1970'erne

»Det er da et udmærket system, hvis børnene slipper lidt tidligere, og lærerne slipper lidt senere.«

per hækkerup, økonomi- og budgetminister

Søren Vinzent (1943)

Lærer fra Emdrupborg Seminarium, 1966

Linjefag: orientering i 8.-10. klasse og historie

Lærer på Vrids­løselille Skole (nu Herstedlund Skole), Herste­­­dernes Kommune
(nu Albertslund Kommune), 1966

Elev på Den Rejsende Højskole, Tvind, 1975

Lærer på Holsbjerg­skolen (nu Hersted­vester Skole), Albertslund Kommune, 1976

Speciallærer­uddannelse, 1984

Lærer på Sønder­gård­­­skolen, 1985

Tillidsrepræsen­tant og kreds­styrelsesmedlem, 1986

Souschef på Søndergårdskolen, 1994

Diplomuddannelse i ledelse, 2003

Pensioneret i 2010


Foto: Klaus Holstin

»Jeg kunne dårligt have handlet anderledes«

»Jeg kunne ikke overleve som autoritær lærer og prøvede at ændre undervisningen, men mine elever blev lige så gode og lige så dårlige som alle de andre. Vi må organisere os – både i forhold til undervisningen og i forhold til arbejdsbetingelserne.« Sådan sagde Søren Vinzent i 1975. 

 

»Jeg er imponeret over de unge lærere i dag. Jeg blev selv uddannet i 1966 og havde intet lært om læseundervisning, i forhold til de lærere der kommer fra professionshøjskolerne nu,« siger Søren Vinzent. Han var lærer i Albertslund vest for Kø-benhavn i 42 år. I 1975 blev han interviewet til bogen Samtaler med lærere. Det følgende er en redigeret version efterfulgt af nogle få 2014-kommentarer:

 

Vi ville gøre noget for børnene

»Da jeg kom ud i skolen i 1966, oplevede jeg mange forældre og lærere som gammeldags og reaktionære og os unge som progressive. Vi ville gøre noget for børnene, de havde det ikke særligt spændende i skolen. Den var autoritær, men så afgjort inde i en brydningstid. Indlæringsmæssigt brugte man gammeldags metoder og gammeldags materialer. For eksempel var gruppearbejde noget helt nyt, som børnene aldrig havde prøvet før. Der var én spritduplikator på hele skolen, og den blev aldrig brugt. Min og andres holdning var en reaktion mod den sorte skole. Jeg forsøgte at tage udgangspunkt i det enkelte barns situation. Hvis barnet blot fik tilstrækkelig med frihed, ville det kunne udvikle sine evner og anlæg fuldt ud. Børnene skulle have mulighed for kreativ udfoldelse og for at blive selvstændige. I stedet for staveord skrev eleverne historier og teaterstykker. Jeg arbejdede meget med dramatik, og det, syntes forældrene, var udmærket, indtil de i 4.-5. klasse begyndte at stille andre krav. Hjemmearbejde brugte jeg ikke meget, tingene skulle udvikle sig af sig selv af lyst og interesse.

Den 1. klasse, jeg fik i 1966, var med mange mellemlagsbørn, og forældrenes holdninger faldt meget godt sammen med mine egne. Senere blev der bygget en stor boligkarré i skolens distrikt, og det blev et udpræget arbejderkvarter, så den 1. klasse, jeg fik i 1974, var noget anderledes. Eleverne var meget aggressive over for hinanden og over for mig. De formulerede sig sprogligt meget dårligt, og jeg havde meget sværere ved at komme ind på dem, end jeg havde haft med 66-børnene, og dengang var jeg endda helt uerfaren. I 66-klassen satte vi os hver dag i en rundkreds om morgenen og fortalte, hvad vi havde oplevet. I 74-klassen resulterede den slags i larm og ballade efter fem minutter, så jeg måtte slå helt bak og køre det hele meget stramt.

Mine holdninger gav en del problemer i forhold til mange af de øvrige lærere. For eksempel kom jeg på et tidspunkt i konflikt med en lærer, som havde slået et barn fra klassen. De spurgte, om han måtte slå, og jeg svarede, at det måtte ingen af os. Da læreren fik det at vide, blev vi meget uvenner; og da en nyuddannet lærer senere spurgte inspektøren, hvilke disciplinarmidler man havde, lod han bolden gå videre til en kollega, der rejste sig og viste os, hvordan vi skulle holde eleven og give et dask. Vi indvendte, at det var ulovligt, men han svarede blot, at de ældre lærere til enhver tid ville støtte os, hvis vi havde ballade i vores klasser. Det var jo fandens til hjælp. Jeg slog selv en enkelt gang, men jeg fortrød straks.«

 

Det kapitalistiske samfund

– Hvad har du lært af disse år i folkeskolen? 

»Jeg har brugt al min tid på de unger. Lavet en masse uden et sekund at spekulere over, om jeg fik løn for det eller ej. Vi har været nogle allerhelvedes blåøjede idealister. Jeg føler til dels, at jeg har spildt min tid. Men samtidig kunne jeg dårligt have handlet anderledes, for den sorte skole er stadig lige dårlig. Jeg har indset, at det ikke går at arbejde isoleret. En enkelt lærer kan ikke arbejde alene med en gruppe børn. Det var et chok for mig at opleve, hvor lidt vores arbejde betød for ungerne. De børn, jeg har haft, er blevet lige så tossede med popmusik, seriehæfter og lignende som alle de øvrige børn på skolen. Deres interesse for at arbejde er heller ikke større end hos alle de andre. Spidserne i gruppen blev måske nok selvstændige, kritiske og kreative, men gruppen som helhed blev lige så god og lige så dårlig som alle andre på skolen. Familiens sociale situation, kammeraterne, massemedierne – det kapitalistiske samfund – betyder uendelig meget mere, end hvad en enkelt idealistisk lærer kan sætte i gang. Lærerstrejken i 1973 og begivenhederne før og efter gav mig noget at tænke over. Det er udviklingen i skolen og samfundet, der har presset mig til en erkendelse af, hvad der foregår omkring os og med os. På en måde er arbejdet i den retning endnu kun en famlen. Vi har først og fremmest skullet ændre noget ved os selv. Mange af os er blevet socialister – eller forsøger at blive det – fordi vi oplever et stigende pres mod os. Vores arbejde er ikke godt nok, og vi skal hele tiden lave mere og mere på samme tid. Hvis stramningerne fortsætter, er det givet, at flere og flere lærere bliver klar over, at vi ikke er en urørlig ’tjenestemands- og embedsmandsklasse’, men at vi er lønarbejdere. Starten af en socialistisk lærergruppe her i kommunen har været svær, selv om vi har fået en fantastisk stor tilslutning. Når vi presses som enkeltpersoner, har vi ikke en chance, men når vi står sammen og skoler og udvikler os i fællesskab, bliver vi meget stærkere.«

 

– Hvorfor kan det ikke ske i fagforeningen?

