1960'erne

»Vi var unge, vi var begejstrede, og vi arbejdede seriøst med den nye pædagogik. Vi troede på den nye, spændende skole og ville lave en bedre skole end den, vi selv havde gået i«

Ib Holdt, lærer

Ib Holdt (1935)

Lærer fra Tønder Seminarium, 1958

Specialefag:
matematik og fysik

Lærer på Agedrup Skole, 1959

Kirkesanger i Seden-Asum fra 1974-2005

Pensioneret i 2000

Formand for Agedrup Sogns Lokalhistoriske Arkiv, 1989

Formand for Agedrups Lokal­historiske Forening, 1989

Skrev Agedrup-krøniken, 2011

Formand for Udvalget for pensionister i Agedrup, 2012


Foto: Klaus Holstin

»Dengang var der politikere, der bakkede lærerne op«

»Vi var begejstrede og arbejdede seriøst med den nye pædagogik. Vi troede på den nye, spændende skole,« fortæller Ib Holdt, som begyndte som lærer i 1959. Den Blå Betænkning inspirerede lærerne til at lave en bedre skole. Men der var også konservative lærere, der fortsatte, som de altid havde gjort.

 

»Jeg har haft den heldige tilværelse som lærer, at jeg altid har engageret mig meget,« fortæller Ib Holdt, som var lærer på samme skole i 41 år. 

»Jeg underviste tre årgange på én gang og gennemførte tre diktater ad gangen. Læste én sætning for de små elever, én sætning til hold 2 og én sætning til hold 3, og så havde jeg en kvik pige, som huskede, hvordan sætningerne sluttede. Jeg kiggede på hende, og hun sagde så ’by’, hvis sidste ord i sætningen til de små elever var ’by’. Så kunne jeg gå videre,« fortæller Ib Holdt om de første år på Agedrup Skole, som dengang var en lille landsbyskole i Agedrup Kommune med tre lærere og 65 elever. Da han sluttede, hed kommunen Odense, og skolen havde 35 lærere og omkring 500 elever.

 

De følgende år blev hektiske og nærmest euforiske

Ib Holdt fik sin eksamen fra Tønder Seminarium i 1958, det år, hvor en ny folkeskolelov blev vedtaget. Men inden han kunne begynde som lærer, skulle værnepligten på 16 måneder overstås.

 

»Jeg var soldat i Varde, og en dag så jeg Folkeskolen, som lå og flød på kasernen, og så faldt jeg over et embede i Agedrup. I telefonen aftalte jeg med mølleren i Bullerup, som var formand for skolekommissionen, at jeg skulle komme derover. Vi fik kaffe, og han spurgte mig ud. Så kørte han mig op til et andet medlem af skolekommissionen, og derfra gik jeg så de to en halv kilometer ned til Vester Kærby. Sådan kom jeg hele sognet rundt, og jeg snakkede godt for mig alle steder.« 

 

Rundturen havde ikke været forgæves, ud over kaffe, håndmadder og gammeløl gav den også en ansættelse på prøve ved Agedrup Skole, som senere blev til en fastansættelse som tjenestemand.

 

»Jeg begyndte den 1. november 1959, og året efter kom første bind af Den Blå Betænkning, som i den grad inspirerede os. De følgende år blev hektiske og nærmest euforiske,« fortæller Ib Holdt.  

 

»I vinterhalvåret 1962-63 sad vi en eftermiddag hver uge og læste og diskuterede. Vi cyklede op til Munkebo klokken fire og brugte så et par timer sammen på Den Blå Betænkning. Det var utrolig inspirerende.«

 

Det skulle jo nødig se ud, som om vi ikke kunnestyre det

»En gang om året i april havde vi eksa-a-amen, som de kaldte det. Nogle dage før gik jeg ned til kommissionsformanden, og han fortalte så, hvad de gerne ville høre om. Daniel i løvekulen i bibelhistorie måske, Christian den Fjerde i historie, lidt geografi, hovedregning og så lidt oplæsning. På eksamensdagen sad der så en hel rand af mødre, nogle få fædre, skolekommissionen og præsten, og så hørte vi børnene i det, formanden havde bestemt, at vi skulle demonstrere. 

 

I 1962 fik vi en ny skolekommission, som holdt sine møder sammen med lærerne, og jeg førte protokol for både kommission og lærerråd. Vi fortalte dem jo om noget af det, vi talte om i vores studiekreds. At eleverne nu skulle til at arbejde i grupper, og det, syntes de vist, var noget meget mærkeligt. Men da vi året efter skulle snakke forældredag og eksamen, fortalte formanden, at de gerne ville se ’noget af det der gruppearbejde’. Det var en meget stor udfordring. Vi øvede som tossede. ’I må dæmpe jer lidt, I må dæmpe jer lidt, ikke for højt’, sagde vi til børnene. De blev jo ivrige, og det skulle nødig se ud, som om vi ikke kunne styre det.« 

 

– Hvordan kan man fremvise et gruppearbejde?

»Vi havde talt med skolekommissionen om et emne, og den dag, det skulle foregå, begyndte med, at jeg gav klassen et oplæg, som de kunne køre videre med i grupperne. De kunne slå op i nogle bøger og hæfter, vi havde bestilt hjem. På skolen havde vi ikke andet end Nikolaj Nielsens historiebøger, men i en kælder inde ved Centralbiblioteket i Odense havde de startet Amtscentralen, og der havde vi lånt nogle små hæfter. De handlede vist om Leonora Christine, og så fik eleverne et kvarters stillelæsning, så de kunne drøfte emnet bagefter. Vi blev ret populære på det, tror jeg, for næste gang der var møde i skolekommissionen, sagde formanden, at de gerne ville have, at lærerne holdt foredrag i forsamlingshuset, så vi fik travlt, skulle pludselig stå på en talerstol over for en stopfyldt sal, 100 mennesker sad der ved de lange kaffeborde. Vi var nervøse, men folk klappede, og sognerådsformanden takkede og sagde, at fremover behøvede foredragsforeningen ikke at have folk udefra, når man havde så dygtige lærere på skolen. Vi gik hjem og var fuldstændig høje. Dengang var der politikere, der bakkede lærerne op.«

 

Vi troede på den nye, spændende skole

»Men det stoppede ikke der. En tid efter var Henrik Sidenius ude på lærerværelset, hvor han fortalte, at de på Kroggårdsskolen i Odense, hvor han var blevet inspektør, havde dannet en forældreforening, som skulle understøtte alt det nye. Skolekommissionens medlemmer var med til mødet, og to uger efter inviterede sognerådet så til et stort, nyt møde, der hed: ’Dannelse af en forældreforening’, og de følgende år holdt vi hver vinter en fire-fem velbesøgte foredragsaftner.«

 

– Var I enige blandt lærerne?

