiken 1982, 30.4.), men mange kommuner skar ned på skoleområdet og begrundede det med faldende elevtal, så i 1983 var 4.000 unge lærere arbejdsløse. For at få flest mulige i arbejde havde DLF indgået en aftale om afspadsering af overtimer og ønskede at konvertere honorarer til tid. Men Venstres Bertel Haarder, som var blevet undervisningsminister i september 1982, ville noget andet. Der stod ganske vist i tjenestemandsloven, at reglerne for normeringer – principper for personalegruppens sammensætning – skulle fastsættes efter forhandling med organisationerne, men allerede inden forhandlingerne var færdige, udsendte Haarder et cirkulære, som gav kommunerne lov til at ansætte færre tjenestemænd. I stedet kunne der ansættes timelærere, som ikke skulle have pension, og som det var nemmere at komme af med. DLF reagerede med protestmøder på alle skoler. Martin Rømer var ikke i tvivl. Med Haarders cirkulære »kan de første afgørende skridt tages til en ’kommunalisering’ af ansættelserne. I yderste konsekvens indebærer det en afskaffelse af tjenestemandssystemet i folkeskolen« (Folkeskolen 1984: 525). 

 

Klip i øret

I Martin Rømers første formandsår brugte DLF lidt oftere arbejdsnedlæggelser som kampmiddel, og de fleste medlemmer sluttede op med større eller mindre begejstring. Parolen lød, at foreningen skulle gå på to ben, et pædagogisk og et fagpolitisk. Men i foråret 1985 gav proteststrejker, efter at Schlüter-regeringen havde forlænget overenskomsterne, voldsom intern uro. Med stemmetallene 1-19 havde hovedstyrelsen sagt nej til at bruge penge fra Særlig Fond til at betale medlemmers løntab og strejkebøder. Men, skrev Folkeskolen, »de sidste martsdage svingede stemningen på landets lærerværelser fra afmagtsfølelse over frustration til aggressiv vrede« (Folkeskolen 1985, 596), og den 9. april stemte 11 i hovedstyrelsen nu for, at Særlig Fond skulle finansiere lokale faglige møder. Men formanden og 13 andre var imod, og Rømer fik flertal for at opfordre medlemmerne til at slutte op om de aktiviteter, kredsstyrelserne arrangerede – uden støtte fra Særlig Fond (Folkeskolen 1985: 637). Dagen efter blev der protesteret mod regeringens indgreb over hele landet, og hovedstyrelsen afbrød sit møde for at være med på Christiansborg Slotsplads. Efter demonstrationen besatte flere hundrede lærere foreningens hovedkvarter. »I sange, i råbekor og med transparenter fortalte man hovedstyrelsen, at man var meget utilfreds med ikke at få dækket udgifterne ved arbejdsnedlæggelserne.« Martin Rømer kom ud i den tætpakkede gård, hvor han blev mødt med buh-råb, da han slog fast, at beslutningen ikke blev ændret. Også Arne Mikkelsen talte. »I kan ikke ændre sagerne ved at møde op og råbe uuuh og bøøh,« sagde han og opfordrede dem til at få indkaldt kongressen (Folkeskolen 1985: 638). Der skulle kun 75 delegerede til, og i løbet af få dage have 159 skrevet under. Kongressen blev holdt den 10. maj, og her »fik hovedstyrelsen alle de klip i øret, det var muligt at give«, lød Martin Rømers opsummering på et pressemøde. Med 181 stemmer for og 83 imod sagde de delegerede, »at der burde have været iværksat en samlet centralt styret aktion,« og »klokken 23.24 vedtog en træt og udmarvet kongres, at medlemmernes løntræk i forbindelse med reaktionerne på de politiske indgreb« skulle dækkes af foreningen – 145 stemte for, 105 imod og 25 undlod. Kompromiset var, at bøderne ikke skulle betales, og at pengene skulle findes i DLF’s driftsregnskab. Men hovedstyrelsesflertallet insisterede på, at det var nødvendigt med en midlertidig kontingentforhøjelse, så alle medlemmer kunne være med til at fylde kassen op igen. Det sagde kongressen nej til, og efter et hovedstyrelsesmøde gik Martin Rømer på talerstolen klokken 00.40 og antydede, at han måske ville gå af: »Både samlet og enkeltvis må vi overveje den parlamentariske stilling,« sagde han og kaldte nej’et til kontingentforhøjelsen »groft uansvarligt« (Folkeskolen 1985: 899-912). 