En fagforening vil for eksempel aldrig kunne give os den nødvendige kammeratlige solidaritet i hverdagen, og Danmarks Lærerforening er jo ikke just en organisation, der har gjort sig forholdene i et kapitalistisk samfund klart. I den socialistiske lærergruppe forsøger vi at tilegne os og udvikle det analyseapparat, som kan sætte os i stand til at forstå og handle mere korrekt. Når vi tilstrækkeligt mange gange har bevist over for de øvrige lærere, at vore forslag og handlinger er til fælles gavn, og når vi har vist, at vi ikke ønsker at kuppe vore planer igennem, så vil flere og flere melde sig.«

Det oprindelige interview var dobbelt så langt. Det blev bragt i tidsskriftet Unge Pædagoger i oktober 1975 og i bogen Samtaler med lærere i 1980.

 

Vi lærte meget af det

»Det var så, hvad jeg mente for 39 år siden,« siger Søren Vinzent en forårsdag i 2014. »Der er selvfølgelig en del, jeg ville formulere anderledes i dag, erfaring og alder gør én mere nuanceret. Den lærer, der i 1968 instruerede os i at slå, kaldte eleverne for ’kranieknuseren’. Han sadlede helt om i 1970, da skolen fik en ny leder. Nu var det slut med at uddele øretæver. 

Vi andre fik mange verbale tæsk, efter at vi havde dannet SLA, Socialistisk Lærergruppe, i 1974, men vi lærte meget af det. Vi lærte teamsamarbejde, som det hedder i dag. Vi var totalt åbne om alt det, vi foretog os i gruppen, og på den skole, jeg kom på i 1976, var der kolleger med, som overhovedet ikke var socialister – måske stemte de radikalt eller på Socialdemokraterne, vi talte uhyre sjældent om partipolitik. Men langt de fleste af os var ikke medlemmer af et parti, tror jeg. Kommunisterne var dog ikke med i SLA, Danmarks Kommunistiske Parti havde sin egen lærerfraktion. 

Selv om vi snakkede en del om lønarbejde i SLA, er det sjovt at tænke på, hvor meget tid vi frivilligt brugte på eftermiddags- og weekendmøder og på sommerferie-uger, hvor vi det meste af tiden diskuterede, hvordan vi kunne gøre vores undervisning og hele skolen bedre. Vi blev ret hurtigt trætte af at sidde og læse Den lange vej gennem krisen, det var undervisningen og skolehverdagens udfordringer, der optog os mest. Og så havde vi det sjovt undervejs, det skal man ikke undervurdere som energikilde. SLA eksisterede vist fire-fem år, derefter var vi en lille flok tilbage, som lavede en revygruppe og optrådte på generalforsamlinger i Albertslund Lærerkreds og i Unge Pædagoger. Personligt har jeg fået rigtig meget ud af tiden i gruppen; jeg er sikker på, at jeg blev en bedre lærer af det. Nogle år senere blev jeg tillidsrepræsentant og medlem af kredsstyrelsen i ti år, dér udarbejdede vi adskillige pædagogiske forslag – for eksempel om undervisning af de tosprogede – som kommunen tog afsæt i. Og så kan jeg ikke lade være med at bemærke, at her i 2014 er det for alvor lykkedes arbejdsgiverne at gøre lærerne til lønarbejdere med fuld tilstedeværelse på skolen.« 

I marts 1973 nedlagde lærere over hele landet arbejdet i protest mod en ministers arrogante udtalelser og nedskæringsplaner. Både spareplaner og strejker kom bag på Danmarks Lærerforening. Tegning: Claus Deleuran, fra Politisk Revy nr. 247, 1974

Skoleudvikling, kritiske lærere og strejker

Åbenplanskoler, tilvalgsskole og nye krav til lærerne. En arrogant økonomiminister får lærere til at strejke. Regeringen og Danmarks Lærerforening enes om nedskæringer. Faglige møder i arbejdstiden og de første udbetalinger fra DLF til aktionerende tjenestemænd. Resultatløse forhandlinger om tjenestetid.

 

Onsdag den 21. marts 1973 begyndte helt almindeligt på landets 1.979 folkeskoler. På LO-området startede der ganske vist en storstrejke samme dag, men det var lærerne ikke specielt optaget af – at strejke var noget, andre gjorde. Men i TV Avisen om aftenen gav den socialdemokratiske økonomi- og budgetminister Per Hækkerup lærerne et chok, som fik voldsomme følger uger, måneder og år derefter. Kai Poulsen, som dengang var lærer i Hirtshals, husker de begivenhedsrige dage sådan:

 

»Alle var forargede, og Hækkerups ærekrænkende udtalelse blev voldsomt diskuteret dagen efter på lærerværelset. Og om fredagen nedlagde alle arbejdet på Ulvkærskolen – uanset alder og pædagogiske og politiske holdninger. Vi sørgede selvfølgelig for børnepasning, det var jo regeringen, vi var vrede på, ikke elever og forældre.«

 

I 1970 var folkeskolen gået over til en femdagesuge, og DLF havde forhandlet lektionstallet ned fra 30 til 27, så lærerne kunne følge blot nogenlunde med andre gruppers faldende arbejdstid. I april 1972 var undervisningspligten blevet udvidet fra syv til ni år, men allerede inden lovændringen fortsatte 95 procent af eleverne i skolen efter 7. klasse. Samme år kom den socialdemokratiske undervisningsminister Knud Heinesen med forslag til ny skolelov, men samfundsøkonomien skrantede, og arbejdsløsheden var på vej opad. Og så var det, at økonomiministeren i marts 1973 spillede ud med et forslag om at beskære undervisningsområdet med 400 millioner. Skolereformen skulle udsættes, mens resten af besparelsen skulle hentes hos lærerne. 

 

»Det kan ikke være meningen, at vi skal lønne folk for overtimer, når de kan klare det samme arbejde i deres normale arbejdstid,« sagde Hækkerup, som havde aftalt med Socialistisk Folkeparti, at lærerne skulle undervise tre ekstra lektioner om ugen – uden ekstrabetaling. Det tekniske fix til at »finansiere« besparelsen skulle være en ændring af lektionslængden fra 50 til 45 minutter. »Vil det sige, at lærerne skal arbejde mere?« spurgte TV Avisens interviewer. »Jeg vil da ikke nægte, at det betyder, at lærerne skal bestille mere inden for deres normale arbejdstid,« svarede Per Hækkerup og satte så trumf på: »Det er da et udmærket system, hvis børnene slipper lidt tidligere, og lærerne slipper lidt senere« (Danmarks Radio 1973).

 

Samvittighedsfulde tjenestemænd

Det fandt lærerne sig ikke i, og fredag den 23. marts nedlagde pæne, samvittighedsfulde tjenestemænd arbejdet rundtomkring i hele landet. »Hækkerup var bare så provokerende, så vi måtte reagere,« fortæller Marianne Jelved, som dengang var med til at nedlægge arbejdet på Ny Østensgård Skole i København:

 

»Der er forskel på at forhandle sig til noget, hvor man betaler en pris og indgår et kompromis, og så at der bliver dikteret og lagt gratis arbejde ned over en. Jeg husker både følelsen og dilemmaet. (…) Vi var rigtig meget fortørnede, for Danmarks Lærerforening havde jo forhandlet nogle andre vilkår« (Thejsen 2014).

 

Men faktisk begyndte arbejdsnedlæggelserne allerede dagen før på Skovlunde Skole i Ballerup-Måløv Kommune nordvest for København. I spisefrikvarteret havde tillidsrepræsentanten fortalt, at DLF ikke havde været til møde med undervisningsministeren, og at »samme minister over for pressen usandfærdigt påstod det modsatte«. Dét var for meget, så der blev ikke undervist mere den dag. Fem af kommunens 11 skoler fulgte straks efter, og sidst på eftermiddagen mødtes de vrede lærere på Skovlunde Skole (Ballerup Lærerforening 1997: 26).