»Både ja og nej. På Agedrup Skole var der bred tilslutning. Vi var alle helt unge, vi var begejstrede, og vi arbejdede seriøst med den nye pædagogik. Vi troede på den nye, spændende skole, og vi ville lave en bedre skole end den, vi selv havde gået i. Men der var også nogle kontrære og konservative lærere, som hverken kom til studiekreds eller foredrag, de fortsatte blot, som de altid havde gjort. Der kom et boom af unge forældre inde fra Odense, som bakkede os op, og den utrolig progressive skolekommission støttede og inspirerede os jo. Men det skiftede i 1966; den nye kommission ville ikke være med til lærermøde eller høre foredrag, og oppe i Gammel Agedrup boede den gamle bondebefolkning, hvis bedsteforældre og oldeforældre havde gået i Vester Kærby og Agedrups gamle skole. Det gav modsætninger.«  

 

– Hvad er det positive og det negative ved at være lærer?

»Samværet med børnene har jeg altid godt kunnet lide, men jeg synes ikke, at jeg har været en fundamentalt god lærer. Jeg var tit for utålmodig, tror jeg. ’Nu skal vi altså se at få noget bestilt,’ sagde jeg både indirekte og direkte, og det gjorde vi sådan set. Vi fik bestilt noget, og i de mange år, jeg har været i Agedrup, har jeg stort set ikke haft en sygedag. Jeg har altid været klasselærer, og når det ikke lykkedes, og der var børn, der ikke syntes om at gå i skole, var jeg bekymret. Det tog jeg med hjem. Men heldigvis har jeg et lyst sind, så jeg har kunnet komme igennem det. Min kone derimod har haft det svært, hun har været meget mere striks med disciplin og sådan noget, men jeg har altid haft det med at fortælle en god historie, når det brændte på. Det er ikke nødvendigvis disciplinskabende, men god stemning kan også løsne op.«

 

– Er lærerarbejdet et kald eller et lønarbejde? 

»Jeg kan ikke lade være med at tænke på min far, som var førstelærer i Sønderjylland, for ham var det absolut et kald. For mig har det nok været lidt af begge dele. Som ung lærer har jeg aldrig tænkt på, at arbejdet kunne være et kald, men jeg deltog jo i alt – i foredragsforeningen, i kirkens liv og så videre; det var ligesom hjemme i Sønderjylland. Jeg har været dybt optaget af at lave en god skole for børnene og været engageret i mange ting. Sådan er det vist, hvis det er et kald.«

Gør skolen bedre – gør gode tider bedre

En folkeskole med optimisme og modsætninger. En ministeriel betænk-ning, der virker i hver-dagen. En ny, langtidsholdbar læreruddannelse. Landsbyskoler, der forsvinder, og forstadsskoler, der opstår. Danmarks Lærerforening er i kraftig vækst i styrke og størrelse. Unge lærere kræver og får indflydelse.

 

1960’erne var et opgangs- og forandringsårti for Danmark – »de glade 60’ere« er de blevet kaldt. Det var en periode med næsten fuld beskæftigelse og stigende materiel velstand. Men den kolde krig mellem øst og vest satte også sit præg på hverdag og politik. Der var modsætninger mellem gammelt og nyt – mellem optimisme og usikkerhed. 

 

Den ukendte faktor  

I 1961 slog den nydannede organisation OECD, Organization for Economic Cooperation and Development, som en tilsyneladende objektiv kendsgerning fast, at investering i uddannelse er en forudsætning for økonomisk vækst, og at det kun er en sådan fremgang, der kan sikre lige muligheder for uddannelse (OECD 1962: 9). Økonomer mente, at de havde fundet den ukendte faktor, som kunne forklare økonomisk vækst. Hvor de før kun regnede med arbejdskraft og kapital, medtog de nu befolkningens uddannelsesniveau, »The Residual Factor«, som den tredje faktor. Det eneste ukendte var, sagde de mest optimistiske, hvor stor en del af væksten der kunne tilskrives uddannelsesniveauet (OECD 1964). Økonomien buldrede fremad i den vestlige verden, og højkonjunkturen ramte også Danmark, som var blevet et moderne industrisamfund, hvor handels- og serviceerhvervene havde vokseværk. Unge mennesker strømmede ind på gymnasier og videregående uddannelser, og den offentlige sektor voksede år for år. Den økonomiske opgang betød også opgør med tidligere tiders normer. I 1965 fjernede Danmarks Lærerforening ordene »på kristent grundlag« fra sit formål. Ændringen blev enstemmigt vedtaget uden debat, og den var, understregede næstformand N.C. Thomsen Nielsen i sin forelæggelse for repræsentantskabet, »ikke udtryk for nogen forandring i vor stilling til kristendommen« (DLF 1965: 68 og 70). I 1967 blev legemlig afstraffelse i folkeskolen begravet i stilhed, i København var det dog sket allerede i 1952, og i slutningen af 60’erne blev den vestlige verden præget af antiautoritære ungdomsoprør. 

Et studenteroprør i Paris i maj 1968 indvarslede et skift fra hippie- og provooprør til et marxistisk inspireret, mere snævert politisk oprør. Men mens studerende aktionerede på universiteterne, havde oprøret »ikke større udbredelse på seminarierne, bortset fra på et par enkelte i hovedstaden«, hvor det mest var påklædning og omgangsformer, der ændrede sig (Bruhn og Steinicke 1999: 130). 