 

Taberne gav ikke op, 93 delegerede, heriblandt otte hovedstyrelsesmedlemmer, sørgede nemlig for, at kongressens beslutning kom til urafstemning. Stemmesedlen var med i Folkeskolen den 7. juni, og helt ekstraordinært havde redaktøren overladt lederpladsen til formanden. »Det afgørende er under alle omstændigheder at opretholde foreningens enhed og videreføre diskussionen om, hvordan vi bedst ruster os til sikkert nye angreb på vores løn- og ansættelsesvilkår,« skrev Rømer. Truslen om at trække sig stod der ikke noget om (Folkeskolen 1985: 1067). Syv ud af ti medlemmer deltog i urafstemningen; 55,2 procent sagde ja, og 44,8 sagde nej til at opretholde kongresvedtagelsen (Folkeskolen 1985, 1228). Året efter førte regeringens såkaldte påskepakke til landsdækkende arbejdsnedlæggelser, og denne gang var udmeldingen fra DLF’s hovedstyrelse helt klar. 41.907 af foreningens omkring 60.000 medlemmer fik penge fra Særlig Fond (Folkeskolen 1987, 2245). En temmelig høj strejkedeltagelse, når man husker på, at skoleledere, vikarer, arbejdsløse, løst ansatte og medlemmer i Sydslesvig og Grønland ikke deltog, og at Københavns Lærerforening havde sin egen konfliktfond. 

 

Storebror Lærerforeningen på måtten

Ligesom i 1970’erne (se side 42) var der medlemmer, som ikke ville strejke. I modsætning til dengang forsøgte de nu at danne en konkurrerende fagforening, der ikke ville støtte arbejdsnedlæggelser. Initiativtageren til Lærernes Landsforbund var Peter Wendelboe fra Aalborg (Skolen For Livet 1986: 3). »I løbet af få måneder modtog jeg et par tusinde indmeldelser, men langt de fleste forsvandt hurtigt igen, så vi røg ned på omkring 300 medlemmer,« fortæller han. Positivt udtrykt: Fordi det var i den store, gamle organisation DLF med forhandlings- og aftaleret, man kunne få professionel hjælp og støtte, være en del af lærerfællesskabet og modtage det ugentlige medlemsblad Folkeskolen. Negativt udtrykt: Fordi udbryderne følte sig mobbet og presset tilbage af DLF-tillidsrepræsentanter og kolleger. At det passede Bertel Haarder særdeles godt, at DLF blev generet, hører man tydeligt i en tale, han holdt, da han var gæst i Peter Wendelboes lille forening. »Hvis jeg var ansat i folkeskolen, havde I mig som medlem,« siger ministeren til de 23 klappende delegerede. »Foreningen har en vigtig rolle, på den måde at den hjælper til at holde storebror Lærerforeningen på måtten. Det har der været brug for ved mange lejligheder, og det kan der bestemt også blive i fremtiden,« fortæller han på en videooptagelse fra mødet (Lærernes Landsforbund 1989, 4.11.).

 

Skiftende finansministre var også optaget af de strejkende tjenestemænd. I sommeren 1981 havde socialdemokraten Svend Jakobsen oprettet Tjenestemandsretten, så tjenestemænd, der deltog i faglige aktioner »i strid med tjenestepligterne« kunne straffes uden at skulle gennem individuelle tjenstlige forhør (arbejdsretten.dk). I november 1987 truede den konservative finansminister Palle Simonsen på LC’s kongres med at ændre reglerne. »Det er med beklagelse, jeg konstaterer, at der også har været tale om åben støtte og finansiering,« sagde han og gjorde opmærksom på, at »sådanne aktioner« medførte »overvejelser om modforanstaltninger – eksempelvis organisationsansvar« (Folkeskolen 1987, 2555).

 

72 procent sagde ja

Ved aftaleforhandlingerne i 1987 var DLF forberedt til tænderne – med humoristiske videofilm med skuespilleren Flemming Jensen og annoncer i Hjemmet, Se og Hør, Ude og Hjemme, Søndags BT og Femina. To gamle dobbeltdækkerbusser fra London skulle rundt i hele landet; »På vej mod fremtidens skole« stod der på dem. Men bussen nåede knap nok ud af garagen, for finansministeren overraskede alle ved at tilbyde så mange penge og en arbejdstidsnedsættelse, at der blev indgået forlig allerede den 26. januar. Undervejs fik Martin Rømer ganske vist et nej i LC’s forretningsudvalg, men med udsigt til, at lærerne var de eneste, der ville strejke, vendte stemningen (Due og Madsen 1988: 249). Arbejdsgivernes ønsker om begyndende individuel løn – »fedterøvstillæg«, som det blev kaldt af modstanderne – blev ikke til noget, LC fik det nemlig konverteret til en selvstændig pulje, som betød, at DLF’s kredse fik formel forhandlings- og aftaleret (Due og Madsen 1988: 253). »Den decentrale pulje er en nyskabelse, som efter min mening er historisk,« sagde Martin Rømer. Ubrugte penge ville heller ikke være spildt, for de ville gå tilbage til en central pulje (Folkeskolen 1987: 220). Finansministerens krav om at ændre tjenestetidsaftalen blev også afvist. I DLF’s hovedstyrelse vendte ellers faste nej-sigere som Sven-Aage Skyggebjerg og Arne Mikkelsen tommefingeren opad ligesom 17 andre, mens 5 stemte imod. Ved urafstemningen blandt medlemmerne var stemmeprocenten 71,7. Hele 72 procent sagde ja, og 28 procent sagde nej (Folkeskolen 1987, 480).