Finn Gunst Christensen, som dengang var helt ung lærer på Hedegårdsskolen i Ballerup, fortæller:

 

»Vi blev noget overraskede, da vi hørte, at de havde nedlagt arbejdet i Skovlunde, men jeg skal da love for, at vi kom med i en fart. Vi syntes jo selv, at vi var røde, og at de på Skovlunde var noget satte og pæne. Men vi var enige om at være vrede, og der var en flot proces, hvor de strejkende lærere mødtes, så alle var tæt informeret og kunne deltage i beslutningerne.«

 

Agnete Lohmann Christensen var lærerrådsformand på Skovlunde Skole, hun husker det sådan:

 

»Vi var samvittighedsfulde tjenestemænd, som tog det alvorligt, at vi havde ansvaret for at give børnene den bedst mulige undervisning, og vi syntes, at vi havde rigeligt at bestille. Kollegerne valgte mig og vores viceinspektør til at udtale sig til offentligheden. Det handlede slet ikke om partipolitik, jeg tror overhovedet ikke, det strejfede os. De røde lærere, de var jo i Ballerup – ikke i Måløv – men der var ingen uenighed, da vi mødtes.«

 

I TV Avisen samme aften fortalte Agnete Lohmann, at de protesterede imod, at regeringen ikke forhandlede med DLF, men »blot beordrede en anden arbejdsform«, og viceinspektør Christen Nielsen sagde, at arbejdsnedlæggelsen »unægteligt var et problem, fordi tjenestemænd ikke måtte strejke«. TV Avisens journalist fortalte, at Ballerup-lærerne opfordrede alle lærere til at holde møder fredag morgen for at tage stilling til »aktionernes videre forløb« (Danmarks Radio 1973).

 

Vi havde ingen plan og ingen taktik

Fredag den 23. marts blev den store strejkedag. Senere optællinger viser, at 40 procent af landets lærere blev trukket i lønnen for at have været med, men sandsynligvis deltog over halvdelen, for flere steder valgte kommunen, at man ikke ville straffe dem. »Vi blev ikke trukket i løn, så vi er ikke med i statistikken,« husker Anker Christoffersen, som var lærer på øvelsesskolen ved Jelling Seminarium. Her nedlagde de arbejdet klokken 9 efter et kort møde på lærerværelset uden den store diskussion, fortæller han: 

 

»Jeg sagde, at hvis det stod til mig, så strejkede vi. Der var fuldkommen stille, og så sagde Kurt Mortensen bare: ’Så holder vi.’ Han var kredsstyrelsesmedlem. Der var ikke mere at snakke om. Et kvarter efter ringede de fra kredsen i Vejle, og skolesekretæren fortalte dem, at vi havde nedlagt arbejdet. Klokken 10 stoppede de så også i Vejle, og i løbet af tre kvarter holdt de i Brande, Herning, Fredericia, Esbjerg og så videre. Det var lige meget, om de var røde, grønne eller blå, lærerne, vi var bare så vrede. De ringede også ude fra små skoler i andre kommuner og skældte ud over, at vi ikke inddrog dem i vores plan. Men vi havde ingen plan og ingen taktik. Jeg sad selv i kredsstyrelsen, men vi spurgte den ikke, vi stoppede bare.« 

 

I Fredericia vedtog skolekommissionen en »misbilligelse« af lærernes »spontane aktion«, men mente ikke, at de ligefrem skulle trækkes i lønnen. En fagforeningskasserer fra LO-området syntes dog, at kommissionen var »for blødsøden« (Fredericia Dagblad 1973, 13.4. og 8.5.). På Amager var Svend Erik Haase med i styrelsen i Tårnby-Dragør Lærerkreds. Alle medlemmer strejkede, men ingen blev straffet, og det var kredsstyrelsen, der var i front:

 

»Selv da vi fik besked fra DLF om, at vi ikke måtte strejke, stod vi fast. Bagefter var vi ret stolte over, at det var kredsen, der gik i spidsen, og ikke en strejkekomité uden for. Der blev ikke talt om, hvad tjenestemænd måtte eller ikke måtte. Jeg tror, at det var første gang, vi begyndte at tænke på – og tale om – os selv som lønarbejdere. Vi blev ikke trukket i løn og kom ikke engang til skideballe i forvaltningen.«

 

Det hele kom sgu bag på os

I Danmarks Lærerforenings ledelse og sekretariat havde man intet hørt om regeringens udspil, før den blev omtalt i dagbladene den 20. marts. Hovedstyrelsen havde ordinært møde dagen efter, og ifølge referatet har diskussionen om det ikke fyldt meget, men under »Eventuelt« står der, at næstformanden, Kaj Varming, læste telegrammer op »fra forskellige medlemskredse i anledning af forlydender om udvidelse af lærernes arbejdstid« (Danmarks Lærerforening 1973: 70). Samme aften kom så Hækkerup med sin melding i tv, men medlemmernes voldsomme reaktioner rystede tilsyneladende DLF’s ledelse endnu mere. Der skulle føres krig på flere fronter. Svend Emil Nielsen, som dengang var chef for sekretariatets 28 ansatte, fortæller: 

 

»Det hele kom sgu bag på os. Det væltede ind med henvendelser, og vi sendte folk ud i landet, kontaktede partier, ministre og andre organisationer. Der blev knoklet, og vores lille trykmaskine kørte ligesom vi andre i døgndrift.«

 

Ude i landet var medlemmerne ikke spor tilfredse med DLF, fortæller Anker Christoffersen: 

 

»Så ringede de fra sekretariatet i København og spurgte, hvad vi havde gang i, og samme dag sendte de Kjeld Kierkegaard herover. Undskyld mig, en ansat, der skulle fortælle os, hvad vi ikke måtte! Vi spurgte ham bare: ’Hvad vil du gerne vide?’ Og så fortalte vi, at vi ikke ville finde os i den behandling.«

 

Dialogen mellem de vrede medlemmer og DLF’s ledelse blev ikke bedre der, hvor der kom et hovedstyrelsesmedlem ud for at dæmpe gemytterne. Vi »fraråder arbejdsnedlæggelser«, sagde kredsstyrelsen i Esbjerg torsdag eftermiddag og opfordrede til at sende protestskrivelser til DLF (Esbjerg Lærerforening 1973). Det sidste gjorde alle.