Efter folketingsvalget i januar 1968 fik Danmark for første gang siden 1953 en borgerlig regering. Men også blandt borgerlige var der sket holdningsskred, så det blev en konservativ justitsminister, der ophævede forbuddet mod billedpornografi, og RVK-regeringens politik betød en eksplosiv vækst i de offentlige udgifter.

 

Den Blå Betænkning fra 1960 anbefalede emne- og gruppearbej­de. Den dominerende metode var dog klasseundervisning. Her biologi i 1963. Foto: Erik Friis

 

Der er kun sket en navneforandring 

For folkeskolen og dens lærere var 1960’erne en opgangs- og forandringsperiode. Det samme gjaldt for Danmarks Lærerforening. I 1958 havde landet fået en ny folkeskolelov, der afløste 1937-loven, som på grund af Anden Verdenskrig på mange områder aldrig var blevet reelt gennemført. Land- og byskoler skulle nu ligestilles, så landsbyskolerne fik samme fag og timetal som købstædernes skoler, og der blev indført frivillige 8.-9.-klasser. Eleverne skulle fortsat deles i boglige og ikke boglige klasser efter 5. klasse, men hvis lærere og forældre var enige, kunne skolen lade være med at dele eleverne. Sideløbende med det lovforberedende arbejde havde en kommission set på lærernes lønninger, men selv om de fik en stigning på op mod 20 procent, var der voldsom utilfredshed blandt landsbylærerne, fordi de stadig ville være klart ringere lønnet end lærerne i byerne. Danmarks Lærerforening var i voldsom indre splid, og repræsentantskabsmødet (datidens kongres) i 1958 blev kaotisk. Nogle var utilfredse med, at hovedstyrelsen havde sagt ja til skolereformen, og andre rasede over lønnen. »Men da købstadslærerne var meget glade for lønningsloven, mens et stort flertal af dem var stærkt imod skoleloven, og landsbylærerne alle var meget glade for skoleloven, kunne der ikke skabes et flertal mod formandens beretning« (Kierkegaard 1990: 52). Købstadslærernes vrede skyldtes, at de mente, at foreningen ikke havde holdt fast ved den udelte skole, men formanden for Københavns Lærerforening, Skotte Bych, som også var medlem af DLF’s hovedstyrelse, forsøgte at berolige dem. Der sker ikke store ændringer, »der er kun sket en navneforandring på nogle klasser,« sagde han (Danmarks Lærerforening 1958: 27).

 

Gramseri og befamling

Men han tog fejl. Der skete store forandringer. I 1960 og 61 udkom der nemlig en undervisningsvejledning i to bind, som varslede nye tider. Skolen skal »dygtiggøre børnene til at gå ud i samfunds- og erhvervslivet, velegnede til at opfylde de krav, man med rimelighed kan stille«, hedder det ganske vist i vejledningen.

 

Alle lærere bør være med i DLF, men de skal blive det frivilligt, så de kommer med i lærerfællesskabet, sagde Stinus Nielsen. Han var formand for DLF fra 1956 til 1972. Foto: Folkeskolens arkiv

 

Altså intet nyt under skolen og helt i overensstemmelse med 58-loven. Men derefter følger så en formulering, som nærmest er et opgør med formålsparagraffen, som var den samme som i 37-loven: »Først og fremmest er det skolens opgave at fremme alle muligheder for, at børnene kan vokse op som harmoniske, lykkelige og gode mennesker,« står der! (Undervisningsministeriet 1960: 29).

Den Blå Betænkning, som vejledningen blev døbt i medier og debatter, blev generelt positivt modtaget – især blandt yngre lærere. Ib Holdt, som var forholdsvis ny lærer (se side 11), fortæller:

 

»I vinterhalvåret 1962-63 sad vi en eftermiddag hver uge og læste og diskuterede. Vi cyklede op til Munkebo klokken fire og brugte så et par timer sammen på Den Blå. Det var utrolig -inspirerende (…) vi var unge, vi var begejstrede, og vi arbejdede seriøst med den nye pædagogik. Vi troede på den nye, spændende skole og ville lave en bedre skole end den, vi selv havde gået i.« 

 

Langtfra alle var dog begejstrede, mange lærere ønskede ikke ændringer. Ib Holdt husker det sådan: »Der var også nogle kontrære og konservative lærere, som ikke bakkede op. De kom hverken til studiekredse eller foredrag, de fortsatte blot, som de altid havde gjort«. Som nyuddannet blev Per Kjeldsen i 1961 ansat på Vejgård Vestre Skole i Aalborg. Han fortæller:

 

»Man havde helt glemt de ældre og erfarne lærere, som jo skulle aflære undervisningsvaner, der var baseret på udenadslære. Mange af mine kolleger ville gerne være med i det nye, men de forstod ikke helt hvordan, og de kom aldrig på efteruddannelse. Og så var der dem, der ydede aktiv modstand. Som ung lærer fik jeg mange irettesættelser af skoleinspektøren. Jeg sang for mange glade børnesange med min 1. klasse og for få salmer. Det ødelagde det for læreren i klassen ved siden af, så hun klagede til inspektøren. Helt galt gik det, da jeg savede hul i fronten på katederet og satte et klæde for, så en meget genert elev kunne sidde inde bagved og læse og fortælle dagens ‘radioavis’ for de andre. Den helt store skideballe indkasserede jeg, da vi havde lavet små træbiler i sløjd, og jeg arrangerede væddeløb ned ad trappen med dem på en treetagers lang træbane, som eleverne også havde fremstillet. Og det var ikke velset, at jeg havde – efter min mening – skolens bedste lærer som en slags mentor. ’Om jeg ikke var klar over, at han var kommunist,‘ blev jeg advaret. Jeg kendte hans politiske ståsted, men det havde jo ikke noget med hans pædagogiske og menneskelige kvaliteter at gøre. Alt var bestemt ikke pædagogisk begej-string og Blå Betænkning, det var også sort skole og kold krig« (Thejsen 2013).