 

Perestrojka i uddannelsessystemet

DLF havde mange pædagogiske bolde i luften i 80’erne, men selv om antallet af tosprogede elever – indvandrer- eller fremmedsprogselever hed de dengang – eksploderede i kommuner som Ishøj, Albertslund, Høje-Taastrup, Hvidovre, Odense, København og Aarhus, var det ikke et emne, der var fokus på. I 1984 efterlyste lærer Heidi Kromayer fra Aarhus en debat om undervisning af indvandrerbørn. »Det er på høje tid, at der kommer en ordentlig målrettet indvandrerundervisningspolitik, hvis ikke vi i de kommende generationer skal opleve, at flere og flere indvandrere ender som sociale tabere,« advarede hun (Folkeskolen 1984, 1377). Da DLF’s hovedstyrelse tre år senere udsendte et 32-siders debatoplæg Helhedsskolen – skolen som lokalt kulturcenter, stod der ikke ét ord om indvandrere (Folkeskolen 1987, 1513-1544). Fokus var først og fremmest på den manglede tid til dansk og regning. I et interview nogle måneder tidligere sagde Martin Rømer: 

»Vi taler ikke om en heldagsskole, men om en helhedsskole. Og det er noget helt andet. Vi forestiller os ikke, at man bare læsser flere undervisningstimer på og så laver en pasningsordning bagefter. Det drejer sig om en anderledes skolehverdag. Der må være sammenhæng mellem undervisning, aktiviteter og leg. (…) Men vi har ingen forestillinger om en massiv udvidelse af de obligatoriske timetal. Der skal ske noget andet på skolen« (Folkeskolen 1987, 6).

 

Oplægget blev vedtaget på kongressen i november. I debatten sagde Anne Froberg fra Aalborg, at det var et problem, at DLF ikke havde en politik om indvandrerelever, og Anne Garder fra København opfordrede foreningen til at indsamle erfaringer og holde konferencer, men det blev afvist af formanden. Det var der ikke penge til, mente han. Men da Peter Jepsen fra Ishøj foreslog, at hovedstyrelsen året efter skulle komme med et forslag til en »foreningspolitik for undervisning af fremmedsprogede elever«, blev det enstemmigt vedtaget (Folkeskolen 1988: 2250).

 

Undervisningsminister Bertel Haarder sørgede for, at det var alt andet end skolens indhold, der kom i fokus, da han i et temanummer af ministeriets tidsskrift i en 35 sider lang artikel Perestrojka i uddannelsessystemet og på et pressemøde den 18. august annoncerede regelsaneringer. »Store dele af det danske uddannelsessystem har – som den offentlige sektor i øvrigt – klare og væsentlige fællestræk med planøkonomierne,« skrev han (Uddannelse 1988: 457). Derfor lånte han begrebet perestrojka fra Sovjetunionens Gorbatjov, som forsøgte at reformere det kommunistiske system. Skolestyrelsesloven skulle ændres, så lederne fik mere magt. Lærerrådet skulle erstattes af et pædagogisk råd, og skolerne skulle have bestyrelser, hvor forældrene fik magt til at ansætte og afskedige lærere. De enkelte institutioner skulle have en »effektiv lokal ledelse, som er i stand til at træffe de nødvendige beslutninger, og en ledelse, som er sammensat, så den er i stand til først og fremmest at varetage forbrugernes interesser og ikke producenternes« (Uddannelse 1988: 469). Det skulle gøres nemmere at styre folkeskolen økonomisk ved at regulere hold- og klassestørrelser og nedlægge skoler, og lærernes tjenestetid skulle gøres meget mere fleksibel. Der skulle ske en »opblødning og afvikling af aftaler om løn- og arbejdsvilkår«, og man skulle »afskaffe eller i det mindste opbløde hele tjenestemandssystemet med dens mange bindinger« (Uddannelse 1988: 476-477). Presset blev ekstra voldsomt, da den første af en række udredninger – de såkaldte Lotz-betænkninger – lagde op til en voldsom slankning af den offentlige sektor.