 

Gruppearbejde i 2. klasse, ølkasser og Ikea-reoler på Værebro Skole, nu Skovbrynet Skole, i Gladsaxe Kommune. 1972. Lærer Poul Kærså blev senere skolens leder. Foto: Chresten Kruchov

 

På Fourfeltskolen mente tillidsrepræsentanten, »at arbejdet skulle gå videre,« men Kurt Abildgaard, som kun havde været på skolen et halvt år, argumenterede for strejke. Resultatet blev, »at vi i lighed med lærerne på andre skoler gik til fagligt møde i arbejdstiden« (Lærernyt 2006). Fredag eftermiddag bad styrelsen tillidsmændene »søge normal skolegang gennemført overalt«, og på et møde søndag aften hjemme hos kredsformanden gentog man opfordringen, »som blev bragt ud til tillidsmændenes privatadresser omkring midnat,« står der i kredsens protokol. På endnu et møde mandag aften deltog hovedstyrelsesmedlem Laurits Peter Hansen. Her forsøgte man igen at få tingene i vante folder: »Der var i bestyrelsen enighed om, at aktioner kan blive nødvendige, men at spontane uorganiserede aktioner i fremtiden gerne skulle undgås, idet man har tillid til, at DLF vil gribe ind, hvis regeringen gennemfører dette forslag« (Esbjerg Lærerforening 1973). Hjørring-Hirtshals-kredsen fik besøg af Lærerforeningens 1.-næstformand Kaj Varming, og det fik kredsformand Ole Albæk til at meddele DLF, »at den mand skulle foreningen aldrig mere sende nord for Limfjorden.« 

 

En proteststorm går gennem vore rækker

»Telefonnettet glødede i Kompagnistræde, og telegrammer ude fra kredsene dyngede sig op på hovedstyrelsens bord, mens drøftelsen af situationen stod på,« skrev redaktør Albert Johansen i en nødudgave af Folkeskolen, som udkom tirsdag den 27. marts. På sekretariatets primitive trykmaskine var det lykkedes at producere 50.000 eksemplarer. »En proteststorm går gennem vore rækker,« stod der i overskriften, og uden at nævne ordene »strejke« og »arbejdsnedlæggelse« udtrykte redaktøren forståelse for, at Hækkerups »suveræne foragt for undervisningsarbejdets vilkår« havde sat gryden i kog: »Det ville være uforståeligt – et udtryk for sindets dvaskhed og standsmæssig ligegyldighed – om det var anderledes, for vi kan ikke erindre, at standen har været udsat for en lignende provokation, en sjakren med de helt elementære forudsætninger for en skolereforms gennemførelse, en grov tilsidesættelse af forhandlingsprocedurens skrevne og uskrevne love« (Folkeskolen 1973: Særnummer 27. marts).

Jørgen Jensen var blevet formand for DLF fra januar 1972, og på én gang skulle han nu forholde sig til nedskæringsplaner, utilfredse medlemmer og en offentlighed, der bestemt ikke syntes om lærernes reaktioner. Politikere og forældre skældte ud, og formanden for Skole og Samfund (nu Skole og Forældre) tog i aviser, tv og radio voldsomt afstand fra de strejkende lærere, som »misbrugte børnene« (Kristeligt Dagblad 1973: 24.3.). På grund af storkonflikten udkom der kun få aviser. Aktuelt skrev den 24. marts, at lærerne »skubber børnene foran sig«, og Kristeligt Dagblad mente, at »hvis lærernes uparlamentariske middel bliver accepteret uden fagretsligt efterspil, må man i virkeligheden konstatere, at tjenestemandsbegrebet ikke længere eksisterer«. I Information fortalte lederskribenten den 27. marts, at lærerne »hylede op som stukne grise«.

Fredag den 23. marts om aftenen mødtes Jørgen Jensen med Knud Heinesen, som »bedyrede, at der blev tale om frie forhandlinger«, men understregede, at udgangspunktet blev Hækkerups udspil. I skoleåret 73-74 skulle der spares 93 millioner kroner og året efter 227 millioner. Mandag forsikrede også statsminister Anker Jørgensen, at »der blev tale om forhandlinger og ikke om et diktat«, men efter den første egentlige forhandling tirsdag konkluderede Jørgen Jensen, at hvis der skulle rokkes ved regeringens udspil, skulle DLF »komme med et reelt oplæg om samme beløbsramme«, og på et nyt møde med Hækkerup om eftermiddagen fik økonomiministeren fortalt, at »det strømmede ind med henvendelser og resolutioner om at stå fast over for lærerne« (Danmarks Lærerforening 1973: 81).

På et langvarigt hovedstyrelsesmøde om aftenen understregede Jørgen Jensen, at han »ikke kunne tage et diktat fra repræsentantskabet om aktioner på nuværende tidspunkt« (Danmarks Lærerforening 1973: 74). På hverdagsdansk betyder det, at han var parat til at sætte sin formandspost ind på det. Dagen efter protesterede et enigt repræsentantskab mod det »uhørte brud på gældende forhandlingspraksis«. Gennemførelsen af nedskæringerne ville, hedder det i resolutionen, være »den dårligst tænkelige baggrund for skolereformens videreførelse«. Men repræsentantskabet sagde også, at lærerne ikke ville »unddrage sig nødvendige besparelser på lige fod med andre grupper i samfundet« (Folkeskolen 1973: Særnummer, 2.4.).

 

Desværre ikke synderlig stor forståelse

Forhandlingerne de følgende uger var intense og vanskelige. Men man blev enige. Lektionerne skulle forkortes til 45 minutter. I stedet for forhøjelsen til 30 ugentlige lektioner skulle lærerne have 28, og timetallet skulle ned på 27 igen allerede fra august 1975. Betalingen var blandt andet færre deletimer, ringere rettereduktioner, nedskæringer i vikarlønninger og dårligere betaling for overarbejde (Folkeskolen 1973: 767-769). Men »hellere en aftale end et ensidigt politisk indgreb«, mente formanden. Til repræsentantskabet sagde han:

 

»Man kan godt gå på barrikaderne og kæmpe, hvis man har moralsk støtte. Denne situation er vi imidlertid ikke i. Der er desværre ikke synderlig stor forståelse for vor situation ude blandt befolkningen, og vi må nok erkende, at vi i højere grad end andre er afhængige af vort forhold til omgivelserne, dersom vort arbejde skal lykkes« (Folkeskolen 1973: 769).

 

Debatten varede i tre timer og endte med en enstemmig vedtagelse. En gruppe lærere fra Esbjerg og Ry forsøgte at samle underskrifter mod aftalen, men det lykkedes ikke at nå de ti procent, der skulle til for at gennemtvinge en urafstemning. Løbet var kørt.

 

Vel er det sparetider, men …

At lærernes reaktioner blev så voldsomme, skyldtes selvfølgelig langtfra kun en ministers arrogante optræden, men også tidens mange modsætninger i samfundet. I 1968 havde Erik Jørgen Hansen fra Socialforskningsinstituttet vist, at uddannelseseksplosionen især gavnede middelklassen og ikke brød den sociale arv (Hansen 1968), og mens meldingerne fra OECD’s første policy-konference i 1960 havde været jubeloptimistiske i troen på fremgang gennem uddannelse (se side 14), var tonen nu en helt anden: »Alle de rapporter (som OECD har modtaget) fremhæver uddannelsessystemernes meget hurtige vækst; men det har ikke, som vi håbede, ført til samme grad af fremskridt i lige muligheder for uddannelse, som Washington-konferencen mente ville være en automatisk følge« (OECD 1970: 26)

I 1970 var landets 1.098 kommuner blevet lagt sammen til 277, med de mange lokale ændringer det førte med sig, og de mange unge lærere, der strømmede ud i folkeskolen, tog sig ikke af de pessimistiske meldinger. De og politikerne ville en anden skole. Skolehistoriker Ning de Coninck-Smith beskriver situationen i 1973 sådan: 

 

»Strejken fandt sted på et tidspunkt, hvor lærerkorpsets sammensætning var under forandring. Seminarieloven fra 1966 gjorde det af med ’manden fra ploven’, fremover krævede det en studenter- eller hf-eksamen at blive optaget på læreruddannelsen. De store årgange, i kombination med at stadig flere elever fortsatte efter 7. klasse, udviklingen af specialundervisningen og de mange skoleforsøg med blandt andet delehold skabte en voldsom lærerefterspørgsel op gennem 1960’erne. I 1973 var der cirka en tredjedel flere lærere end fem-seks år tidligere, nemlig omkring 50.000. Alt andet lige betød det en markant foryngelse. Lærerstanden var også på vej til at skifte køn, stadig flere lærere i folkeskolen var kvinder, og i skoleåret 1972/73 var der omkring 25 procent flere end mænd« (de Coninck-Smith 2014). 