 

I den offentlige debat angreb teologiprofessor P.G. Lindhardt Den Blå Betænkning voldsomt. Vejledningen var udtryk for en forfladiget humanisme, sagde og skrev han og sammenlignede den med Aldous Huxleys Fagre nye verden. At tale om personligheds- og karakterdannelse er »gramseri og befamling, som skolen ikke har ret til«. Det rystede dog ikke manden bag betænkningen, statskonsulent Kristen Helveg Petersen, som i 1961 var blevet radikal undervisningsminister. »Hvad enten læreren vil det eller ej, får skolen indflydelse på børnenes personligheds- og karakterdannelse. Skolen er til for børnenes skyld og ikke omvendt,« svarede han (Folkeskolen 1962: 775-77).

Den Blå Betænkning var med til at påvirke selvopfattelsen hos de mange nye lærere, der strømmede ud i skolen. Folkeskolens projekt var reelt ikke længere et religiøst, men snarere et pædagogisk-politisk projekt, og reformpædagogikken med »barnet i centrum«, som tidligere havde udgjort en modstand mod og kritik af den offentlige skole, blev nu den officielle skolepolitiske flertalslinje (Nørgaard 2008: 197). 

Peter Ussing var førstelærer på en landsbyskole, da skoleloven blev vedtaget, han husker tiden sådan:

 

»Den Blå Betænkning er nok den største begivenhed i folkeskolen de sidste 100 år, og den gav virkelig inspiration. Vi fik nye synspunkter kastet ind over os, og vi fik i højere grad lejlighed til at arbejde med selvvirksomhed; her kom mine erfaringer med småsløjd os til gode. Vi kunne nu arbejde manuelt i fagene, og i verdenshistorie i 3. klasse byggede eleverne en stor flot model af et græsk tempel. Vi lavede også Trelleborg, byer med borge og så videre. (…) Jeg synes, vi gav eleverne en solid undervisning« (Thejsen 2014). 

 

I de fleste kommuner blev eleverne i 6.-7.-klasserne i løbet af få år »samlæste« – altså udelte! Så mens flertallet i DLF’s repræsentantskab havde været imod den udelte skole, blev det medlemmerne, der sammen med forældre afskaffede den delte skole. Jørgen Jensen, som senere blev formand for Danmarks Lærerforening, var dengang lærer i Gentofte. Han var begejstret for både 58-loven og Den Blå. Forskellen mellem formålsparagraffen og vejledningens udlægning går han let hen over i sine erindringer, og det samme gælder Lærerforeningens tidligere modstand mod udelte klasser:

 

»K. Helveg Petersen forstod at få lærerne og deres forening med sig. Vi løftede i flok. Sådan oplevede vi det ude på skolerne. Det var spændende og herligt at være med! Mellemskolen blev nedlagt, og vi fik mulighed for udelt skole efter 5. klasse. Mere lighed og en formålsparagraf med plads til kreativitet. Skolen for livet, ikke primært for erhvervslivet« (Jensen og Olsen 2008: 12).

 

I betænkningens kølvand

Den samme positive ånd prægede også fagbladet Folkeskolen, som tydeligt forsøgte at støtte lærerne, så de kunne realisere Den Blå Betænknings mange ideer. Der blev bragt artikler om praktisk pædagogik, for eksempel tag ud-midtersider om opøvelser i gruppearbejde fra 1. klasse (Folkeskolen 1960: 1635) og en længere temaserie med titlen I betænkningens kølvand. Den første artikel hed Ideernes fællesmarked (Folkeskolen 1961: 1674). Men læserbrevene viser, at ikke alle lærere var lige begejstrede, og at mange fandt det svært at nå de nye forpligtelser og manglede efter- og videreuddannelse. 

Belært af erfaringerne med de interne kampe efter vedtagelsen af 58-loven besluttede DLF’s ledelse, at man hellere måtte »tage et eventuelt slagsmål med medlemmerne end at argumentere bagefter« (Nielsen og Brøcher 1997: 99), så i 1966 udsendte hovedstyrelsen Oplæg til debat som midtersider i Folkeskolen, hvor man opregnede de pædagogiske og økonomiske forudsætninger for en næste skolelov. Man ønskede »en reform, der virkelig vil demokratisere vejen til uddannelse«, derfor skulle undervisningspligten udvides fra syv til ti år, og skolen skulle ikke alene sigte mod at »overvinde de økonomiske vanskeligheder, men også de personlige eller milieubetingede problemer«. Behovet for nye undervisningsformer og »vidtgående differentiering inden for klassen« gjorde det nødvendigt med pædagogisk udvikling og forskning. Og så må »skolelederembedet sikres sådanne arbejdsvilkår, at dets indehaver i højere grad får mulighed for at samle sig om den pædagogiske lederfunktion – herunder planlægnings- og igangsætningsvirksomhed« (Folkeskolen 1966: 9256 og 984-989). Oplæggets hovedarkitekt var viceskoleinspektør Karl Brøcher fra Tårnby, som var formand for pædagogisk udvalg. Der kom en voldsom debat, men repræsentantskabet stemte ja til det i 1967. Kritikerne samlede dog underskrifter, så det kom til afstemning blandt medlemmerne – den første urafstemning i foreningens historie. I Stinus Nielsens erindringer lyder hans vurdering:

 

»Ved urafstemningen blev oplægget godkendt, men ikke med noget overvældende flertal. Uden det forløbne års forarbejde var det utvivlsomt faldet. To år senere viste det sig glædeligt, at det ikke var sket, da vedtog Folketinget den principbeslutning på 9 punkter, der kom til at danne fundamentet for de kommende års forarbejde til en reform. 9-punktsprogrammet fulgte i alt væsentligt DLF’s skitse« (Nielsen og Brøcher 1997: 99-100). 

 

At der sideløbende med den interne foreningsdiskussion også foregik en dialog med folketingsmedlemmer og embedsmænd, skal heller ikke undervurderes. Kontakten var tillidsfuld og tæt, og hvis Undervisningsministeriets departementschef Ejler Mogensen ikke kunne finde kontorchef Preben Bilfeldt, var ordren til sekretæren altid: »Ring til Danmarks Lærerforening, der er han nok« (Thejsen 2013-14).