  

It i undervisningen – eller EDB, elektronisk databehandling, som det hed i 1980’erne. Annonce i Folkeskolen 1981: 989

 

Nøgleordene var rammestyring, fleksibilitet og decentralisering (Indenrigsministeriet 1988: 180ff). »Forslagene bliver gennemført, idet de er fremlagt i enighed mellem regeringen og KL,« understregede indenrigsminister Thor Pedersen ved præsentationen den 2. september (Folkeskolen 1988, 36: 1439). 

 

Helhedsplan for folkeskolen

DLF svarede omgående igen ved at kræve forhandlinger, og en uge efter spillede man ud med Helhedsplan for folkeskolen. Alvoren blev understreget ved at samle tillidsrepræsentanterne fra alle skoler i hele landet til et stort møde lørdag den 10. september. Foreningen havde chartret fly rundtom i Europa, så man kunne begynde fra morgenstunden. I Bella Center på Amager hørte næsten 3.000 lærere Martin Rømers tale. »Vi er trætte af at blive hængt ud i pressen for klynkeri, samtidig med at alle ved, at I ude på skolerne er i gang med mængder af udviklingsarbejder,« sagde han og slog fast, at alt kunne diskuteres. To forhold stod dog ikke til forhandling: Lærerne skulle fortsat ansættes ved et skolevæsen og ikke på de enkelte skoler, og »for at beskytte lærerne mod vilkårligheder« skulle kompetencen til afskedigelse blive i Undervisningsministeriet. DLF har et todelt ansvar, understregede han: »Vi skal sørge både for lærernes løn- og arbejdsforhold og for udviklingen af folkeskolen« (Folkeskolen 1988, 37: 1484-93). Resultatet blev, at »DLF igen havde mulighed for at sikre sig indflydelse, men det var dog stadig ministeren, der med sine forslag havde fastsat dagsordenen« (Due og Madsen 1990: 217). 

 

På den ordinære kongres i november fik formanden et meget bredt forhandlingsmandat, og beslutningen om at fralægge sig ansvaret fra 1981 (se side 49) blev ophævet. DLF »vedkender sig sit medansvar for folkeskolens udvikling«, begynder resolutionen, og »foreningen forventer, at regering og folketing også vedkender sig deres ansvar for, at den ændrede lovgivning fortsat sikrer en ensartet udvikling med hensyn til folkeskolens indhold og tilbud til eleverne overalt i landet samt deres ansvar over for folkeskolens ansatte« (DLF 1988: 201). Straks efter kongressen blev der aftalt et kompromis med undervisningsministeren, KL og Skole og Samfund (nu Skole og Forældre) om vilkårene for klassestørrelser og skolelukninger, men i marts 1989 måtte DLF igen holde møde i Bella Center. Denne gang var det en ekstraordinær kongres, efter at forhandlinger om skolestyrelsesreglerne var brudt sammen. »Vi er stort set den eneste organisation, der har fået pillet ved adskillige af de ting, som der er lagt op til fra diverse Lotz-udvalg,« sagde Martin Rømer og vurderede, at der ikke var mere at gøre, medlemmerne måtte få de nye pædagogiske råd til at fungere. Og nu hvor der ikke mere var en lærerrådsformand, var det nødvendigt med et aftaletillidsmandssystem, og det skulle hovedstyrelsen have mandat til at forhandle videre om (DLF 1989 b: 5, 9 og 13). 

 

Niels Christian Sauer, som dengang var lærer på Karlebo Skole, husker det sådan: 

»Lærerrådet vendte hver en sten og lavede bæredygtig problemknusning i det daglige, og jeg trivedes rigtig godt som lærerrådsformand. Rollen som en slags medarbejdervalgt, uformel mellemleder, der påtog sig et dagligt medansvar, havde stor betydning for skolens hverdag og udvikling. Jeg troede, at det var løgn, da jeg hørte, at Haarder ville afskaffe lærerrådet, og at Danmarks Lærerforening accepterede det. Det var jo selve krumtappen i skolen, man afmonterede. Jeg så lærerrådets fjernelse som en total afsporing af folkeskolen«. 

 

Formanden for Glostrup Lærerforening, Ernst Øxner, var heller ikke begejstret, på kongressen sagde han. »Hvis overmagten er for stor, er det ikke nedværdigende at tabe. Jeg mener, det var den situation, vi stod i. Det burde vi have erkendt for længe siden ved at sige fra frem for at lade det fremstå, som om vi har fået nogle små sejre« (DLF 1989 b: 17-18).

 

1980’erne sluttede, som de begyndte: med trusler om nedskæringer. Tjenestemandssystemet hang i en tynd tråd, og arbejdstidsreglerne blev presset voldsomt. Men på de godt 2.000 folkeskoler blomstrede 8.000 pædagogiske udviklingsarbejder. 

Forrige del 1970'erne Thorkild Thejsen Næste del 1990'erne Thorkild Thejsen