Den optimistiske stemning kunne man mærke stort set overalt, men især måske på de mange nye skoler i forstæderne. I Ballerup og flere andre steder eksperimenterede man med åbenplanskoler, og presset på lærerrollen var stigende. Det var ikke længere nok at kunne sit stof: »Hans lærerkvalifikationer må foruden de traditionelt undervisningsfaglige bedømmes efter hans evner som inspirator, organisator, koordinator, hans samarbejdsevner, evner til at producere undervisningsmaterialer, samt om han besidder en positiv holdning til demokratiske processer i skolen« (Ballerup-Måløv 1970: 7).

I Brovst i Nordjylland var man i gang med et udviklingsforløb, som for første gang inddrog en hel landkommunes skolevæsen og satte pædagogiske forandringsprojekter i gang fra 1. til 10. klasse. En »menig lærer« fortalte i Folkeskolen: »Vi har ofte stillet os selv det spørgsmål, om det nu også har været indsatsen værd, men hver gang munder diskussionen ud i, at vi i hvert fald ikke kan forestille os at gå tilbage til den traditionelle form« (Folkeskolen 1973: 1262-63).

I Gladsaxe havde borgmester Erhard Jakobsen i 1967 ansat en rektor for pædagogiske forsøg, og han havde »bestemt ikke haft hænderne i lommen hele tiden«, som Harald Bertelsen skrev i en begejstret anmeldelse af en 726 sider stor rapport om forstadskommunens skoleaktiviteter. Gladsaxe »manifesterer, at vel er det sparetider, men ét er fornødent: pædagogisk udviklings- og forsøgsarbejde skal foregå i kommunerne og må aktivt understøttes af disse«, mente Bertelsen (Folkeskolen 1973: 1310-12), som var leder på Svenstrup Skole i Nordborg Kommune, hvor man arbejdede aktivt med »demokratiet i de enkelte klasser« (Bertelsen 1976). Der var grøde og vækst i folkeskolen.

 

Sociale, miljømæssige og psykologiske skel 

Da Knud Heinesen i slutningen af 1972 fremlagde et forslag til ny skolelov, argumenterede han med, at folkeskolen skulle »medvirke til at fjerne eller udjævne de eksisterende sociale, miljømæssige og psykologiske skel i befolkningen og hindre sådanne nye skel i at opstå«. Værdigrundlaget, som altid før havde været kristent, skulle nu være neutralt, mente den socialdemokratiske undervisningsminister:

 

»I et samfund, hvor der hersker så forskellige opfattelser om disse princippers praktisk-politiske konsekvenser, som tilfældet er, må skolen forholde sig neutral over for ideologiske og politiske overbevisninger (meningsdannelser). Men det indebærer ikke, at skolen som institution ikke kan have noget formuleret opdragelsesmål, eller at skolens undervisning ikke kan være præget af lærerens personlige holdning og engagement.«

 

I 1979 gennemførte DLF for første gang et større annoncefremstød: Eleverne som »Danmarks eneste energikilde«. Kampagnen blev præsenteret af formand Jørgen Jensen og gav positiv respons. Venstres skoleordfører Bertel Haarder mente dog, at den bekræftede, at organisationsfolk altid jamrer sig (Haarder 1980: 95 og 99). Foto: Marianne Grøndahl

 

Målet for »skolens opdragelse« skulle være, at den enkelte elev selv blev i stand til »at tage stilling til væsentlige livsspørgsmål«, og »kundskabstilegnelsen« skulle hjælpe eleverne til »selv at tage stilling til faglige problemer« (Folkeskolen 1973: 5). Men der gik flere år, inden der kunne vedtages en ny lov. Ved det såkaldte jordskredsvalg i december 1973 blev antallet af partier i Folketinget fordoblet til ti. Resultatet blev en ren Venstre-regering med Tove Nielsen som undervisningsminister. Hun genfremsatte Heinesens lovforslag i en ændret version, men regeringen holdt ikke længe, og efter endnu et valg blev det socialdemokraten Ritt Bjerregaard, der satte navn under loven i 1975. Realskolen blev erstattet af en enhedsskole med niveaudeling i visse fag i 8. og 9. klasse, og folkeskolens opgave skulle nu for første gang løses i samarbejde med forældrene.

 

Loyalitet er en ensidig forpligtelse

Den relativt brede enighed om skoleloven var dog en undtagelse. Konflikten i 1973 passer bedre ind i helhedsbilledet af 1970’erne, hvor lærerne igen og igen blev kritiseret. Og selv om langt de fleste opfattede sig som loyale tjenestemænd, bredte der sig efterhånden en opfattelse af, at det ikke mere var nok »trofast og samvittighedsfuldt at opfylde tjenesteforpligtelserne«, som der stod i det kaldsbrev, som lærere modtog, når de blev fastansat efter to års prøvetid. Tidens generelle antiautoritære bevægelser kombineret med stigende arbejdspres, nedskæringer og vedvarende kritik af lærerne fik flere og flere til at tænke i modstand og kamp og ligefrem solidaritet. Hvor loyalitet er en ensidig forpligtelse, der går opad, er solidaritet en forpligtelse, der både går nedad og på tværs, mente de.

Den stigende kampgejst blandt lærere havde vist sig allerede i 1968, da SYL, Sammenslutningen af Yngre Lærere, havde fået valgt tre personer ind i DLF’s hovedstyrelse – med stemmer nok til seks (se side 22). Året efter havde SYL foreslået en kraftig forhøjelse af indbetalingerne til Særlig Fond uden at komme igennem med det. Men allerede i 1970 var der flertal for forhøjelsen, så i 1972 besluttede SYL at opløse sig selv, alle krav var opfyldt (Blåkilde 2005: 39).

Få år senere så det pludselig ud til, at det nye økonomiske kampmiddel skulle i brug, for Venstre-regeringens finansminister Anders Andersen ville ikke stå ved aftalen om at sænke lærernes lektionstal. På et lukket repræsentantskabsmøde fik DLF’s hovedstyrelse derfor grønt lys til at bruge Særlig Fond til »mærkbare reaktioner«, hvis det blev nødvendigt. Det blev det dog ikke, for regeringen var afhængig af Det Radikale Venstres stemmer, og ifølge Jørgen Jensen var det den radikale Ole Vig Jensen, som i 1973 »havde tænkt højt og spurgt, om timetallet måske kunne overvejes«. Det havde han siden fortrudt og derfor lovet »en tjeneste en anden gang«. Truslen fra regeringen fik Jørgen Jensen til at kontakte Ole Vig, og dagen efter udsendte Det Radikale Venstres folketingsgruppe en pressemeddelelse om, at den »var imod forlængelsen af bestemmelsen om lærernes 28 ugentlige undervisningstimer« (Jensen og Olsen 2008: 43). Dermed var regeringen nødt til at holde den aftale, som Venstre havde stemt for i 1973. DLF’s konfliktfond kom ikke i brug i denne omgang.