Ud over formandens faste kontakter med undervisningsministrene og sekretariatsmedarbejdernes tætte samarbejde med ansatte i ministeriet har man også mødtes selskabeligt, fremgår det af de håndskrevne referater fra møder i DLF’s forretningsudvalg:

 

»Undervisningsministeriets embedsmænd indbydes til en frokost og lærerrigsdagsmedlemmer til en middag i Kompagnistræde sammen med forretningsudvalget« (DLF 1961, 25.1.).

»Vi indbyder lærerrigsdagsmedlemmerne + Helveg Petersen + K.B. Andersen til sammenkomst i Kompagnistræde sammen med forretningsudvalget og Weismann Poulsen og Frank-Hansen« (DLF 1962, 15.1.).

 

Sammenslutningen af Politisk Interesserede Personligheder

Den tætte personkontakt til Christiansborg og til ministeriernes ledende embedsmænd havde høj prioritet i 60’erne og 70’erne. Det handlede om at skabe gensidig forståelse i »fredstid«. Når man også ved noget om hinandens privatliv og interesser og får talt bredt og generelt om de arbejds- og interesseområder, som man mødes professionelt om, bliver det nemmere at finde kompromiser og fælles løsninger, var tankegangen. Arbejdet med at udvikle et fortrolighedsforhold gennem selskabelige sammenkomster blev fra midten af 60’erne systematisk dyrket i et forum, som deltagerne uhøjtideligt kaldte »Spis« eller »12.11-klubben«, hvor en gruppe foreningspolitikere og ledende embedsmænd mødtes fast to gange om året. Navnet »Spis« kan læses som et akronym for »Sammenslutningen af Politisk Interesserede Personligheder«, som gruppen uhøjtideligt havde døbt sig selv, men navnet blev nok lige så meget brugt, fordi man begyndte alle sammenkomster med en god frokost. Der blev altid spist godt og festet igennem. Det andet navn, 12.11-klubben, skyldtes, at DLF’s Stinus Nielsen ankom med toget klokken 12.11 fra Vordingborg, når gruppen skulle mødes. Stinus Nielsen var formand for Danmarks Lærerforening fra 1956 til 1972 og samtidig formand for LB, Lærerstandens Brandforsikring, og møderne foregik oftest i DLF’s sekretariat eller i LB. Deltagerne var skiftende departementschefer og de to afdelingschefer fra Finansministeriet.

 

Filmapparat med lyd, tonefilmfremviseren, var et topmoderne læremiddel i 1960’erne. Udfordringen var at lægge filmen i, så tale og mundbevægelser fulgtes ad. En løssluppen vikarunderholdning kunne være at vise filmen baglæns. Annoncen er fra Folkeskolen 1964: 376

 

Fra Undervisningsministeriet deltog en direktør og en kontorchef, og fra FTF var sekretariatschefen med. Jens Christensen, som også i en periode var formand for FTF, og Erik Svendsen fra COII var med fra staten, ligesom direktøren fra LB altid deltog. Efter nogle år kom formanden for Dansk Politiforbund også med. Fra Danmarks Lærerforening deltog formand Stinus Nielsen og Jørgen Jensen og fra 1971 også sekretariatschef Svend Emil Nielsen.

Et vigtigt emne var selvfølgelig politik, men der blev også diskuteret alt muligt andet. Svend Emil Nielsen giver et eksempel, der kan illustrere ideen med sammenkomsterne: »Da en medarbejder i Finansministeriet engang omtalte os fra DLF som ’fjenden’, blev vedkommende korrekset af afdelingschef H.C. Fedders. ’Nej,’ sagde han. ’De er ikke fjender. Vi sidder blot på hver sin side af bordet, når vi skal nå frem til de bedst mulige løsninger.’ Der blev aldrig ført forhandlinger eller indgået aftaler i 12.11-klubben, understreger Svend Emil Nielsen:

 

»Men ved at komme så tæt på hinanden fornemmede vi gensidigt, hvor smertegrænsen gik. Vi vidste, hvad de kunne holde til i Finansministeriet, og de vidste, hvor langt DLF kunne gå – og hvad vi ikke kunne tåle, når der skulle findes et fælles landingspunkt. Den slags er uhyre vigtigt, når man skal indgå en overenskomst eller lande en konflikt. Derfor var 12.11-klubben et uhyre meningsfyldt forum. Jeg er sikker på, at det ikke var uden betydning for resultaterne ved forhandlingsbordene. Uden vores kontakter tror jeg, at der var en del af de gode aftaler, vi ikke havde klaret. Man kan ikke overvurdere betydningen at den gensidige respekt, som man opnår, når man ikke kun mødes som forhandlere.«

 

Det er for let at blive lærer

Med Folketingets vedtagelse af 1958-folkeskoleloven havde DLF »erobret den nyoprettede realafdeling som arbejdsområde for sine medlemmer. Det var en sejr, som forpligtede« (Eriksen 2009: 33). Danmarks Lærerforening havde vundet »den lange guerillakrig«, som Vordingborg Seminariums rektor Morten Bredsdorff senere formulerede det (Politiken 1964, 23.11.). Modstanderen var Gymnasieskolernes Lærerforening, som ikke mente, at 8.-, 9.- og 10.-klasser hørte til i folkeskolen. Men det mente Danmarks Lærerforening – og Folketingets flertal – og nu skulle DLF’s medlemmer kvalificeres til de nye udfordringer (Folkeskolen 1961: 1708).

Som alle andre steder i verden ændrer man i Danmark først læreruddannelsen, når lovgivningen for den skole, lærerne skal arbejde i, er ændret. I december 1960 nedsatte Undervisningsministeren et udvalg, som skulle forberede en ny læreruddannelse, og Danmarks Lærerforening havde store ambitioner. »Det er for let at blive lærer,« sagde hovedstyrelsesmedlem P.A. Andersen, da han formulerede DLF’s synspunkter på udvalgets første møde:

 

»Der må ske en stramning såvel fagligt som metodisk. Den første forudsætning er, at man magter faget. (…) Lærerforeningens ønske er højt kvalificerede lærere, såvel fagligt som metodisk og menneskeligt. Man ønsker ikke en gammeldags terpeskole, men gerne nye, frie arbejdsformer, dog ikke så frie som i den eksamensfrie mellemskole. Der må kræves eksaminer« (Undervisningsministeriet 1961: 17).

 

Læreruddannelsen skulle gøres fireårig med studentereksamen som adgangskrav, og man skulle ikke mere tale om seminarieelever, men om lærerstuderende. »Til børnene er det bedste ikke for godt og de bedste ikke for gode,« sagde P.A. Andersen i et langt, grundigt indlæg på repræsentantskabsmødet i oktober 61. »Lærergerningen er i færd med at vinde prestige,« citerede han den markante fysikprofessor Mogens Pihl, som havde skrevet det i en kronik:

 

»Denne kendsgerning hænger nøje sammen med folkeskolens voksende betydning i vort folk. Det er en banal sandhed – men banale sandheder er sommetider nyttige – at skolens succes eller fiasko afhænger aldeles af kvaliteten af de folk, som man sætter til at arbejde i den, af den uddannelse, man giver dem, og af de arbejdsforhold, man byder dem« (DLF 1961: 57).

 

Der gik seks år, inden Folketinget kunne vedtage en ny lov om læreruddannelsen. Men 66-loven viste sig til gengæld særdeles holdbar; med justeringer i 1982, 1985, 1991, 1997 og 2006 har lovens principper holdt helt frem til 2013. Og læreruddannelsen kom ikke ind på universiteterne, som 1966-loven faktisk åbnede mulighed for. 

 

Lærerne fik råd til bil

Lærernes ugentlige lektionstal havde siden 1814 været 36. I 1960 krævede DLF’s repræsentantskab, at medlemmerne fik »del i den almindelige nedsættelse af arbejdstiden«, og understregede, at de »stadig mere omfattende opgaver af pædagogisk og social karakter, som man fra det offentliges side har pålagt lærerstanden, medfører, at der er skabt klare argumenter for yderligere nedsættelse af arbejdstiden« (DLF 1960, bilag 2). Efter vanskelige og langvarige forhandlinger kom man året efter igennem med en nedsættelse til 32. Men lærerne fik ikke aflastning i hverdagen, de fik flere penge. For aftalen indeholdt den vigtige klausul, at man skulle fortsætte med 36 lektioner, indtil lærermanglen var væk.

 

Læs og Forstå for 2. klasse 1960. »Burde læses af hver eneste dansklærer«, citerede Aschehoug Dansk Forlag Folkeskolens anmelder (1961: 37). Hæfterne udkom i store oplag – og udkommer stadig. Forfattere: Lavra Enevoldsen og Anton Nielsen. Tegner: Mogens Juhl.

 

De sidste fire skulle så betales som overtimer! Det var det år, lærerne fik råd til bil, sagde man. Og der var hårdt brug for lærerne, for kommunerne havde travlt med at bygge nye skoler med realafdeling, og eleverne blev i skolen, selv om partiet Venstre havde sørget for, at undervisningspligten stadig kun gik til 7. klasse. Peter Ussing, som var blevet inspektør for Løkken Centralskole i 1964, husker tiden og stemningen sådan:

 

»Sognerådet var stolt af den nye skole, som havde kostet dem tre millioner. Der var et hav af positive forventninger til os, og det betød, at de fik en lærergruppe, som i den grad var engageret i skolearbejdet og indstillet på, at der skulle arbejdes igennem. At der skulle prøves noget nyt, og at eleverne skulle lære noget« (Thejsen 2014). 

 

Send servietten over

De mange ændringer gav også travlhed i Danmarks Lærerforening. I 1959 var medlemstallet 23.980, ti år senere var det steget til 42.187. Før 58-loven og de nye lønregler havde lærere og ledere selv kunnet finde svar på stort set hvad som helst ved at slå op i love, bekendtgørelser og cirkulærer, for alt var regelstyret. Men de mange nye opgaver betød, at det nu strømmede ind med spørgsmål til foreningen. I 1958 var der seks ansatte i sekretariatet – inklusive formanden – i 1970 var der 25. Man ville matche ministeriernes ekspertise, og formanden gjorde meget for, at alle udmeldinger skulle hvile på fast juridisk grund. »Det er ikke sikkert, at et medlem skal have ret. Men han har krav på ret svar,« sagde han. Mange spørgsmål blev afklaret gennem uformelle kontakter mellem ansatte i DLF og embedsmænd i Undervisningsministeriet, og mens den radikale Jørgen Jørgensen var minister, blev meget også klaret over en frokost med DLF-formanden. Stinus Nielsen gik simpelthen de få hundrede meter fra Kompagnistræde 32 til Frederiksholms Kanal 21. Selv når der var voldsomme uoverensstemmelser, stolede man på hinanden, man var rundet af den samme kultur. Og skrev ikke meget ned. Engang hvor de ikke umiddelbart kunne blive enige, måtte de dog hente en skriftlig aftale frem. Den lå i Lærerforeningens sekretariat, så Stinus Nielsen lånte ministerens telefon og ringede til sin sekretær. »Send servietten over,« lød beskeden. Aftalen var nogle sætninger på en frokostserviet. Nogle få principper var nok, mente begge parter (Thejsen 1995).

 

Ved valget til DLF’s hovedstyrelse i 1968 stillede SYL, Sammenslutningen af Yngre Lærere, med tre kandidater. De blev alle valgt – med stemmer nok til dobbelt så mange.