 

Beskyt skolerne mod marxistisk tyranni

Freden varede dog ikke længe. I det lille tidsskrift Unge Pædagoger handlede ledere og artikler i 70’erne oftere og oftere om »undervisning i arbejderklassens interesse« og »læreren som lønarbejder«, og efter lærerstrejken i 1973 blev der året efter dannet små socialistiske lærergrupper i Albertslund, Ballerup, Gladsaxe og Aarhus. Det var der i første omgang ikke mange katte, der gøede ad. Men fra oktober 1974 bragede det løs, da Asger Baunsbak-Jensen i et interview i Berlingske Tidende antændte den såkaldte indoktrineringsdebat. Baunsbak var direktør i Undervisningsministeriet og havde været formand for Det Radikale Venstre. Under overskriften »Beskyt skolerne mod marxistisk tyranni« advarede han mod »yderliggående marxistiske lærertyper, der vil omforme samfundet«. »Tiden er inde til, at der sættes ind mod tyranniet, mod fanatismen, mod indoktrineringen,« sagde han – og fik uforbeholden støtte af undervisningsminister Tove Nielsen (Berlingske 1974, 13.11.).

I fagbladet Folkeskolen blev sagen i første omgang kun omtalt ved at citere Kristeligt Dagblad, hvor Jørgen Jensen havde sagt, at han var »ganske enig« med Baunsbak i, at der »ikke må finde politisering sted i folkeskolen«. Han ville ikke afvise, at der måske kunne findes »enkelte eksempler på politisering i marxistisk retning, men DLF havde ikke fået forelagt konkrete klager«, sagde han (Folkeskolen 1974: 1978). I de følgende måneder bølgede debatten. Folkeskolens redaktør Jens Christian Jørgensen åbnede med en leder, hvor han kaldte det »naivt at lukke øjnene for«, at der foregik »en energisk menings- og holdningsbearbejdelse«, der sigtede mod »at gøre skolen til en ideologisk kamp med børnene som brikker i magtspillet«. Som eksempel citerede han et hæfte fra Unge Pædagoger, hvor der stod, at »det må være den marxistiske lærers højeste opgave at bidrage til børnenes udvikling til revolutionære klassekæmpere for proletariatet«. Og fra et lærerstævne i Luthersk Missionsforening tre år tidligere refererede han en opfordring til at søge ind på seminarierne for »at præge den opvoksende slægt« (Folkeskolen 1974: 2005). Dagen før havde Kristian Pedersen, som var konsulent i DLF, henvist til de samme to eksempler i Berlingske Tidende og i TV Avisen (Berlingske 1974: 23.10.), men som lærer H.E. Sørensen fra Skærbæk gjorde opmærksom på i et læserbrev nogle uger senere, fortalte hverken redaktøren eller konsulenten, at den citerede klassekæmper i hæftet fra Unge Pædagoger var en gæst på et seminar, som intet havde med folkeskolen at gøre (Folkeskolen 1974: 2124). Det var i det hele taget så som så med substans i anklagerne. »Et konkret eksempel ville medføre afsporet debat,« argumenterede Baunsbak (Holbæk Amts Venstreblad 25.10.).

 

Den 4. maj 1974 fyldte Danmarks Lærerforening 100 år. Det blev fejret med besøg af dronning Margrethe på repræsentantskabsmødet i Falkoner Centret. Festforelæsningen om »organisationerne og demokratiet« blev holdt af Stinus Nielsen. Foto: Steen Månsson

 

Men indoktrineringsspøgelset flagrede videre, og i februar 1977 kom så endelig det konkrete eksempel. I en tv-debat før et folketingsvalg påstod Centrum-Demokraternes leder, at nogle lærere i Albertslund havde »brugt et halvt år på at undervise i faget revolution«. En af de angrebne fortalte bagefter, at han var blevet meget bange. »Jeg er ikke særlig politisk engageret, og så lige pludselig var jeg en af dem ude på venstrefløjen og fik skudt en masse i skoene. Det var meget ubehageligt« (Thejsen 1977: 31-39). Påstandene var da også fuldstændig fejlagtige (Thejsen 1977: 7-28, Nørgaard 2008: 223), men et halvt år senere forsøgte Centrum-Demokraterne alligevel at følge succesen op ved at danne komitéen Aktiv Skolepolitik. I spidsen stod partiformandens datter, folketingsmedlem Mimi Jakobsen, og i partiets blad fortalte hun, at man ville »samle materiale, der beviser, at man, selv om man følger loven, kan undervise på en måde, der er helt i strid med flertallets opfattelser«. (Centrum-avisen 1977: 1). Komiteen fik ikke rejst en eneste sag. Men, skriver skolehistorikeren Keld Grinder-Hansen, »indoktrineringsdebatten blev et effektivt hold-kæft-bolsje for den danske lærerstand« (Grinder-Hansen 2013: 310).

 

Ulovlige aktioner giver resultat

Internt i Danmarks Lærerforening følte ledelsen sig generelt hårdt presset. Medlemskravene om nedsat tjenestetid fortsatte, men skiftende regeringer ville ikke give sig. I august 1978 havde Socialdemokratiet og Venstre dannet regering med Knud Heinesen som finansminister, og samfundsøkonomien var voldsomt presset udefra af galoperende oliepriser.

I DLF’s repræsentantskab og i kredsstyrelser talte flere og flere om aktioner, og rundtom i kommunerne kom det til konfrontationer med kortvarige arbejdsnedlæggelser. I Albertslund vest for København var indbyggerantallet på ti år steget fra 7.000 til 30.000, og med indvielse af en ny skole hvert år i ti år havde kommunen sat danmarksrekord i skolebyggeri (Nielsen 2005: 21 og 29). Kredsstyrelsen havde gennem lang tid forhandlet om blandt andet betaling for flere gårdvagter og tilsyn med elever i de nye skolekantiner, men kommunen ville ikke give sig. I januar 1979 holdt kredsen så den fjerde generalforsamling om sagen på et halvt år, og med massivt flertal vedtog man at stoppe forældremøder, lejrskoler og deltagelse i pædagogiske dage (Kredsbladet 1979: 26). Kristeligt Dagblad omtalte aktionen og refererede formanden for FTF, Kirsten Stallknecht, som sagde, at nogle BUPL-pædagogers aktioner kunne »danne mønster«, hvis kommunerne ikke forbedrede forholdene. Og så henviste hun til, »at fredelige folk som politibetjente og lærere rørte på sig«. Danmarks Lærerforenings formand ville ikke udtale sig (Kristeligt Dagblad 1979, 12.1.), men internt var formand og sekretariatsledelse særdeles interesserede i konflikten. »Der kan ikke være tvivl om, at aktionen er ulovlig,« sagde Jørgen Jensen på et hovedstyrelsesmøde den 17. januar og opridsede et alvorligt dilemma: »Desværre viser det sig ofte, at ulovlige aktioner giver resultat« (DLF 1979: 27). Formanden mente, at hovedstyrelsen skulle fortælle Albertslund-lærerne, at aktionen kunne være farlig for de kommende tjenestetidsforhandlinger, og at man skulle tilbyde dem hjælp, men sekretariatschefen sagde, at »ulovlige aktioner ikke kan bremses ved at løbe med et stykke ad vejen«. Skoleleder Hans Jørgen Eriksen advarede mod »hovedstyrelsens valne holdning«. Man måtte, sagde han, »tage stilling imod de kræfter, der er tale om« (DLF 1979: 28).