 

Med celler i lokalkredsene

I 1965 dannede en lille flok lærere SYL, Sammenslutningen af Yngre Lærere, med et meget enkelt program: højere begyndelseslønninger, mulighed for overenskomstansættelse – kontraktansættelse kaldte de det – og en omlægning af DLF’s struktur. Den gamle opdeling i repræsentantskab og hovedstyrelse med fraktioner for første- og enelærere, landsbylærere, landsbylærerinder, købstadslærere, købstadslærerinder, medlemmer på ventepenge eller pension og skoleledere var skæv og forældet, så den store gruppe yngre medlemmer ikke fik varetaget deres interesser, mente man – og skrev et indlæg om det til Folkeskolen. Men i et brev fra formanden fik initiativtageren, Ole Blåkilde, besked om, at hovedstyrelsen havde »henstillet til redaktøren, at han indtil videre undlod optagelse«. Formanden mente, at indlægget »på visse punkter kunne være uforeneligt med DLF’s vedtægter«. Efter en længere brevveksling mellem Ole Blåkilde og Stinus Nielsen optog Folkeskolen dog et ind-læg (Folkeskolen 1965: 750), men i en skarp leder advarede redaktør Albert Johansen mod »de organisatoriske konsekvenser og forviklinger, der kan blive konsekvensen af en sådan stat i staten med celler i lokalkredsene«. Mange associerede under den kolde krig ordet »celler« til frygten for kommunister, som ifølge partiets internationale regler skulle danne celler – små hemmelige grupper – overalt hvor det var muligt (Kommunistiske Internationale, Den, 1920: 8). Og så slog redaktøren på det fælles. »Vi er alle i samme båd,« kaldte han sit svar (Folkeskolen 1965: 752). »Ja, vi er i samme båd – men yngre læreres plads har længe nok været under dækket,« svarede Blåkilde og forsikrede, at SYL ikke ville danne celler (Folkeskolen 1965: 866). 

I juni 1966 kom der brev fra DLF om, at hverken SYL’s vedtægter eller arbejdsprogram »ses at være i strid med Lærerforeningens vedtægter«. Men det betød ikke, at alt så var godt, for Folkeskolens redaktør nægtede at optage flere indlæg med den begrundelse, at formanden havde fået godkendt en beretning af repræsentantskabet »med afstandtagen fra dannelsen af en særfraktion« (DLF 1965: 20, Blåkilde 2005: 25). Afvisningen gav paradoksalt nok ny kampgejst i SYL, så en måned senere udkom det første duplikerede nummer af S.Y.L.-Information, og et halvt år efter havde man 11 delegerede i DLF’s repræsentantskab. Ved hovedstyrelsesvalget i efteråret 1967 stillede SYL – Ole Blåkilde fra Langeland og Leif Kragh fra Solrød – op i fraktionen for købstadslærere, og Birgit Darr fra Aarhus i købstadslærerindefraktionen. De blev alle tre valgt – med stemmer nok til dobbelt så mange. Et oprør var i den grad lykkedes. De unge hovedstyrelsesmedlemmer var meget aktive, da en ny lønningslov blev forhandlet; de sagde nej flere gange undervejs i forløbet, og hver gang kom DLF’s forhandlere hjem med lidt mere. Loven blev vedtaget i 1969 og betød, at de tre laveste løntrin forsvandt, og at lønningerne skulle reguleres procentvis efter prisudviklingen. 

Dertil kom, at løn og tjenestetiden (som man dengang kaldte arbejdstiden) for fremtiden skulle forhandles og aftales mellem regeringen og organisationerne. Efter fire års kommissionsarbejde blev der i 1969 også enighed om en ny tjenestemandslov. Folkeskolens lærere blev formelt en del af tjenestemandssystemet på lige fod med andre tjenestemænd, og DLF fik status som centralorganisation, så man kunne være med til at indgå hovedaftale med staten. 

 

Tjenestemænd strejker ikke

»1960 Særlig Fond indføres.« Så kort omtaler Stinus Nielsen beslutningen om at oprette en konfliktfond. Forklaringen på den lakoniske tekst, hvor årstallet oven i købet er forkert, skyldes nok, at Stinus Nielsen var inderligt imod. Tjenestemænd strejker ikke, derfor er det både unødvendigt og forkert med en strejkefond, mente han. Fondens oprettelse omtales da heller ikke med ét ord i hans erindringer. Men trods formandens modstand besluttede repræsentantskabet i 1961 alligevel i stor enighed at oprette en konfliktfond, og det skyldtes især en flok insisterende, fagligt aktive lærere fra Kastrup Skole i Tårnby. Mandag den 26. september 1961 modtog lærerrådene på de 600 købstadsordnede skoler et brev fra Kastrup-lærerne, som opfordrede til at skrive under på et krav om, at DLF’s hovedstyrelse skulle arbejde for at oprette en konfliktfond og for en kraftig nedsættelse af det ugentlige lektionstal. Det gav ballade. Allerede fire dage efter advarede Folkeskolens redaktør Albert Johansen mod at »kaste sig ud i underskrivningens let opnåelige, salige rus«. 

»Problemer af den art, Kastrup-initiativet sigter på, tager man ikke stilling til i et frikvarter på lærerværelset. De må henvises til de foreningsmæssige kanaler,« skrev han og havde fundet plads til en opfordring fra medlemmer af den københavnske amtskredsstyrelse til ikke at skrive under (Folkeskolen 1961: 1342). 

Men dér sluttede det ikke. Og faktisk var det heller ikke dér, det begyndte, for allerede i 1952 havde lærer Vagn Weilbach Holm fra Kastrup Skole i Folkeskolen nemlig opfordret DLF til at oprette en konfliktfond, uden at der var kommet meget andet end debat ud af det (Folkeskolen 1952: 116). I 1957 fulgte lærere fra samme skole så op ved at sende et nyt indlæg til Folkeskolen. Redaktøren lovede at optage det, men det blev aldrig til noget, formanden var nemlig imod, og et møde mellem fire lærere fra Kastrup Skole og Stinus Nielsen fik ham ikke på andre tanker. De foreningsmæssige kanaler var altså stoppet til. Svend Emil Nielsen, som senere blev sekretariatschef i Danmarks Lærerforening og Lærernes Centralorganisation, var dengang ansat på Kastrup Skole. Han husker det sådan:

 

»Vi skrev ud til lærerrådene på skoler i hele landet og foranstaltede en urafstemning om at lave en strejkefond. Vi betalte af egen lomme, og der blev slikket frimærker og skrevet kuverter i lange baner. Stinus blev fly forbandet og fik også en hovedstyrelsesbeslutning på, at det var utilstedeligt, det vi havde gjort. (…) Tjenestemænd strejker selvfølgelig ikke, og fagforeningen må aldrig tage magten fra den faglige lærerforening, mente han. Selv om han ikke brugte udtrykket meget, havde han kaldstanken med hele sit liv.«

 

Brevet og omtalen i Folkeskolen betød, at der de følgende uger kom en del indlæg, der var både for og imod. Fra Svaneke Skole fortalte lærerrådsformand Jakob Vind, at Kastrup-skrivelsen havde »været fremlagt på lærerværelset, men ikke én har villet underskrive«. På samme side fortalte formanden for Næstved-kredsen, E. Rasmussen, der-imod, at kredsen støttede kravet om nedsættelse af lektionstallet til 27 »svarende til den arbejdstidsforkortelse, som andre befolkningsgrupper har opnået, og idet der samtidig henvises til det meget forøgede arbejde og de mange nye opgaver, som gennemførelsen af den nye skolelov kræver udført og løst af lærerne«. Om oprettelsen af en konfliktfond skrev han: 

 

»Vi forstår, at vi som tjenestemænd i folkeskolen ikke bør strejke; men vi vil på den anden side så kraftigt, som det er os muligt, fremhæve, at denne loyalitet over for vor gerning ikke må komme os til skade derved, at vi stilles ringere end de medborgere, som har benyttet strejkeretten. Vi følger opmærksomt hovedstyrelsens arbejde med vore løn- og arbejdstidsspørgsmål« (Folkeskolen 1960: 1465).

 

Det er ikke en strejkekasse

Og så sker der tilsyneladende ikke mere. Men processen er sat i gang, og på repræsentantskabsmødet i 1960 argumenteres der ivrigt både for og imod. Under behandling af resolution om en sag, hvor foreningen havde erklæret blokade, fordi Dronningborg Kommune nægtede at gøre en skoleinspektør til leder af en ny skole, hægtede man et nyt afsnit på om en mulig fond. Og pludselig var der enighed, for nu var det ikke en konflikt- eller strejkefond, men en støttefond:

 

»Vi opfordrer Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse til at undersøge muligheden for at oprette en støttefond til brug i tilfælde, hvor kolleger uden grund er kommet i vanskeligheder ansættelsesmæssigt el. lign., jvnfr. Dronningeborg-sagen« (DLF 1960: bilag 1).

 

På repræsentantskabsmødet i oktober året efter præsenterede næstformand Niels Christian Thomsen Nielsen så et forslag. »Det er ikke en strejkekasse,« understregede han. »Forholdet om tjenestemænds ret til kollektiv opsigelse eller strejkeret er ikke afklaret, men det er en fond, hvis midler skal anvendes til at holde medlemmer skadesløse i en konfliktsituation« (DLF 1961: 33). Det betød, at delegerede, der ønskede en fond til støtte for enkeltpersoner, kunne stemme for, og det samme kunne delegerede, der ønskede en konfliktfond. Man skulle dog først igennem flere afstemninger om navnet, og om hvor mange penge der skulle indbetales. Stinus Nielsen blandede sig ikke. Navnet blev Særlig Fond, og det årlige kontingent blev forhøjet fra 60 til 100 kroner; 15 af dem skulle i den nye fond (DLF 1961: 43). Ugen efter spurgte lærer Karl Rønne fra Slotsbjergby i Folkeskolen formanden, hvorfor der ikke havde været »en meningsudveksling herom i dette blads spalter«:

 

»Planen må dog allerede en tid have været til overvejelse og beregning på højeste plan. (…) Har repræsentantskabet forud for vedtagelsen haft behørig tid til overvejelse – Den overvældende tilslutning (99,9 pct.) virker ikke så overbevisende. (…) Vil en så kraftig forhøjelse af foreningens kontingent ikke ændre DLF’s hidtidige karakter over i en snæver fagforeningsretning? (…) Var det ikke mere realistisk og tidssvarende at oprette en millionfond på denne måde med humanitære formål?« (Folkeskolen 1961: 1610).

To numre senere svarede redaktør Albert Johansen, at repræsentantskabet havde drøftet en støttefond året før og dengang bedt hovedstyrelsen formulere konkrete forslag. Men der havde »ikke fra nogen side været tilkendegivet ønske om en meningsudveksling i Folkeskolen« (Folkeskolen 1961: 1686). Stinus Nielsen svarede aldrig, men fonden var en realitet, og medlemmerne betalte til den frem til 1984, hvor kongressen vurderede, at værdien nu var blevet så stor, at fornuftig formuepleje ville kunne få fonden til at vokse uden indbetalinger. I 1985 og 1989 besluttede kongressen, at kredsene skulle kunne disponere over sammenlagt 100 millioner kroner fra fonden, så der lokalt for eksempel blev råd til at etablere kredskontorer. Da lærerne i 2013 blev lockoutet af kommuner og stat, var formuen i Særlig Fond på 2,3 milliarder kroner.

 

Det, der samler os

»Det, der samlede os, var trods alt af større vægt end det, der skilte,« skiver Stinus Nielsen i sine erindringer efter beretningen om 58-skolelovens vedtagelse (Nielsen og Brøcher 1997: 72). Udsagnet kan stå som overskrift for hans opfattelse af Danmarks Lærerforening – og også for foreningens og lærernes kollektive selvforståelse. Derfor bekæmpede han alt, hvad der kunne opfattes som splittelse. Og derfor sagde han også nej, da undervisningsminister Jørgen Jørgensen i slutningen af 1950’erne tilbød DLF en eksklusivaftale (Svendsen 1972: bilag). En sådan aftale kunne have sikret, at man skulle være medlem af Danmarks Lærerforening for at arbejde i folkeskolen. Alle lærere burde selvfølgelig være medlem af DLF, mente Stinus Nielsen. Men de skulle melde sig frivilligt, fordi de derved blev en del af lærerfællesskabet. 

Forrige del Forord Anders Bondo Christensen Næste del 1970'erne Thorkild Thejsen