De kræfter, man frygtede stod bag, var Socialistisk Lærergruppe, og i marts besluttede hovedstyrelsen for første gang i foreningens historie at sende et brev til samtlige medlemmer af en kreds. Det skyldtes, skrev Folkeskolens redaktør, at man havde god grund til at regne med, at kredsstyrelsen ikke ville referere »hovedforeningens informationer, præciseringer og beslutninger redeligt og korrekt over for medlemmerne«. I en fire sider lang artikel, under overskriften »De er parate i kulissen«, gennemgik redaktøren derefter sagen, fordi »Socialistisk Lærergruppes manipulationer burde kendes af en videre kreds«, og »navnlig fordi sagen havde vidtrækkende betydning for foreningens faglige og saglige arbejde og dens demokratiske virkemåde« (Folkeskolen 1979: 908-911). Beviserne så redaktøren i en artikel, »hvis lige i henseende til fordrejninger af kendsgerninger og faktiske forhold, perfide udlægninger og skamløs bagtalelse af foreningens hovedledelse« ikke var set før (Folkeskolen 1979: 908). Yvonne Hindsberg var nyvalgt kredsformand i Albertslund, da sagen kulminerede. I 2014 siger hun:

 

»Vi var nybegyndere alle sammen. Men kredsstyrelsen bestod af tillidsrepræsentanter, så der var hele tiden tæt kontakt med alle. På generalforsamling efter generalforsamling mødte 200 af kredsens 450 medlemmer op, og debatterne var livlige. En tekst fra kredsstyrelsen viser, hvad vi mente og troede: ’Tilsynsområderne forhandles lokalt, og beslutninger om eventuelle aktioner må selvfølgelig også tages lokalt. Et forhandlingsområde uden sanktionsmuligheder er en meningsløshed’ (Kredsbladet 1973, februar 5:3.). Det var hverken Socialistisk Lærergruppe eller andre venstreorienterede grupper, der lavede aktionen. Det var medlemmerne, der pressede på og lagde kursen.« 

Og så er der en lille ironisk krølle på historien, fortæller Hindsberg. »Efter at hovedforeningen havde blandet sig, og kredsen havde aflyst aktionen, lykkedes det at lave en aftale med kommunens nyvalgte borgmester, der syntes, at sagen skulle ordnes lokalt, og så blev der lavet et flot resultat.« 

 

Spørgsmålet er, hvor vidt vi kan gå

I samme periode skete der stadig intet med lærernes tjenestetid, og ved overenskomstforhandlingerne kom der ifølge Jørgen Jensen kun »latterligt små beløb på bordet.« Presset fra venstrefløjen fik DLF til at gå ind for faglige møder i arbejdstiden, som skulle foregå den 15. marts 1979. Hvor det tidligere havde været god latin, at tjenestemænd ikke måtte strejke, blev det nu understreget, at aktionen var »fælles for samtlige tjene-stemandsorganisationer« (Folkeskolen 1979: 605), og på et hovedstyrelsesmøde sagde Jørgen Jensen, at han forventede, at også skolelederne deltog i aktionen, når deres »forpligtelser vedrørende tilsynstilrettelæggelse med videre var klaret« (DLF 1979: 81).

 

Max Haugaard Nielsen, som dengang var sagsbehandler i Lærernes Centralorganisation, tolker den ændrede holdning til arbejdsnedlæggelser sådan:

 

»Selvfølgelig var DLF presset af OK-forhandlingerne, men det var også et element at vise handling over for højtråbende medlemsgrupper på venstrefløjen. Jørgen Jensen vidste naturligvis godt, at tre timers arbejdsnedlæggelse ikke gav flere penge. Man diskuterede ikke, om det var ulovligt, det var et forsøg på at få ro på bagsmækken, ikke mindst blandt de venstreorienterede.« 

 

Medlemmer, der blev trukket i løn og idømt bøde, fik udgifterne refunderet fra DLF. Det var første gang, Særlig Fond blev brugt. Men mange skoleledere deltog ikke, og i halvanden måned var der i Folkeskolen afsat særskilt plads til indlæg om aktionen, hvor der blev udtrykt både opslutning, afstandtagen og usikkerhed. »Hjertelig tak til foreningen for initiativet den 15. marts, det var simpelthen en retfærdighedshandling, eftersom vor ære og velfærd stod på spil,« mente Harald Østergreen fra Odense for eksempel (Folkeskolen 1979: 769). Seks lærere fra Tarm spurgte, om det virkelig forholdt sig sådan, »at der ikke inden for DLF er plads for medlemmer, der er af en anden opfattelse af en sådan aktion end formanden, og som trods stærkt gruppepres handlede i overensstemmelse med denne opfattelse?« (Folkeskolen 1979: 842). Fra en skole i Rødovre skrev Bjarne Håkansson, at lærerrådet enstemmigt havde vedtaget at opfordre til »landsdækkende punktstrejker a 1 uge, ét amt ad gangen«, hvis de vigtigste krav ikke blev imødekommet (Folkeskolen 1979: 844), og kredsstyrelsesmedlem Bjarne Krogh fra Aalborg skrev: »Står vi sammen, kan vi gøre næsten alt, men spørgsmålet er, hvor vidt vi kan gå og alligevel stå sammen« (Folkeskolen 1979: 924).

 

Illoyale medlemmer

Foreningen fik næsten 2.000 breve om de faglige møder, og mange af dem handlede om skolelederne, fortalte formanden på et hovedstyrelsesmøde i april. »Vi må erkende, at de har en særlig tjenstlig status og undertiden er arbejdsgivernes repræsentanter,« sagde han og understregede så, at skoleledernes medlemskab af Danmarks Lærerforening ikke, »som nogle medlemmer i breve havde lagt op til, skulle afgøres på grundlag af en unormal situation som en aktionsdag« (DLF 1979: 125-126).

 

Hovedstyrelsen satte punktum for debatten med en enstemmig erklæring, og »for at understrege sagens alvorlige karakter« bad man Folkeskolens redaktør »placere den på lederplads«. Erklæringen handlede dog ikke om skolelederne, men om illoyale medlemmer. I uddrag lyder anklagerne:

 

»Det er med betydelig alvor, at hovedstyrelsen har konstateret, 

–at kredsstyrelsen i Ballerup har lagt op til, at kredsgeneralforsamlingen i påkommende tilfælde skulle kunne iværksætte lokale aktioner, hvis en eventuel ekstraordinær kongres accepterede et efter kredsens opfattelse for ringe overenskomstresultat,

 

–at der i Albertslund-sagen var tale om, at Socialistisk Lærergruppe ifølge denne gruppes egne oplysninger var den egentlige initiativtager til den ulovlige lokale aktion. Sagen har afsløret, at der står grupper af medlemmer parat til at organisere folkeskolens lærere på et andet grundlag end Danmarks Lærerforenings vedtægter,

 

–at kredsstyrelsen i Gladsaxe i forbindelse med demonstrationen den 22. marts har informeret medlemmerne i en fordrejet form i forhold til de retningslinjer, der blev udsendt af hovedstyrelsen, (hvor det) blev udtrykkeligt understreget, at der ikke måtte finde arbejdsnedlæggelser sted« (Folkeskolen 1979: 1083-1084).

 

Hovedstyrelsesmedlem Svend Erik Haase husker tydeligt mødet, for efter vedtagelsen var der flere, der følte sig manipuleret, fortæller han:

 

»Inden debatten fik vi udleveret et fortroligt notat, som blev samlet ind igen. Det var skrevet af vicesekretariatschef Kristian Pedersen og handlede om alt det forfærdelige, som kommunister kunne finde på af infiltration i fagbevægelsen. De var dygtige, kommunisterne, men notatet var sort, sort. Det kunne lige så godt have været fra Arbejderbevægelsens Informationscentral (Socialdemokratiets og LO’s organ, der holdt øje med kommunister). Det må jo have været godkendt af Jørgen eller Svend Emil, og vi tog det meget alvorligt, ellers havde vi jo ikke enstemmigt vedtaget erklæringen, men bagefter var vi da nogle stykker, der følte os manipuleret.«

 

Kristian Pedersen har ikke ønsket at udtale sig, men Svend Emil Nielsen bekræfter, at notatet var godkendt af ham selv og af formanden: »Vi så med stor bekymring på kommunisternes fremmarch i fagbevægelsen og ville for alt i verden forhindre, at de tog magten og politiserede Danmarks Lærerforening, som de havde gjort i BUPL.«

 

Jørgen Schulz sad i forretningsudvalget dengang, han husker også mødet: 

 

»Jeg vil medgive, at notatet nok var sort, men det er vigtigt at huske, at det var under den kolde krig, og kommunisterne var uhyggeligt effektive. Det var samme tendens i hele Europa. Kort tid før havde jeg besøgt den hollandske lærerforening, hvor de havde helt de samme problemer. At vi så meget senere kunne se, at tingene ikke var så rød-sorte, kunne vi ikke vide dengang, men af hensyn til DLF’s troværdighed og sammenhold var det en nødvendig drøftelse.« 

 

Magten og ikke retten vil sejre

Også på en anden fløj var der problemer i DLF. I Nordfyns Lærerkreds havde kasserer Carsten Abild, som var medlem af partiet Venstre, nægtet at deltage i det faglige møde den 15. marts, og kredsstyrelsen reagerede ved at afsætte ham. Abild svarede igen ved at true med sagsanlæg og ved at gå til medierne. »Lærer udrenset – nægtede at demonstrere,« skrev Fyns Amts Avis den 29. marts, og dagen efter kunne Fyns Tidende under overskriften »Kontrol med sindelag og udrensning« fortælle, at »vred kasserer truer med at danne fraktion i Danmarks Lærerforening«. Sagen blev behandlet på hovedstyrelsesmødet i april. Jørgen Jensen mente, at afsættelsen af Carsten Abild »formentlig var lovlig«, men beklagede, at der var kredse, der offentligt hængte medlemmer ud, fordi de ikke havde deltaget. »Det tjener ikke noget formål, nu må det dreje sig om at forbedre sammenholdet,« sagde han (DLF 1979: 126).

 

Men sagen døde ikke, for sammen med lærer og forfatter Poul A. Jørgensen fra Hårby fortalte Abild nu medierne, at de ville stifte gruppen Moderate Lærere. Carsten Abild argumenterede for, at »Danmarks Lærerforening, ud over at være fagforening«, også var lærernes faglige forening, der skulle »medvirke til at gøre folkeskolen tidssvarende fagligt som trivselsmæssigt. En forening med respekt for tjenestemandsbegrebet, med respekt for den enkelte lærers frihed til at vurdere og udfolde sig, med respekt for samarbejdet med elever, forældre og det omgivende samfund« (Morgenavisen 1979, 1.7.), og Poul A. Jørgensen advarede om, at »vort samfund i disse år (…) har kurs mod den totale og uindskrænkede borgerkrig, hvor magten og ikke retten vil sejre« (Folkeskolen 1979: 843).

 

Jyllands-Posten skrev på lederplads om den nye fraktion i DLF:

 

»Det er tiltrængt, efter at heksejagten er gået ind på de lærere, som sætter tjenestemandsforpligtelsen – og almindelig anstændighed – højere end en magt- og kampglad fagforeningsledelses direktiver. (…) Én ting er, at selv lærere ligger under for tidens opløsende strømninger. De burde være blandt de sidste, der tilsidesætter deres tjenstlige forpligtelser, så sandt som eksemplets magt burde være kendetegnet for den, der skal oplære ungdom. En anden ting er personforfølgelse i den falske solidaritets navn. Den moderate fraktion i lærernes hårde fagforening får forhåbentlig bred tilslutning« (Jyllands-Posten 1979, 9.4.).

 

Det fik den ikke. På det stiftende møde på Hotel Australia i Vejle mødte der kun 75 personer op (Kristeligt Dagblad 1979, 13.8.), og et år efter blev fraktionen begravet i stilhed. Trods den ringe tilslutning er der dog ikke tvivl om, at Moderate Lærere talte ind i en dyb klangbund hos mange lærere og ledere, som ikke ville strejke ulovligt.

 

Med allerstørste alvor 

Op til aktionsdagen den 15. marts var der medlemmer, der ønskede at få indkaldt en ekstraordinær kongres (som repræsentantskabet nu hed) om tjenestetidsforhandlingerne. Jørgen Jensen og flertallet i hovedstyrelsen var imod (DLF 1979: 86), men en måned senere var der enighed om at indkalde kongressen til den 29. august med to punkter på dagsordenen: tjenestetid og aktionsplan.

 

Udfordringen blev tydeligt udtrykt af Jørgen Jensen dagen før: »Medlemmernes kritik af hovedstyrelsens aktionsplan bunder i, at de i virkeligheden ikke vil aktionere. Foreningens dilemma er at finde det, det store flertal vil være med til« (DLF 1979 a: 131).

 

Under kongresdebatten kom der et mylder af resolutionsforslag, det ene mere radikalt end det anset. Bornholm Lærerforening foreslog for eksempel en aktion, som gik ud på, at alle mødte klokken 8 om morgenen og gik hjem klokken 16 (DLF 1979 b: 74), og Tårnby-Dragør Lærerkreds ønskede »en total arbejdsnedlæggelse af 1-2 dages varighed for at gøre offentligheden opmærksom på, at vi indleder en aktion for at forbedre vores arbejdssituation«. Kredsformanden tilføjede, at man gerne deltog »i ulovlige aktioner, hvis hovedstyrelsen skønnede, at det var nødvendigt« (DLF 1979 b: 76). Forslaget om fast arbejdstid blev trukket tilbage, mens alle øvrige faldt med overvældende majoritet imod. På trods af voldsom uenighed kunne man derefter samles om hovedstyrelsens forslag med nogle få ændringer. For stemte 211, imod stemte 5, og 19 undlod. Man skulle sørge for at få en ny tjenestetidsaftale inden den 1. august året efter.

 

I oktober 1979 trådte SV-regeringen tilbage og blev afløst af en socialdemokratisk med Svend Jakobsen som finansminister og Dorte Bennedsen som undervisningsminister. Det gav ikke bevægelse i tjenestetidsforhandlingerne.

Forrige del 1960'erne Thorkild Thejsen Næste del 1980'erne Thorkild Thejsen